Har SKAT for frie tøjler?

DEBAT: Gerner Wolff-Sneedorff, GLS-A, tordner mod SKAT, som han beskylder for at føre uretfærdig kamp mod organisationens medlemmer.

Af Gerner Wolff-Sneedorff
Formand for Gartneri,- Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere

Er det for meget forlangt, at ansatte hos SKAT skal kende til gældende lovgivning og opføre sig derefter?

Hos GLS-A er vi af den opfattelse, at det til tider kan være svært at have tillid til SKAT, og de krav de kommer med overfor vore medlemmer.

Selvom vore medlemmer overholder al lovgivning vedr. eksempelvis vikarer, er det alligevel rutine for SKAT, at møde op på virksomhederne og forlange at se ansættelseskontrakter på alle vikarer – selvom lovgivningen ikke kræver, at virksomheden ligger inde med vikarernes ansættelseskontrakter (som er et forhold mellem vikaren og vikarvirksomheden).

For at gøre ondt værre, oplever vores medlemmer,  at SKAT varsler bøder uden retsgrundlag, i et tilfælde på 10.000 kr., såfremt virksomheden ikke fremviser kontrakterne.

Sådan opstår en uretfærdig kamp.

I sådanne situationer er virksomhederne meget dårligt stillede, hvis ikke de søger hjælp fra en skatteadvokat. Gør de det, og vinder sagen, siger en lov fra 2009, at virksomhederne kun er sikret 25 procent kompensation for udgifterne til en advokat eller revisor, selvom virksomheden ender med at få medhold i sagen.

I Erhvervsbladet kalder seniorkonsulent Henriette Kinnunen den 23. juni det for et retssikkerhedsmæssigt problem, at virksomheder ikke kan få godtgjort deres omkostninger, når de vinder en sag mod SKAT.

I det ene ringhjørne har du SKAT med ubegrænsede midler, og i det andet ringhjørne har du en virksomhed der er tvunget ud i en sag, uden mulighed for at undgå et økonomisk smæk, selvom det viser sig, at sagen er rejst med urette. GLS-A synes det er et alvorligt problem, at SKAT føler sig hævet over gældende lovgivning og forsøger at inddrive penge på et forkert grundlag.

Vi er endvidere af den opfattelse, at det er en skærpet omstændighed, at krav om bøde rejses uretsmæssigt, af en offentlig myndighed med ekspertise på området.  Vore medlemmer er fortvivlede når de møder kravet i ovenstående eksempel, men hvilke muligheder har de reelt?

De kan betale den uretmæssige bøde, eller tage kampen op og miste endnu flere penge i sagsomkostninger.

Forrige artikel Vi har brug for en socialreform Næste artikel Partilederrunde fornyet af TV 2 Partilederrunde fornyet af TV 2