Her er medlemmerne af regeringens robusthedskommission

Regeringen har nu udpeget de 17 medlemmer af Robusthedskommissionen, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi sikrer mere personale i sundhedsvæsenet. Se alle medlemmerne her.

Hvordan sikrer man mere personale i sundhedsvæsenet? Hvordan får personalet mere tid til patienterne? Og hvilke arbejdsopgaver, som læger og sygeplejersker står for i dag, kan andre faggrupper overtage?

Det er nogle af de spørgsmål, som medlemmerne af regeringens robusthedskommission skal komme med svar på.

Rekrutteringsproblemerne i især sygehusvæsenet blev acceleret af sygeplejerskekonflikten og coronakrisen. En del sygehuse kører stadig ikke på fuld kapacitet, og nogle hospitaler har ikke kapacitet til at barbere af den behandlingspukkel, som sygeplejekonflikten og coronakrisen skabte.

Robusthedskommissionen er et af regeringens svar på problemet. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger blandt andet om kommissionen:

"Vi har massive udfordringer med rekruttering og fastholdelse i vores sundhedsvæsen. Det kræver handling på flere indsatsområder, så vi sikrer mere sundheds- og plejepersonale med mere tid til kerneopgaven. Derfor har kommissionens medlemmer bred indsigt i og erfaring med sundhedsvæsenets drift," siger ministeren ved offentliggørelsen af navene.

Han understreger samtidig, at målet også er, at flere har lyst til gøre karriere i sundhedsvæsenet, og at de nuværende ansatte har lyst til at blive. 

Rettidig omhu eller syltekrukke? 

Regeringens forslag om en robusthedskommission er en udløber af forårets sundhedsaftale, som Folketingets partier blev enige om. Idéen med kommissionen har både fået ris og ros.

Kommissionen er blevet kritiseret for at være en syltekrukke, som sundhedsministeren skal henvise til, når han konfronteres med sundhedsvæsenets problemer frem mod og under folketingsvalgkampen.  

Et andet centralt kritikpunkt er, at det hele tiden har stået klart, at en del af medlemmerne vil være fra fagbevægelsen. Dermed er der frygt for, at de vil modsætte sig de forslag, der stiller nogle få af deres medlemmer dårligere.

Andre kritiserer samtidig, at det omfattende kommissorium har så mange ønsker til emner, der skal undersøges, at arbejdet bliver overfladisk. En anden udfordring er, at de problemer, som kommissionen skal finde løsninger på, kræver overenskomstændringer eller forhandlinger med de faglige organisationer i et andet regi.   

,

Forrige artikel Kun få departementschefer skifter til erhvervslivet: ”Det er to helt forskellige regimer” Kun få departementschefer skifter til erhvervslivet: ”Det er to helt forskellige regimer” Næste artikel Bornholm mister værtsrolle for energitopmøde Bornholm mister værtsrolle for energitopmøde