Heunicke nægter at stemme for nye EU-krav til beskyttelse af havmiljøet

Danmark vil afstå fra at stemme om nye skrappe EU-krav til beskyttelse af havbunden, og det møder kritik fra grøn kant.

Den danske regering kommer ikke til at stemme for nye strikse krav til at beskytte havbunden.

Det har miljøminister Magnus Heunicke (S) besluttet.

Det fremgår af et såkaldt rammenotat fra Miljøministeriet, der er sendt til Folketinget. Her lyder det, at de nye krav ikke hviler på et tilstrækkeligt fagligt grundlag til, at Danmark kan støtte dem.

”Danmark agter på den baggrund at afstå fra at stemme om forslaget og vil samtidig afgive en række bemærkninger til EU-Kommissionen,” skriver Miljøministeriet.

EU’s medlemslande kan stemme om forslaget skriftligt indtil 3. marts. Men Kommissionen skal altså ikke forvente at få hverken en tommelfinger op eller ned fra Danmark. I stedet vil regeringen komme med input til forslaget, fremgår det af notatet.

Her påpeger Miljøministeriet også, at man ikke kan vurdere de økonomiske konsekvenser ved forslaget, men at de kan få betydning for fiskeri og råstofindvinding.

Konkret handler forslaget fra EU-Kommissionen om at indføre to nye såkaldte tærskelværdier, der skal sikre bedre beskyttelse af havbunden. Tærskelværdierne betyder, at maksimalt to procent af hver enkelt havbundsnaturtype må være tabt i fremtiden. Og derudover må maksimalt 25 procent af hver havbundsnaturtype være i dårlig tilstand.

EU-Kommissionen argumenterer for de nye tærskelværdier med, at man er nødt til at tage en forsigtighedstilgang, hvor man sætter så strikse krav som muligt. Årsagen er, at ødelæggelser ofte er irreversible, og derfor har store konsekvenser for havmiljøet.

DK overholder ikke krav

De nye krav vil i første omgang gælde på EU-niveau, og først i 2024 skal der – i forbindelse med havstrategi III – tages stilling til, om de også skal gælde i Danmark.

Ifølge Miljøministeriet lever Danmark ikke op til nogen af tærskelværdierne, men ministeriet fremhæver særligt en udfordring med kravet om maksimalt 25 procent i dårlig tilstand.

”Mange af habitattyperne forventes dog at overskride tærskelværdien for ’maksimal udbredelse af dårlig tilstand af hver havbundshabitattype’ væsentligt,” skriver Miljøministeriet.

Ifølge ministeriet er 85 procent af havbunden i Nordsøen og Kattegat under fysisk forstyrrelse. Og i Bælthavet og farvandet omkring Bornholm er der tale om 67 procent. Dertil skal lægges fremtidige aktiviteter, der allerede er i støbeskeen:

”Danmark har i dag en væsentligt udnyttelse af havbunden, og i havplanen er der planlagt for yderligere aktiviteter,” skriver Miljøministeriet.

Problemet er også – skriver Miljøministeriet – at kriterierne for, hvornår havbunden er i dårlig tilstand først fastlægges på et senere tidspunkt, hvorfor det gør det svært at vurdere de eksakte konsekvenser for blandt andet fiskeriet.

Selvom Danmark ikke stemmer for, så er det forventningen af de nye tærskelværdier bliver vedtaget. Og det er regeringen også ved at forberede sig på:

”Vedtages tærskelværdierne er det (...) væsentligt, at der indgår et klart tidsperspektiv for, hvornår tærskelværdierne skal revurderes ud fra et opdateret vidensgrundlag,” skriver Miljøministeriet.

Fiskere bakker op

Regeringens position bliver modtaget ret forskelligt, alt efter hvem du spørger. I Danmarks Fiskeriforening er man glade for, at regeringen ikke vil stemme for forslaget.

”For min skyld kunne de godt have stemt i mod. Men vi er hvert fald enige med regeringen i, at man ikke skal støtte forslaget,” siger formand Svend-Erik Andersen.

Herfra lyder det, at man er helt enig med regeringen i, at forslaget er for fagligt mangelfuldt til, at det kan gennemføres.

"Vi opfordrer til, at man får indsamlet mere data, så man kan få lavet nogle bedre værdier, der er fagligt funderede," siger han og fortsætter:

"Problemet er også, at vi umuligt kan sige noget om, hvad konsekvenser er. Men vi er nødt til at hejse et flag, fordi det er så usikkert, som noget kan være."

Grøn kritik

Danmarks Fiskeriforening er en af fire organisationer, der har indgivet et høringsvar til regeringens position. De tre andre er Danmarks Naturfredningsforening (DN), WWF Verdensnaturfonden og Tænketanken Hav.

Både DN og WWF er meget kritiske over for regeringen. Thomas Kirk Sørensen, der er havbiolog i WWF, siger til Altinget, at han anerkender, at der er nogle faglige udfordringer, men at vejen frem ikke er at sparke tærskelværdierne til hjørne.

”Jeg kan godt forstå tvivlen om, hvorfor EU lige netop lander, som de gør. Men med det stærkt stigende pres, der er derude, er vi nødt til at komme videre med en stærk havplan med beskyttelse af havbunden,” siger han og fortsætter:

”Det er rigtigt glædeligt, at EU-Kommissionen tager en forsigtighedstilgang og kommer med de her tærskelværdier. Men det er rigtigt ærgerligt, at Danmark ikke vil støtte det.”

Brug for penge til mere viden

Ifølge notatet fra Miljøministeriet er DN også meget kritisk over for regeringen. Her lyder der stor opbakning til de nye tærskelværdier, som vil medvirke til at sikre god tilstand for den danske havbund.

”DN er derfor stærkt forundret over og finder det meget kritisabelt, at regeringen forventes ikke at ville stemme for de foreslåede tærskelværdier. DN finder, at det er nødvendigt at anvende forsigtighedsprincippet nu for at sikre at vores fælles havarealer, og de økosystemer, der er tilknyttet havbunden, og som er levegrundlag for mange organismer, kan opnå god miljøtilstand,” lyder det i notatet.

I følge notatet fra Miljøministeriet bakker Tænketanken Hav op om, at der bliver sat tærskelværdier for beskyttelsen af havbunden og opfordrer regeringen til at afsætte penge til at skaffe bedre date, når den ikke vil stemme for forslaget.

”Uanset om tærskelværdierne bliver godkendt eller ej, finder man (Tænketanken Hav, red.) det således helt afgørende, at Danmark er ambitiøse i forhold til at indfri forpligtelserne om god miljøtilstand generelt, så Danmark sikrer et sundt havmiljø til gavn for biodiversiteten og klimaudfordringen,” fremgår det.

Altinget har bedt om en kommentar fra miljøminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt.

Forrige artikel Mangel på hænder og universiteter med vokseværk udfordrer Tesfaye og Egelunds prestigeprojekt Mangel på hænder og universiteter med vokseværk udfordrer Tesfaye og Egelunds prestigeprojekt Næste artikel Dybvad-udvalg: Fagligheden er under pres i embedsværket Dybvad-udvalg: Fagligheden er under pres i embedsværket