Hvad kommer efter regeringens kriseretorik?

Det er sjældent hvis ikke aldrig set, at en regering har mistet tilslutning i befolkningen så hurtigt som den siddende SVM-regering. Vælgerne løber rent ud sagt ud af døren og søger over til den opposition til højre og venstre for regeringen, der ellers ikke har haft det for nemt siden valget.

Et par sporadiske fællesaktioner er det blevet til, faktisk på kryds og tværs af blokkene for at manifestere oprør mod en egenrådig regering, men så nu senest er det også blevet til et bredt forlig med regeringen om den forsinkede finanslov for i år.

Oppositionens projekt er bestemt ikke prangende, men alligevel har regeringen ifølge meningsmålingerne på få måneder formøblet sit flertal. Cirka 214.000 vælgere har flyttet sig fra Socialdemokratiet til de røde partier inklusive de Radikale. Særligt SF har skovlet vælgere ind på den konto. Cirka 196.000 har i meningsmålingerne flyttet sig fra regeringspartierne til et af de resterende partier i den blå blok.

Analysen er hurtigt skrevet om afskaffelsen af store bededag, der blev en ufattelig skidt start for den nye regering. Om en regering, der kom ud med store armbevægelser om reformer, og som nu dels er stødt ind i vanskeligheder med at lande et forlig på uddannelsesområdet som det første reformprojekt. Og som direkte ser ud til at måtte skrotte et signaturprojekt fra regeringsgrundlaget om en Arne+ pension, fordi tidligere forligsaftaler spænder ben for regeringens planer. Planer der i øvrigt ville have udløst en ny frontalkrig med fagbevægelsen.

Når helligdagsvreden har dæmpet sig lidt, må vi et spadestik dybere for at søge efter, hvorfor de mange tusinder af tilsyneladende skuffede vælgere er gået på vandring efter nye græsgange så hurtigt efter valget. Analyser før valget sidste år og vel også selve valgets resultat tydede jo på en klar stemning for en flertalsregering hen over midten, der ville kunne skabe flere og substantielt vigtige politiske reformer i en krisetid.

Regeringen blev skabt på grundlag af statsminister Mette Frederiksens kriseretorik og den sikkerhedspolitiske udfordring for Danmark efter invasionen af Ukraine. Lidt sarkastisk er det blevet sagt, at statsministeren kan få alt til at passe ind i et kriseperspektiv, og når kriserne er mange nok, så bliver de endda til permakrise eller polykrise, som vil kræve stærk politisk kriseledelse.

Regeringen er skabt på tankegangen ikke mindst fra Moderaterne om den nødvendige fornyelse af velfærdssamfundet, og på Venstres valgslagnummer om mere frihed til borgerne.

Men kriseretorikken bider ikke rigtigt længere på vælgerne, reformerne er indtil videre masser af sympatiske ord og varm luft på et stykke papir garneret med nedsættelse af et ekspertudvalg eller to og en kommission.

Det samme er velfærdshistoriens største frisætning af medarbejdere og ledere i den offentlige sektor. Jeg brugte forleden udtrykket, at det er for kommunerne som at åbne lågen til den 24. december i julekalenderen for så at opdage, at der slet ikke er noget inde bagved.

Den buldrende inflation er aftagende, de overophedede energipriser er ved at tabe pusten, recessionen er afblæst i Danmark og selv fødevarepriserne vil måske falde igen til et mere normaliseret leje. Beskæftigelsen er tårnhøj, ledighed historisk lav og økonomisk i bund og grund ifølge økonomerne særdeles solid.

På tre områder fornemmer danskerne kriserne tydeligt:

1) På det sikkerhedspolitiske område nu ikke alene på grund af Ukraine-krigen, men også på grund af nervøsiteten for vores egen kritiske infrastruktur, og hvad den kan blive udsat for af sabotage og spionage.

En tiltagende bekymring for svækkelsen af vores eget forsvar på grund af gaverne til Ukraine begynder man også at fornemme. Den positive holdning hos vælgerne til øgede forsvarsbudgetter siden invasionen af Ukraine sidste år vil ikke aftage i styrke. Snarere tværtimod.

2) På sundhedsvæsenets område fornemmes mere og mere en dyb utryghed over bemandingssituationen, ventelisterne, alvorligt syge kræftpatienter, som ikke får den operation, de har krav på, og urimelige forhold på akutmodtagelserne.

3) Klimaet er faldet i opmærksomhed mens omstillingen til grøn energi har taget over. Men massive hedebølger, oversvømmelser eller andre naturfænomener hen over sommeren vil hele tiden minde os om den krise.

Et fjerde område kan komme dramatisk til, hvis vi begynder at se flygtningestrømme op gennem Europa som i 2015. Og her er der virkelig dårlige udsigter til, at EU kan nå at stoppe tilstrømningen i tide gennem fælles løsninger.

Tilbage til hovedspørgsmålet: Hvad er den gyldne fordel ved at have en flertalsregering hen over midten, der ikke skal zigzagge sig igennem Folketinget for at få sin politik igennem, men som handlekraftigt og med en vis portion politisk mod kan få vigtige og ind i mellem upopulære ting gennemført?

Når krisefortællingen ikke længere rigtigt bider på befolkningen – i hvert fald ikke i de rå mængder, regeringen kom til verden med, hvad er så fortællingen?

Svaret på de to spørgsmål må være at vende skråen så at sige. At finde en positiv vision for at udvikle ressourcesamfundet Danmark og ikke krisesamfundet Danmark til et robust, moderne og forpligtende medborgersamfund med nogle fælles kerneværdier og betydelige frihedsgrader derudover.

Krisetrusler og negative fremmaninger er ikke nødvendigvis vejen til at få danskerne til at forstå, at vi skal flytte os og nytænke vores velfærdssamfund, fordi det er sandet til, og der skal skaffes ilt til at finde nye løsninger. Vi vil gerne have noget at tro på og se frem til. Ikke blåøjet og naivt. Men vi kan i et ressourcestærkt samfund selv handle på de store udfordringer, hvis vi vil.

Et samfund hvor det demografiske træk med flere børn og ældre ikke bliver til en skygge over fremtiden og en økonomisk uhåndterlig byrde, men hvor børnene bliver et positivt pant på fremtiden og de mange flere ældre en aktiv ressource. Et samfund hvor digitalisering bliver en mulighed og ikke en frygt for manglende inklusion og udenforskab.

Et samfund der tager sig godt af de svageste, men ikke er bange for også at stille krav og have forventninger til hinanden. Et samfund der ikke vil acceptere at ende med stigende problemer med det mentale helbred og dårlig trivsel særligt blandt unge.

Efter den hårde start på regeringsperioden og det hurtige tab af vælgertilslutning må man formode, at regeringsledelsen i en stille stund konstaterer, at det ikke er nok, at de tre partier ser ud til foreløbig at have bestået samarbejdsprøven og lidt usædvanligt i år kan fejre 1. maj kampdagen sammen, nu da Socialdemokraterne er uønsket som talere på de fleste af fagbevægelsens arrangementer.

Der på kampdagen på mandag kunne de tre partiledere passende overveje, hvad der er det næste skridt, mens vi venter på alle ekspertudvalgene og kommissionerne? Hvordan vil de tre partier bruge de næste ventemåneder fornuftigt og undgå at komme i endnu dårligere humør af meningsmålingerne?

Kriser kan helt sikkert føre noget godt med sig – herunder nye ideer og handlekraft. Måske kan regeringens egen krise i meningsmålingerne også have den effekt. At regeringen overvejer, hvordan man inddrager borgerne meget mere i de løsninger, der skal findes, og ikke kun venter på eksperterne.

Den nye fortælling om det danske velfærdssamfund og om det, der virkelig kræver politisk mod og handlekraft de kommende år, kunne forvandles til en positiv vision og ikke en frygt-og-bange vision, som man gradvis bliver immun overfor. Vi skal turde grave dybt i de regler, rammer og styringsmodeller, vi har udviklet gennem de seneste 20 år og tegne en ny grundplan til velfærdshuset 2.0. Det er jo faktisk en spændende opgave at være med til.

{{toplink}}