Analyse før forhandlinger: Kommuner vil trykteste Frederiksens velfærdsløfter

Velfærden først.

Statsminister Mette Frederiksen tøvede ikke med at gentage et af den nye regerings centrale mottoer, da hun i sidste uge talte til pressen efter et regeringsseminar i sin nye embedsbolig, Marienborg.

Der skal lægges en bund under velfærden og gøres op med tidligere tiders besparelser, lød det fra både statsministeren og hendes højre hånd, finansminister Nicolai Wammen (S).

Dermed fortsatte regeringens to mest fremtrædende ministre den socialdemokratiske retorik fra før valget, hvor ambitionen om at sikre flere penge til den lokale velfærd var et afgørende tema.

Onsdag mødes Wammen med repræsentanter fra først Danske Regioner og efterfølgende KL for officielt at indlede de på grund af folketingsvalget stærkt forsinkede forhandlinger om næste års økonomi i landets kommuner og regioner.

Ved forhandlingsbordet om kommunernes økonomi vil Nicolai Wammen allerede fra start være sat under krydspres fra i hvert fald fire sider.

Wammen i firedobbelt krydspres
For det første fra KL, der som forhandlingsmodstanderen på den anden side af bordet møder op med en række konkrete krav, der er nøje afstemt med det kommunale bagland.

For det andet de økonomiske rammer en til enhver tid siddende finansminister vil pege på og kræve, at en endelig aftale skal overholde.

Så vidt er der intet nyt under solen, når det kommer til økonomiforhandlinger.

Men oven i det kommer for det tredje de løfter om at styrke og forbedre velfærden, som Socialdemokratiet udstak inden valget. Løfter, der nu ikke kun forpligter regeringen.

De har også skabt et massivt forventningspres rundt om i såvel borgmesterkontorer og byråd, som blandt almindelige borgere og de mange fag- og interesseorganisationer, hvis medlemmer er afhængige af de kommunale pengekasser.

Hertil skal for det fjerde lægges, at regeringens egne hovedkrav i høj grad er formet af det forståelsespapir med SF, Radikale og Enhedslisten, som sikrede Mette Frederiksen statsministerposten. Og som støttepartierne har en forventning om, at regeringen allerede nu begynder at levere på.

En bund til to milliarder
Langt hen ad vejen er der ikke de store modsætninger mellem, hvad KL ønsker sig på kommunernes vegne, og hvad regeringen ifølge eget udsagn dybest set gerne vil levere.

Kommunerne vil som minimum gerne have dækket de udgifter, der følger med, når der de kommende år kommer flere ældre og flere børn.

Det såkaldte demografiske træk har både Socialdemokratiet og samtlige nuværende støttepartier lovet, at de vil dække for dermed at lægge en ”bund” under velfærden. Oven i det lagde de samme partier inden valget op til et reelt løft af velfærden, altså yderligere penge.

For KL vil det være magtpåliggende at bruge de første forhandlinger med den nye regering til at få defineret velfærdens økonomiske bundniveau så højt som muligt og sikre kommunerne så stor en andel som muligt af de nødvendige midler med økonomiaftalen.

Ifølge Finansministeriets egen lommeregner skal kommunernes økonomi som udgangspunkt løftes med 1,5 milliarder kroner i 2020 - alene for at følge med befolkningsudviklingen.

Men da den tidligere V-regering har indført et effektiviserings- og sparekrav, der hvert år skærer 500 millioner af kommunernes økonomiske ramme, så skal Wammen finde 2 milliarder kroner for at bevare status quo i den kommunale økonomi.

 

Regeringens økonomi er ukendt
Nicolai Wammen har allerede gjort det klart, at ambitionen om at lade pengene følge med den demografiske udvikling ikke kun skal indfries gennem forhandlingerne med KL og Danske Regioner.

Han forbeholder sig retten til at vente med at prioritere en del af midlerne til de efterfølgende finanslovsforhandlinger. Her vil de så kunne indgå i en aftale om for eksempel flere pædagoger og minimumsnormeringer med regeringens støttepartier.

Det er fortsat uklart, hvor mange penge Wammen og regeringen vurderer, at de har til rådighed. Den tidligere regerings finanspolitiske råderum rakte lige knap til, at man frem til 2025 kunne lade økonomien følge med befolkningsudviklingen.

Nu har Wammen som ny finansminister bebudet et såkaldt kassetjek og status på økonomiens sande tilstand. Lignende øvelser fra tidligere nytiltrådte finansministre har peget på, at der pludselig efter et valg syntes at være langt færre penge til rådighed, end man troede inden valget.

Minister forbereder bedemandsmine
For regeringen kan alene den tidligere regerings aftale fra 2017 om at sænke registreringsafgiften for biler trække op mod et par milliarder kroner ud af det finanspolitiske råderum frem mod 2025. Det skyldes, at VLAK-regeringen aldrig fik fulgt op på alle de forudsatte finansieringsinitiativer.

I modsatte retning trækker ifølge beregninger fra både Cepos og 3F en ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik, som forudsiger færre børn, ældre og flygtninge end tidligere forventet, men til gengæld flere i den arbejdsdygtige alder.

Færre børn vil også gøre det billigere at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

Regeringens fulde udlægning af økonomiens sundhedstilstand kender vi først efter kassetjekket og præsentationen af regeringens kommende økonomiske redegørelse. Men et godt bud er, at finansministeren allerede nu er ved at øve sig på en bedemandsmine, der passer til nyheden om, at pengene er færre end først antaget.

Den øvelse vil ikke nødvendigvis lægge en dæmper på de høje forventninger til forbedringer af velfærden, som Socialdemokratiet og dets støttepartier under valgkampen selv har været med til at bygge op.

Konsulent – et nyt ord for grønthøster
Men som minimum kan det give regeringen en forklaring på, hvorfor nogen forventeligt vil stå skuffede tilbage, når næste års offentlige økonomi er endelig på plads.

Samtidig vil de økonomiske begrænsninger kunne bruges som løftestang til at indføre nogle af de punkter på regeringens egen kravliste, som kommunerne helst ønsker hen, hvor peberet gror.

Det gælder ikke mindst de besparelser på konsulenter, som Socialdemokratiet introducerede inden valget, og som regeringen fortsat holder fast på.

At ville skære i brugen af konsulenter opfattes i kommunerne som en ren eufemisme for en klassisk grønthøsterbesparelse, der på papiret indhøster penge, som så kan sendes tilbage og kaldes velfærdsforbedringer.

Minimumsnormeringer er den anden store knast på regeringens kravliste. Men her må KL tage bestik af, at et klart politisk flertal i Folketinget bakker op, og at øvelsen derfor går ud på at finde en så fleksibel model som muligt.

Optræk til kommunalvalg
Når alt det er sagt, så står det imidlertid også klart, at både regeringen og KL har ganske travlt med at få landet en aftale.

Deadline for kommunernes budgetter er allerede udskudt en lille måned fra medio oktober til november på grund af de forsinkede økonomiforhandlinger. Og hvis den lokale budgetproces ikke skal blive alt for forceret, så bør forhandlingerne være overstået allerede tidligt i september.

Det giver ikke tid til at lave større forandringer i hverken den kommunale økonomi eller samarbejdet mellem regeringen og kommunerne. Samtidig har ingen af parterne behov for konflikter, der kan forlænge forhandlingerne.

Derfor er det tvivlsomt, at en kommende økonomiaftale vil kunne trækkes frem som en afgørende lakmustest på, hvorvidt regeringen vil og kan levere på sine valgløfter.

En aftale kræver dog, at begge parter kommer ud af forhandlingslokalet med smil på læberne og kan kalde den en styrkelse af velfærden, som samtidig sætter kursen for mere af det samme de kommende år.

Ikke mindst med udsigt til at kommunalvalget i 2021 så småt popper op på den politiske radar i kommunerne såvel som på Christiansborg.

kim@altinget.dk