Højrefløjens trekantsdrama spidser til

Dilemmaet var indlysende.
Hvordan bekæmper man en politiker, man for mindre end et år siden ville gøre til sin egen formand, men som nu er blevet en dødsens farlig konkurrent?

Det var det enkle, men kildne spørgsmål, strategerne i det hårdt prøvede Dansk Folkeparti skulle tage stilling til, da Inger Støjberg (DD) efter adskillige måneders tilløb dannede sit nye parti, Danmarksdemokraterne. På det tidspunkt ændrede DF's krise sig fra at være alvorlig til livstruende. 

Ifølge professor Kasper Møller Hansens analyse af vælgervandringer vil næsten 125.000 af de vælgere, der stemte DF i 2019, nu stemme på Inger Støjberg. Det svarer til rundt regnet seks mandater.

Det er derfor ikke overraskende, at DF er landet på en offensiv strategi over for Danmarksdemokraterne. Det så man eksempler på såvel i den første partilederdebat, hvor Messerschmidt angreb en noget forbløffet Støjberg, og i Folketingets åbningsdebat torsdag, hvor DF'erne gik efter Danmarksdemokraterne, der var repræsenteret af DF's mangeårige gruppeformand Peter Skaarup.

Dansk Folkepartis angrebspunkter mod Danmarksdemokraterne centrerer sig om udlændingepolitikken, hvor det er magtpåliggende for DF at fremstå som den rene vare. Over for det fremstilles Støjberg som en halv-slapper, der gerne vil gøre sig lækker for, om end ikke de fine saloner, så de andre borgerlige partier.

Reelle uenigheder
På visse områder er der substans i DF's angreb:

Danmarksdemokraterne går ind for at sænke beløbsgrænsen for, hvor meget udenlandsk arbejdskraft uden for EU og Norden skal tjene for at få arbejdstilladelse i Danmark. Grænsen blev for nylig sænket fra ca. 450.000 kr. til 375.000 kr., men Støjberg (og flere af de andre borgerlige partier) ønsker grænsen sat endnu længere ned.

Her satte DF et angreb ind under åbningsdebatten, og den sag er der krudt i. Man kan både køre på modviljen mod arbejdere fra fremmede kulturkredse og risikoen for, at danske arbejdere bliver underbudt. Her har DF et betydeligt publikum, for store dele af fagbevægelsen er lodret imod sænkelse af beløbsordningen.

Det er også naturligt for DF'erne at skose Støjbergs for hendes melding om, at hun skam vil overholde de internationale konventioner. Helt ind i dele af Socialdemokratiet er man kritisk over for konventionerne, og på den nationalistiske højrefløj ses konventionerne som en regulær spændetrøje. Her kan Messerschmidt stå på det rene standpunkt ved at holde fast i DF's gamle krav om udmeldelse af konventionerne.

Slapper-Inger
Derimod er det unægtelig op ad bakke, når DF'erne generelt forsøger at fremstille Danmarksdemokraterne som et udlændingepolitisk "slapperparti", som Alex Ahrendtsen (DF) energisk forsøgte i åbningsdebatten. Den kritik kan let få et komisk præg, Støjbergs historik med kagefejringer og rigsretsdom taget i betragtning.

EU er en anden uenighed mellem Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Begge partier er stærkt EU-kritiske, men DF vil i modsætning til DD have Danmark helt ud af EU. Det synspunkt har et vist publikum, men generelt er EU-modstanden i en bølgedal for tiden.

Desuden var det for ikke så længe siden, DF's erklærede linje, at EU skulle rulles tilbage til et rent handelssamarbejde, men at Danmark skulle forsætte med at være medlem. Stort set den linje, Danmarksdemokraterne nu repræsenterer.

DF's kurs blev først skærpet til et krav om udmeldelse for et par år siden, blandt andet efter pres fra Søren Espersen, der nu er gået over til Danmarksdemokraterne.
Sådan kan politik være så forunderlig.

Vermunds veninde
Nye Borgerlige har valgt en anden tilgang til Inger Støjberg. 
NB's leder Pernille Vermund har langet ud efter Støjberg ved par lejligheder, og versalerne blev taget i brug, da Vermund i august kaldte Støjberg for "hyklerisk" og "utroværdig". Ved den lejlighed kritiserede Vermund, at Støjberg i 2015 - som Venstre-minister - anbefalede at afskaffe retsforbeholdet - selvom Støjberg i virkeligheden selv ønskede at bevare det.

Generelt har Vermund dog været mere tilbageholdende med at angribe Støjberg, for også Vermund var i lang tid på frierfødder over for hende.

Ikke alene inviterede Vermund Inger Støjberg med i sit parti, Nye Borgerlige førte også kampagne for Støjberg og lavede en indsamling til hende op til rigsretssagen. Dengang lavede Vermund et Facebook-opslag, hvor hun sad og hyggede sig med Støjberg over et glas hvidvin i Rungsted Havn. Teksten til hvidvins-opslaget var i bedste veninde-stil:

"Tak for dejlige timer, seje kvinde. Du er et af de kæreste og mest hjertevarme mennesker, jeg kender. Du har min fulde støtte og opbakning."

På den baggrund kan voldsomme angreb på Støjberg let virke som bitterhed fra en forsmået bejler.

Overskueligt tab
Nye Borgerlige er heller ikke tvunget i offensiven på samme måde som Dansk Folkeparti. Vermund har mistet nogle stemmer til Støjberg - godt 16.000 af dem, der stemte NB ved sidste valg, vil nu stemme på Støjberg - men Vermunds tab er meget mindre end Messerschmidts.  Udover de 16.000 kommer formodentlig et lignende antal, der startede i Dansk Folkeparti, var et smut forbi Nye Borgerlige, og nu er endt hos Danmarksdemokraterne.

I Nye Borgerlige skelner man imellem de vælgere, der er gået over til Støjberg, fordi de er enige i hendes mere midtsøgende fordelingspolitik. Dem vil Vermund og co. ikke anstrenge sig for at få tilbage. Analysen er, at dem mister man alligevel på et tidspunkt.

Derimod vil NB kæmpe for at generobre dem, der har valgt Støjberg frem for Vermund, fordi de ser Danmarksdemokraternes formand som super-strammer i udlændingepolitikken. Her vil Vermund på linje med DF slå ned på, at Støjberg vil overholde konventionerne og efterleve EU-lovgivning.  

Men bundlinjen er, at Danmarksdemokraterne kun har formidsket Nye Borgerliges fremgang, sådan som Alternativets fremkomst i 2015 tog toppen af Enhedslistens rekordvalg.

Afslappet overhund
Danmarksdemokraterne er for tiden overhunden på den nationalistiske højrefløj, og med omkring 10 procent bag sig i meningsmålingerne ser Støjberg og Skaarup ingen grund til at gå i infight med konkurrenterne. Derfor vil man igen og igen se Støjberg slå ud med armene, smile afvæbnende og sige to sætninger:

"Danskerne ved godt, hvad jeg står for i udlændingepolitikken", og "Ja, ja, men skal vi blå nu ikke holde fred og stå sammen mod det røde hold?!" 

Enkelt, grænsende til det banale. Men indtil videre utrolig effektivt.

Front mod Løkke
Støjberg har i stedet valgt at rette skytset et helt andet sted hen: Nemlig mod hendes tidligere chef, Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, Moderaterne.

Angrebene her skyldes ikke konkurrence, for Danmarksdemokraterne og Moderaterne appellerer slet ikke til de samme vælgere. Men Støjberg frygter, at Løkke  får held til at samle så mange borgerlige stemmer, at det kan knuse hendes drøm om et rent blåt flertal.

For hvis Løkke får noget at skulle have sagt, bliver Støjberg parkeret på sidelinjen. Løkke har markeret, at han "vil have meget svært ved" at støtte en regering med Støjberg som minister.

Ikke plads til tre
Inger Støjberg har været så ukonkret omkring sin politik, at hun ikke kan undgå at skuffe nogle af sine vælgere. Men den regning kommer først på et senere tidspunkt.

Her og nu bliver det meget svært for Messerschmidt og Vermund at ramme Støjberg, hvor det gør ondt. Det er i sagens natur især et problem for Messerschmidt, der er akut truet. 

Men det er trods alt mest sandsynligt, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen 1. november, og i næste valgperiode skal DF så konkurrere på liv og død med Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.

I længden er der ikke plads til alle tre partier, mindst et af dem må lade livet. Det er slet ikke sikkert, det bliver DF.

erik@altinget.dk