Holstein om Danmarks nye parti: "Det er efterhånden svært at tage seriøst"

Folketingsmedlem Theresa Scavenius har stiftet et nyt parti. Men ifølge Altingets politiske kommentator har partiet satset på "den mest usexede mærkesag, man kan forestille sig". 

Der skal ske "et mirakel", hvis Theresa Scavenius nye parti skal vælges til Folketinget ved næste valg.

Det mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Den tidligere Alternativet-profil, der har været løsgænger siden september, meddelte tirsdag, at hun har stiftet partiet Grønne Demokrater.

Ifølge Erik Holstein begynder mængden af nye partier "at få et parodisk skær".

"Det her handler om en politiker, der er blevet uvenner med sit parti – og derfor danner et nyt. Det er simpelthen svært at tage seriøst efterhånden," siger han og henviser til løsgænger og tidligere Nye Borgerlige-profil, Lars Boje Mathiesen, der har meddelt, at han også agter at starte et nyt parti.

{{toplink}}

En usexet mærkesag

Et af Grønne Demokraters mærkesager er at gøre op med folkestyrets "lukkede" lovgivningsprocesser. Al lovgivning skal foregå åbent i Folketinget, og derfor ønsker partiet ikke at deltage at deltage i eksempelvis lukkede forligskredsmøder.

Men det er ikke en mærkesag, der vil få vælgererklæringerne til at strømme ind, vurderer Erik Holstein:

"Processen i folketingsarbejdet er den mest usexede mærkesag, man kan forestille sig."  

Han er heller ikke imponeret over partiets tilgang til det parlamentariske arbejde. Partiet har nemlig ingen partidisciplin, hvilket betyder, at alle medlemmer kan stemme ud fra egen overbevisninger, ligesom fremtidige ordførere kun skal komme med anbefalinger. 

Den tilgang til politik vil i praksis sætte partiet helt uden for indflydelse, mener Erik Holstein. 

"Det vil gøre dem ubrugelige som samarbejdspartnere. Men aktuelt er det helt ligegyldigt, for Theresa Scavenius er ikke med i noget alligevel," siger han.

{{toplink}}

Upopulær og ukendt

Grønne Demokrater har imidlertid flere udfordringer end mærkesager og strategi. For Theresa Scavenius' eget ry og rygte er noget, der risikerer at lægge partiet til last, vurderer Erik Holstein. 

"For det første er Theresa Scavenius helt ukendt i befolkningen. For det andet er hun berygtet for at være umulig at samarbejde med," siger han og uddyber:

"Hun blev på rekordtid uvenner med resten af Alternativets folketingsgruppe, og hun er også upopulær blandt mange andre folketingskollegaer på grund af sin selvretfærdige og bedrevidende stil. I et nyligt interview sagde hun for eksempel, at hun stadig har til gode at tage fejl. Det vidner om en ret speciel karakter."

Erik Holstein understreger, at "man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig" i dansk politik. 

"Selv Paludan var jo tæt på at komme i Folketinget," siger han og tilføjer:

"Og Scavenius er kompetent inden for klimapolitikken. Hun har også en vis karisma, der kan komme hende til gavn i en partilederdebat."

{{toplink}}

 

 

Forrige artikel Pia Olsen Dyhr vil forhandle ny pensionsalder med Mette Frederiksen Pia Olsen Dyhr vil forhandle ny pensionsalder med Mette Frederiksen "hurtigst muligt" Næste artikel Er du med eller ej? Ordfører fik 14 minutter til at læse milliardaftale, der har været undervejs i årevis Er du med eller ej? Ordfører fik 14 minutter til at læse milliardaftale, der har været undervejs i årevis