Hvem giver migranterne ved Polens grænse en plads ved julebordet?

I Polen har man en smuk tradition med at dække op til en eventuel uventet gæst juleaften. Den mulighed er mere end hypotetisk i år i det østlige Polen, tæt på den 400 kilometer lange grænse til Belarus.

Beboerne kunne for eksempel, mellem rødbedesuppe, honningkager, kål og karpe, dække op til Hana, Alaa, Murtadha og Khaled, fire meget unge kvinder og mænd fra Syrien og Irak, der tirsdag i sidste uge blev reddet op af en sump på den polske side af grænsen, tæt på Europas sidste urskov, den underskønne og fredede Bialowieza, der strækker sig fra Polen langt ind i Belarus.

Frivillige fra en polsk organisation, der hjælper migranter ved grænsen, var i kontakt med de fire, men måtte opgive at komme frem til dem, da området består af sumpe og vådområder og et netværk af små floder og det var mørkt og koldt.

Beskeden fra de fire migranter, der havde reddet sig op på en lille ø, var klar: "Vi er i fare. Gør alt, hvad I kan for at få fat i os. Ring om nødvendigt til politiet".

Sidste sætning, "om nødvendigt", lyder kryptisk, men er det ikke. Tilkalder man de polske myndigheder, bliver folk godt nok reddet og kommer på hospitalet, hvis der er brug for det, men resten af gruppen (samt den/de indlagte, så snart de udskrives) bliver sendt tilbage over grænsen, selvom de udtrykker ønske om at søge om asyl.

Den praksis kaldes "pushback" og er ulovlig. Derfor kontaktede de frivillige nødhjælpsarbejdere ombudsmandens kontor, så migranternes ret til at søge asyl kan blive respekteret.

Sommetider kontakter hjælpeorganisationerne også medierne. Har en gruppe først stået og bedt om asyl på nationalt tv, bliver det sværere for myndighederne at sende dem tilbage over grænsen uden at behandle deres ansøgning.

Grænsevagterne og brandvæsnet blev også tilkaldt, og efter en vanskelig og dramatisk aktion, der indbefattede eftersøgning med droner, en vagt, der kollapsede i iskoldt vand til taljen kun 150 meter fra migranterne, samt redningstove, lykkedes det at få de fire ud af sumpen og på hospitalet.

Så heldig var Ahmed Al Hasan ikke. Han druknede i grænsefloden Bug midt i oktober efter at være blevet skubbet i vandet af vagter på den belarusiske side af floden.

Han kunne ikke engang svømme. Han er begravet på en kirkegård hos det lille muslimske samfund i den polske landsby Bohoniki, tæt på grænsen. Ahmed Al Hasans familie deltog i begravelsen per telefon. Han blev 19 år.

Så heldige var Avin Irfan Zahir og hendes kurdiske familie fra Irak heller ikke. De blev godt nok fundet i skoven 12. november ved Narewka, tæt på det sted, hvor Alaa, Hana, Murtadha og Khaled blev fundet sidste uge.

Avin Irfan Zahir, hendes mand, Murad og deres fem børn på seks til 13 år havde da været i skoven i en uge på henholdsvis den belarusiske og den polske side af grænsen.

Avin Irfan Zahir var gravid i 24. uge. Da hun nåede på hospitalet, var hendes kropstemperatur 27 grader. Efter to dage kom hendes dødfødte barn til verden, mens hun selv stadig var bevidstløs.

Barnet, Halikari Dhaker, blev begravet på samme muslimske kirkegård i Bohoniki som Ahmed Al Hasan. På kirkegården har de nu været nødt til at åbne et helt nyt afsnit for de migranter, der er kommet over grænsen.

Avin Irfan Zahir døde 3. december på hospitalet i Polen. Hun blev 38 år. Hendes mand og børn vil nu søge asyl i Polen. Der er ikke store chancer for, at de får det.

Så heldig var en lille irakisk pige på fire år tilsyneladende heller ikke, da hun mandag 6. december blev væk fra sine forældre, da de af de polske myndigheder blev sendt tilbage over grænsen til Belarus.

Hun havde en rød jakke på. Andet havde eftersøgerne ikke at gå efter, for forældrenes telefoner og dermed billederne af den lille pige, var blevet ødelagt. Det var minus 12 grader, og selv om området er smukt, er det også barskt. Der er ulve. Der er europæisk bison, vildsvin, los og andre dyr, de færreste ønsker, deres fireårige skal møde alene.

Historien om den fireårige har vi fra to forskellige polske hjælpeorganisationer. De polske myndigheder kalder den derimod for "et rygte" og "mediehysteri".

Facebook har meddelt, at der i forbindelse med grænsekrisen er afsløret falske profiler på både den polske og den belarusiske side.

På den belarusiske side har de falske journalister gjort alt, hvad de kunne, for at stille de polske grænsevagter og soldater i et dårligt lys, et forehavende den selverklærede præsident Aleksandr Lukasjenko og hans terrorregime støtter alt, hvad de kan.

På den polske har de falske profiler gjort alt, hvad de kunne, for at forklare potentielle migranter, at det er en rigtig dårlig idé at forsøge at komme til EU via Belarus-Polen-ruten. Som i: Virkelig en dårlig idé.

Hvis det her er en krig, er det også en mediekrig og en propagandakrig.

Jeg ved det selv. Da jeg prøvede at komme ud til grænsen fra den polske side i oktober, kunne det ikke lade sig gøre på grund af den trekilometerzone, den polske regering indførte 2. september sammen med undtagelsestilstanden. Inden for zonen var der adgang forbudt for alle, der ikke bor i området – også journalister og nødhjælpsorganisationer.

Rationalet for den polske regering er, at Lukasjenko, og bag ved ham den russiske præsident Vladimir Putin, fører hybridkrig mod Polen og EU, og at det er pinedød nødvendigt at stå imod alle deres lumske våben, inklusiv tårevædede historier og billeder af frysende småbørn i pressen.

Frygten er reel nok. Den polske historiske erfaring med russerne er, at de kommer og indtager Polen. Igen og igen.

For nylig har Belarus erklæret 17. september for nationaldag. Det var den dag i 1939, hvor Sovjetunionen som led i den hemmelig Molotov-Ribbentrop-pagt invaderede Polen for at dele det med Nazityskland. Haps, haps. Efter krigen fulgte godt 40 år med kommunistisk styre. I det polske forsvarsministerium frygter man reelt russerne. Altid – men særligt nu.

Undtagelsestilstanden udløb 1. december – at forlænge den ville betyde et grundlovsbrud. I stedet har det polske regeringsparti (der hedder "Lov og Retfærdighed") vedtaget en ny lov, der giver indenrigsminister Mariusz Kaminski næsten de samme beføjelser:

Nødhjælpsorganisationer er stadig ikke tilladt ved grænsen, journalister må kun komme derud, hvis de beder pænt om lov, fortæller, hvor de skal hen, og i det hele taget opfylder en lang række af myndighedernes krav.

Den krise, der begyndte som en intern polsk regeringskrise og en Polen-EU retsstatskrise, som blev til en polsk/belarusisk grænsekrise, der involverede tusindvis af migranter, og som nu foreløbigt topper som en russisk/amerikansk krise om muligheden for en russisk invasion af Ukraine, er ikke slut.

Fokus er lige nu på de omkring 100.000 russiske tropper, der står linet op ved Ukraines grænse, parat til at blive brugt, hvis den russiske præsident Vladimir Putin skulle beslutte sig for det. Eller med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinkens ord:

"Vi ved ikke, om præsident Putin har besluttet sig for at invadere [Ukraine]. Men vi ved, at han har klargjort kapacitet til at gøre det hurtigt, hvis han skulle beslutte sig for det".

De russiske soldater er listet ind, blandt andet via Belarus, alt imens Lukasjenko holdt verdens opmærksomhed fanget ved de grædende migrantbørn i sne og kulde fanget mellem polske og belarusiske kampklædte soldater lænet op ad et pigtrådshegn med barberbladsskarpe anordninger.

Da den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij råbte vagt i gevær, blev det punkt ét på decembertopmødet mellem Putin og den amerikanske præsident Joe Biden, ligesom det blev behandlet på EU-topmødet i torsdags.

At fokus er rykket og trusselsniveauet forhøjet, betyder ikke, at krisen ved den polske grænse er løst. At sultne migrantbørn, frysende gravide og hjælpeløse teenagere udnyttes skamløst i den belarusiske propaganda, betyder ikke, at de ikke fryser og sulter; at de ikke behøver hjælp.

Der er stadig migranter i skoven på grænsen til EU. Hvor mange ved vi ikke, men de polske myndigheder mener højst et par tusinde. Det er nok alligevel flere, end beboerne i de 183 byer og landsbyer, der ligger inden for tre kilometer fra grænsen til Belarus, og som dermed er de eneste, der kan nå frem til migranterne i skoven, kan og vil nå at dække op til jul.

Måske det er på tide, at nogle andre hjælper til.