Grøn lobbyorganisation får Bendt Bendtsen i bestyrelsen

NAVNE: Bendt Bendtsen (K) skal være bestyrelsesformand for lobbyorganisationen Synergi, når han i slutningen af maj er færdig som europaparlamentariker.

Virksomhedsejer og bestyrelsesformand.

Det bliver titler, den tidligere formand for Konservative Bendt Bendtsen kan smykke sig med, når han med udgangen af maj stopper den politiske karriere.

Bendt Bendtsen genopstiller nemlig ikke til Europa-Parlamentet – i stedet bliver han bestyrelsesformand i lobbyorganisationen Synergi og starter sit eget konsulentfirma.

Synergi arbejder for en mere effektiv brug af energien i både industri og danske hjem og er stiftet af virksomhederne Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool.

Formelt bliver Bendtsen indstillet til posten som formand på et bestyrelsesmøde i slutningen af maj. Det skriver Ritzau ifølge flere medier.

Skal hjælpe virksomheder
Ifølge den snart tidligere europaparlamentariker er der en skævhed i dansk energipolitik.

”Det hjælper ikke noget, at vi kun fokuserer på at producere grøn energi. Det skal vi selvfølgelig også. Men vi skal også sørge for at bruge den energi, vi har, meget, meget bedre. Det skal jeg hjælpe de her virksomheder med at få mere på dagsordenen,” siger Bendt Bendtsen til Ritzau.

Tilbage i november kom det frem, at politikertilværelsen snart ville blive erstattet med titlen som virksomhedsejer for den tidligere partiformand og vicestatsminister.

”Jeg starter mit eget konsulentfirma hjemme på Fyn 1. juni. Det skal konsultere små og mellemstore virksomheder i public affairs, blandt andet omkring grøn omstilling,” sagde Bendt Bendtsen dengang til Altinget.

De nye danske medlemmer til Europa-Parlamentet skal vælges ved valget 26. maj.

Forrige artikel Her er Eva Kjers nye næse Her er Eva Kjers nye næse Næste artikel Husker du? Her er de 100 vigtigste begivenheder fra valgperioden Husker du? Her er de 100 vigtigste begivenheder fra valgperioden