Grøndahl: Foran Mosul

DET ER ALLEHELGENSDAG, søndagen hvor vi mindes vores døde. Rundt om på landets kirkegårde vil der blive tændt lys på gravene. Et sjældent udtryk for eftertanke og dvælen ved fortiden. I dagens vækstorienterede Danmark er selv sorgen jo blevet til ”sorgarbejde”. Med andre ord noget, der skal overstås, så vi kan komme videre, ”fremadrettede” som vi er. Ikke et perspektiv, der levner meget plads til erindringen. Men hvad nytter det også at hænge sig i, hvad der alligevel er uopretteligt? Vi er blevet så snusfornuftige, at vi glemmer at standse op og spørge til meningen med det hele. Eller meningsløsheden. Det gælder den personlige stræbsomhed, og det gælder samfund og politik. I al vores fiksering på, at det skal nytte noget, er det ironisk nok de færreste politikere, der har sans for gamle Viggo Hørups berømte kritik af datidens militære oprustning: ”Hvad skal det nytte?” De Radikales traditionelle pacifisme er i bad standing og har været det i årtier, mens danske soldater har deltaget i den ene udsigtsløse krig efter den anden.

Når novembermørket sænker sig i aften, vil nogle af lysene brænde ved gravstenene over de soldater, der er faldet i Afghanistan og Irak. Unge danskere, der meldte sig for at ”gøre en forskel”. Hjertet krymper sig ved tanken om, at de gik i døden motiveret af en floskel så hul. Men hvem har hjerte til at fortælle de efterladte, at deres dræbte sønner, brødre, ægtemænd og fædre døde forgæves? Det må ikke være sandt. Sådan siger en stemme i os, om end den taler mod bedre vidende. Kritiske røster advarede fra starten imod at tro, at man med kampvogne kunne bane vej for demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten. Udviklingen gav dem ret, men lad os ikke være bagkloge, så meget skylder vi både de soldater, der mistede livet, og de mange civile ofre. Lad os i stedet prøve at blive bare en smule klogere, og lad os tale åbent om vores krige. At man i det politiske establishment har været så utilbøjelige til selvransagelse, virker som en større hån mod dem, der betalte den højeste pris.

MENS VI TÆNDER lys på de danske kirkegårde, står irakiske og kurdiske styrker foran Mosul. Islamisk Stats højborg i Irak er omringet til alle sider. Det er nu kun et spørgsmål om, hvor lang tid det vil tage, og hvor blodigt det bliver. Nogle af kalifatets bødler vil kæmpe til det sidste, andre vil flygte og prøve på at forsvinde i folkehavet. Nøjagtig ligesom Baath-styrets soldater, dengang man opløste Saddam Husseins hær og dermed skabte en del af rekrutteringsgrundlaget for IS. Historien gentager sig. Hvem vil kunne kende ven fra fjende? Hvordan vil koalitionen overleve, når IS er nedkæmpet? Hvordan vil Iraks shiadominerede regime skabe tillid blandt landets sunnimuslimer og give dem medejerskab til den politiske proces? Hvordan vil kurderne fastholde deres relative uafhængighed, når Tyrkiet læner sig tungt ind over grænsen? Hvordan vil Iran forholde sig, hvis et mere pluralistisk og repræsentativt Irak vrister sig fri af præstestyrets indflydelse?

Hvis Allehelgensdag og mindet om de døde er en anledning til at se tilbage, så lad os gøre det også på Europas og Mellemøstens vegne. For tiden markeres hundredeåret for Første Verdenskrig, hvor Det Ottomanske Rige led nederlag. Historikere har igen og igen påpeget, hvor arbitrære de grænser var, som de allierede blev enige om at trække i ørkensandet. De store linealer tilfredsstillede nok behovet for at dele adgangen til oliefelter, men levnede ikke plads til indsigt i de etniske og religiøse modsætninger, der lige siden har været grobund for social uro. Kun autokratiske eneherskere formåede med en kombination af fascistoid nationalisme, korruption og rå vold at lægge låg på rivaliseringen, mens befolkningerne langt fra at drømme om demokrati har fundet afløb for utilfredsheden i varierende grader af islamisme. De uniformerede tyranners tid er måske ved at være forbi, men det samme kan ikke siges om dem med fuldskæg.

Vi vesterlændinge har været så fremmedadrettede og historieløse, at vi blev taget på sengen, da Mellemøstens påtvungne og uforløste statsdannelser slog ud i islamistisk vold rettet ikke blot mod andre muslimer, men også mod os. Var det i virkeligheden en historisk boomerang, der ramte os den 11. september 2001? At tænke tanken er ikke det samme som at forklare ondskaben eller relativere den. Det er heller ikke i sig selv et argument imod Vestens krige i Afghanistan og Irak. Ingen amerikansk præsident kunne formentlig have forsømt at slå til mod Talibanstyret, al-Qaedas save haven. Men Irak? Da Bush den Yngre, hans vicepræsident Dick Cheney og hans forsvarsminister Donald Rumsfeld førte verden bag lyset med bestilte, manipulerende efterretningsrapporter, der skulle sandsynliggøre eksistensen af Saddams ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben, blev USA med sine allierede trukket ind i en tragedie med større og mere ødelæggende konsekvenser end Vietnamkrigen.

Og Danmark var med. Jeg var med. Som vist nok den eneste danske forfatter støttede jeg krigen mod Saddam ud fra en naiv forestilling om, at demokratiet efter Murens fald havde bevist sin universelle appel. Samt at militær intervention fra og med de etniske udrensninger i Eksjugoslavien var en rimelig og rettidig respons over for forbrydelser mod menneskeheden. Saddam Hussein var virkelig også en forbryder, men jeg tager mig stadig til hovedet over mig selv.

Jeg blev indhentet på ny af min beskæmmelse, da en britisk kommisionsrapport for nylig blotlagde det fulde omfang af daværende premierminister Tony Blairs skamfulde rolle. Hans beslutning om at kline sig uforbeholdent op ad USAs krigslystne præsident var lige så fatal, som den var indbildsk. I en art postimperialt delirium troede Blair, at han som ligeværdig partner ville kunne udøve indflydelse på Amerikas præsident. Som om Storbritannien stadig var en verdensmagt og ikke blot en europæisk nation blandt så mange andre.

SAMME MØNSTER PRÆGEDE den danske regering, samme vilje til broderskab og blind loyalitet, men i vores tilfælde havde det sin særlige historiske baggrund. Vi skyldte jo englænderne og amerikanerne vores frihed efter Besættelsen, og vi havde grund til at være taknemmelige for, at modstandsbevægelsens militære betydning efterfølgende blev takseret så højt, at samarbejdspolitikken kunne gå i glemmebogen. Som statsminister rejste Anders Fogh Rasmussen en relevant diskussion om pacifisme og fejhed versus offervilje og engagement, men koblingen til vores engagement i Irak mistede sin relevans, da det kom for en dag, at krigen var blevet ført på et bedragerisk grundlag. Tilbage står tre spørgsmål.

DET FØRSTE ER, hvordan nogle af os kunne tro, at Mellemøsten lod sig demokratisere med militære midler. Måske kan et svar findes i de konklusioner, der blev draget efter 1989. Måske var de nemlig forkerte. Det var jo ikke demokratiet, der havde vundet, men blot Sovjetunionen, der havde tabt. Som tiden har vist, lever vi fortsat i en verden med flere paradigmer, hvoriblandt humanisme og demokrati kun udgør ét, hårdt presset af store og små autoritære spillere fra Kina og Rusland til Tyrkiet og – mere lokalt, men faretruende nok – de antidemokratiske regeringer i Ungarn og Polen. Men efter Murens Fald var der altså fem forblændede minutter, hvor vi i Vesten troede, at vi skulle frelse verden. Det er ved at være længe siden.

DET ANDET SPØRGSMÅL LYDER, hvornår Danmark endegyldigt træder ud af taknemmelighedens underdanige skyggetilværelse og placerer sin udenrigspolitik dér, hvor den historisk og geografisk hører hjemme: i relationen til det europæiske kontinent. Der er jo noget symbolsk og i kulturel forstand selvhadende ved, at selv Allehelgensaften i danskernes bevidsthed er blevet flyttet til den 31. oktober, hvor amerikanerne holder Halloween. Når vores børn begejstret forvandler sig til spøgelser og hekse, er det endnu et eksempel blandt mange på, hvordan vi i efterkrigstiden har ligget på maven for alt amerikansk. Efter 1945 skulle alle drikke cola. Ingen ville lære tysk, uagtet at Tyskland efter Stunde Null udviklede sig til et af kontinentets mest civiliserede demokratier. Man burde ellers kunne se den håndgribelige nytte i at være i stand til at tale andet end valbyengelsk med vores største handelspartner. Og hvem ved, måske ville de ansvarlige politikere have truffet en anden beslutning, hvis de havde haft sprogkundskaber til at følge den tyske debat før invasionen af Irak?

DET TREDJE SPØRGSMÅL gælder vores erindring, kombinationsevne og samvittighed. Mens Islamisk Stat hus for hus drives ud af Mosul, og mens Syrien forvandles til en blodig ruinhob, kan vi spørge os selv, om der mon skulle være en årsagssammenhæng mellem flygtningestrømmen og Vestens ulyksalige krigseventyr? Om George W. Bush og Tony Blair om end ufrivilligt var fødselshjælpere for Islamisk Stat? Om det stillet over for al elendigheden og vores egen andel i den er adækvat og moralsk forsvarligt, at Danmark lukker sine grænser?

---
Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

debat@altinget.dk