Her er Liberal Alliances 2030-plan
DOKUMENTATION: En afskaffelse af topskatten, uddannelsesloftet og registreringsafgiften. Det er nogle af forslagene i Liberal Alliances 2030-plan. Få overblik over hele planen her.
Liberal Alliance har i forbindelse med partiets landsmøde lørdag præsenteret sin nye 2030-plan.
Hvis planen bliver gennemført, vil Danmarks BNP ifølge partiet blive styrket med yderligere 108 milliarder kroner, og der vil komme omtrent 100.000 flere i beskæftigelse.
Se her, hvordan Liberal Alliance vil få det til at ske:
- Du skal ikke betale skat af de første 7.000 kroner, du tjener hver måned
- Maksimum 40 procent i skat ved afskaffelse af topskatten
- Fribeløbet på SU fjernes, så studerende kan tjene, hvad de vil, ved siden af SU’en
- Arveafgiften afskaffes
- Selskabsskatten sænkes til 12,5 procent
- Registreringsafgiften afskaffes
- Arbejdsskadeafgiften afskaffes
- Iværksætterskatten fjernes helt
- Afgiften på grænsehandelsfølsomme varer sænkes, så afgiften kommer tættere på tysk niveau
- Det frie valg styrkes i sundhedsvæsenet, så borgerne får bedre og tidligere behandling
- Øget bevilling til fri forskning
- NOx-afgiften afskaffes
- Opgør med strafferabatter, så kriminelle ikke får nedsat straf for gentagne forbrydelser
- Aktieindkomstbeskatningen sættes ned fra 42 procent til 27 procent
- Skatten på produktionsjord i landbruget fjernes
- Statens skove skal gøres til naturskove, som vokser vildt, og hvor alle har adgang
- Afskaffelse af progressionen i ejendomsværdibeskatningen
- Fradrag for tidligere års underskud i virksomheder
- Afgiften på forsikring af lystbåde afskaffes
- Skatteyderbetalt tandlæge til kronikere, ulykkes- og sygdomsramte personer med tandproblemer (der afsættes 150 millioner kroner årligt til initiativet)
- Uddannelsesloftet afskaffes
- Indførelse af en social ombudsmand, som skal sikre borgernes rettigheder (der afsættes 10 millioner kroner årligt til initiativet)
- Forsvaret tilføres ekstra midler (vurderes samlet under andet tiltag)
- Fastholdelse af stigning i offentligt forbrug som følge af forsvarsforliget
- Fremdriftsreformen afskaffes
- Indkomstaftrapning af børne- og ungeydelsen afskaffes
- Læreruddannelsen gøres universitetsbaseret
- De frie skoler styrkes økonomisk ved at øge koblingsprocenten til 80 procent
- Privathospitalerne momsfritages
- Flere penge til palliativ behandling
- Seksdobling af det nuværende niveau af forskning i grønne teknologier med etablering af en grøn forskningsfond
- El- og elvarmeafgiften sænkes
- Der skal laves en ny klimalov
- Der afsættes en pulje på 0,5 milliarder kroner til energirenoveringer.
Læs hele planen her.