Her er Frederiksen, Løkke og Ellemanns fire politiske overskrifter for det næste år
I et stort interview med Berlingske løfter de tre partiledere i SVM-regeringen sløret for deres ambitioner for samarbejdet det kommende år.
Efter nogle måneder med en sygemeldt vicestatsminister og vedvarende rygter om en statsminister på vej videre præsenterer de tre partiledere i regeringen, Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M), fire overskrifter, der vil være styrende for arbejdet det kommende år.
Det fortæller de i et fælles interview i Berlingske.
Hver overskrift – der alle handler om at sikre nok medarbejdere med de rigtige kompetencer – vil blive omsat til "en række udspil", lyder det i avisen. Der er ifølge Berlingske tale om:
- En skattereform og en udmøntning af de varslede tre milliarder kroner til mere løn i den offentlige sektor.
- En "omfattende frisættelse af velfærdssamfundet" begyndere med ældresektoren, der skal frigøre velfærdsmedarbejdere fra administration.
- Danske uddannelser, herunder styrkede erhvervsuddannelser og "en mere praktisk folkeskole".
- Vækst og grøn omstilling, hvor forholdene for iværksætteri blandt andet skal forbedres.
I interviewet runder partilederne også en række andre emner. Herunder hvorvidt én af sommerens store diskussioner om opsparing til egen velfærd bliver fulgt op af et lovforslag, hvorvidt krisestemningen blev overdrevet i regeringens første levetid, og om Mette Frederiksen vil takke ja til et tilbud om en toppost i Nato.
Og så selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt de tre partier – der alle har fået hug i meningsmålingerne siden valgdagen – går til valg på en fortsættelse af samarbejdet eller ej.
Alt det kan du læse hos Berlingske lige her. {{toplink}}