Her er årets nominerede til Ting-prisen

PRIS: Altinget uddeler hvert år en pris til en politiker, der har udvist en særlig evne at kommunikere, så dansk eller europæisk politik er kommet tættere på vælgerne. Her er de nominerede til årets pris
 

En statsminister, der er blevet ”Mor Mette”. En partiformand, der er ved at konsolidere sin position med en underspillet, snusfornuftig ”Schlüter-stil”. Et nyvalgt folketingsmedlem med en helt særlig sans for humor og sociale medier.

Sådan lyder menuen for årets nomineringer til Altingets Ting-pris. Mere forskelligartet kan det næppe blive, men det afspejler på mange måder ganske godt dagens udbud af særligt kommunikationstalent i dansk politik. Navnene er selvfølgelig Mette Frederiksen (S), Søren Pape (K) og Mona Juul (K).

Juryen bag Ting-Prisen består af ansvarshavende chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen, Jakob Nielsen, direktør Morten Rud Pedersen, grundlægger og CEO for Rud Pedersen Public Affairs Company, og chefredaktør, Lisbeth Knudsen, også fra Altinget og Mandag Morgen. Sidste års vinder var udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Her er juryens begrundelser for de tre nomineringer:

Mette Frederiksen
Coronakrisen har helt uden diskussion cementeret Mette Frederiksens lederskab som statsminister og som en håndfast kriseleder. Uanset om man nu har været enig hele vejen i valget af indgreb og metoder, så har der stået respekt om hendes politiske mod og handlekraft.

Ingen har været i tvivl om, hvem der sad ved rorpinden. Krisen har også udviklet hendes måde at kommunikere på til den danske befolkning med næsten moderlig bestemthed. Ris til de formastelige, der ikke overholder påbud og anbefalinger, og ros til dem, der viser hensyn til fællesskabet og hjælper til med at holde smittetallet for coronaen nede. Og nogle gange blev pressemøderne og formaningerne lidt for lange, men alvoren og gentagelserne virkede.

Mette Frederiksen modtog i øvrigt Ting-prisen i 2012 og kan dermed blive den anden politiker, der opnår at modtage prisen to gange. 

Søren Pape
Det er, som om fremgangen ved valget i 2019 har givet den konservative partileder, Søren Pape, et kosttilskud i selvtillid. Ikke på den selvfede måde, men han er ganske enkelt kommunikativt kommet til at hvile mere i sig selv. Man kunne have ham mistænkt for at have en rådgiver i baglokalet hos de konservative, der har brugt tid på at studere den tidligere konservative statsminister Poul Schlüters vej til magten.

Pape træder forsigtigt på bremsen, når andre kritiserer Venstres formand og antyder, at blå blok måske kunne ende med en anden statsministerkandidat. Han giver den ikke fuld gas og erklærer sig som muligt alternativ. Han afholder sig fra personangreb og skarpe verbale udfald mod statsministeren og andre partiledere og opnår at blive taget seriøst og få lydhørhed.

Pape hylder selvfølgelig andre politiske idealer end statsministeren, og hans målgrupper er andre end statsministerens, men hans kommunikation er båret af samme slags elementære sætninger suppleret med en folkelig slagfærdighed, som kalder på et samtykkende nik hos tilhørerne.

Mona Juul
Folketinget er absolut ikke overbefolket af medlemmer, der kan prale af en succesfuld karriere i det private erhvervsliv. Men Mona Juul er en undtagelse, der bare ikke kunne lade være at prøve at udleve drømmen om at gå ind i politik som erfaren erhvervsleder, og om at gøre det på en anden måde end sædvanligt. Hun blev valgt til Folketinget i 2019 og er opstillet i Østjylland. Hun er tidligere adm. direktør for reklamebureauet Envision, hvor hun fortsat er medejer og nu bestyrelsesmedlem.

Fra en af de bageste pladser i Folketinget har hun skabt sig en position som erhvervslivets stemme – og en stemme, der ofte kombinerer engagement med masser af humor og selvironi.

Ikke mindst på Twitter udfolder Mona Juul sit indspil til den politiske debat. Hun går bestemt ikke af vejen for selvros, når de politiske resultater af mærkesager går hjem, og slet ikke for at markere politiske holdninger, men de serveres meget ofte med et befriende glimt i øjet.

Mona Juul har opstillet fem dogmer for sit politiske arbejde. Her skriver hun bl.a., at hun hellere finder positive end negative eksempler. Hun skriver også, at hun ikke nødvendigvis behøver at kommentere på andres artikler og forslag. ”Jeg satser på omtanke og sund fornuft. Så må det briste eller bære,” hedder det i hendes dogmepagt. Her er endnu et: ”Jeg ved selvfølgelig ikke alt og har ikke en mening om alting og synes, det er helt OK at sige netop det. Der er rigeligt med mennesker, der mener noget om for meget.”

Mød vinderen
Ting-prisen er blevet uddelt siden 2004, og den overrækkes til årets vinder onsdag 7. oktober klokken 12.30 ved et arrangement i Altingets Gård i Ny Kongensgade, tæt på Christiansborg. Adgang til begivenheden vil være begrænset, men pladser kan reserveres ved at skrive til ronberg@altinget.dk

Forrige artikel Ekspert i forvaltningsret: Derfor viser oplysninger om borgmesters bolighandel ikke ulovligheder Ekspert i forvaltningsret: Derfor viser oplysninger om borgmesters bolighandel ikke ulovligheder Næste artikel Ny måling: Konservative står til bedste valgresultat siden Bendt Bendtsen var formand Ny måling: Konservative står til bedste valgresultat siden Bendt Bendtsen var formand