Fredensborgs kommunaldirektør stopper efter 15 år

Kim Herlev Jørgensen fratræder som kommunaldirektør i Fredensborg Kommune, hvor han har været siden 2007. Han er blandt andet forhenværende afdelingschef i KL.

Kim Herlev Jørgensen har valgt at takke af som kommunaldirektør efter 15 år på posten.

Det oplyser Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.

Den fratrædende kommunaldirektør stopper, da han i stedet skal fokusere på 'nye prioriteter', men taler varmt om sin tid i den nordsjællandske kommune.

"Det har været en fantastisk 'rejse' og en stor fornøjelse at have stået i spidsen for organisationens bidrag til udviklingen af Fredensborg Kommune. Med kommune­sammen­lægningen i 2007 stod den nye Fredensborg kommune med mange udfordringer såvel økonomisk som demografisk," siger Kim Herlev Jørgensen i pressemeddelelsen.

Kim Herlev Jørgensen har dedikeret sin karriere til det kommunale. Udover tiden i Fredensborg Kommune har han blandt andet været kredsformand og bestyrelsesmedlem i Kommunaldirektørforeningen, kommunaldirektør i Hørsholm Kommune og afdelingschef i Kommunernes Landsforening.

Han fratræder officielt posten 31. maj, og kommunens økonomiudvalg er gået i gang med at lede efter en ny kommunaldirektør. Byrådet skal træffe den endelige beslutning om ansættelsen til april.

Forrige artikel Politiet finder kommunikationschef til national enhed for særlig kriminalitet hos TV 2 Næste artikel Kulturministeriets chef for Mediekontoret stopper kort før forhandlinger Kulturministeriets chef for Mediekontoret stopper kort før forhandlinger