Forfatter: Krisers frygt gør verden lille – hvilken pris betaler vi egentligt for at genvinde kontrollen?

Af Peter Bitsch Hjortshøj
Skribent og tidligere elev på Den Jyske Forfatterskole

Det mørke hav faldt i et med aftenmørket. Bølgerne skvulpede roligt mod bredden og stabiliserede mit hjertes urolige banken. Trods den barske vinterkulde var jeg cyklet ned til strandbredden, hvis beroligende virkning på mig var blevet tydelig, da mit liv var mest formørket af angst for nogle år tilbage. Et sted jeg ofte er kommet under coronatiden, da det føles som et af de eneste steder, som er forblevet det samme under krisen.

Med det mener jeg, at jeg har haft en oplevelse af, at næsten alle andre steder i samfundet er kommet til at føles grundlæggende anderledes.

Barer, jeg er kommet på siden gymnasietiden, der ikke emmer af samme frihed som tidligere, men af en umiskendelig uro. Museer som engang var rum for fælles fordybelse, hvor bekymringer i dag står i vejen for, at man kan fortabe sig i kunsten. Parker og skove som engang simrede af frimodigt samvær, hvor folk er kommet til at virke fjerne og nervøse.

Jeg begyndte, mens jeg den aften stod og mærkede havvandet omslutte min krop, at tænke på, om vi i dag er ved at forurene vores verden med frygt? Om vi er ved at forandre det land, vi kender, til et andet. Ikke ved fysisk at ændre det, men ændre det med de følelser vi fylder det med. I en sådan grad, at frygten er det første, der møder os, når vi begiver os rundt i den.

Det kan virke som om, at vi for hver dag, der går, ser tilværelsen mere igennem et usynligt slør af frygt, som reducerer den til en sum af potentielle risici.

Dette slør er ikke faldet ned foran vores øjne under corona, men har været her længe. Det har bare ikke været så tydeligt før nu, hvor meget vi ser verden igennem farer og kriser. En udvikling der for mig at se skyldes, at kompleksiteten i den verden, vi lever i, er blevet større.

Det er den blandt andet ved, at den virkelige verden og den virtuelle er smeltet sammen, imens industrialiseringen har skabt utilsigtede følger såsom klimakrisen, hvor der ikke er tale om lokale problemstillinger, men derimod globale.

Denne øgede kompleksitet har for mig at se medført et kontroltab, der har skabt en kollektiv, eksistentiel frygt, som får os til at søge efter mere kontrol og vished.

Det så vi blandt andet efter 9/11 og den usynlige fjendes fremkomst, som medførte stærkt omstændelige sikkerhedsprotokoller, som skulle bibringe os en følelse af genvunden kontrol. Man kan dog diskutere, hvilken pris vi har betalt for tilbageerobringen af denne kontrol? Om terroristernes største sejr i virkeligheden ikke var, at de nåede tvillingtårnene, men at de lykkedes med at sprede en frygt, der har fået os til at betragte hinanden som potentielle terrorister, hver gang vi begiver os ud i verden.

Behovet for at genvinde følelsen af kontrol, mener jeg, vi har set en foreløbig kulmination på med vores massive fokus på corona.

Jeg anfægter ikke, at der har været behov for sikkerhedstiltag, ligesom der var efter 9/11. Det er derimod vores manglende villighed til at se på, hvilken pris vi betaler med disse tiltag, jeg mener har været stærkt kritisabel. Den måde vi ukritisk har indsnævret formålet med tilværelsen til et spørgsmål om at dæmpe smitte, imens ting såsom kultur, psykisk sundhed og livskvalitet blindt har måtte vige.

{{toplink}}

Det skyldes for mig at se, at vi med corona har kunne konkretisere tilværelsen igennem vores fokus på smittetal, vacciner og test og diverse påbud, hvilket har fungeret som en måde at bekæmpe den øgede kompleksitet i dag.

Derfor bekæmper vi corona, som om det er det eneste, der betyder noget, da vi ikke kun bekæmper corona, men vores egen frygt for ikke at være i kontrol. I en grad så det kan føles som om, at hvis vi kan udrydde corona, så kan vi udrydde den risici, der er forbundet med at være i live. Ja, i sidste instans besejre døden selv.

Det forholder sig dog sådan, at uanset hvor grundige sikkerhedsprotokoller man indfører, vil der altid være mindst én, som kan slippe igennem, og det er det samme med corona. Vi kan holde smitten nede med vores mange tiltag, men som vi bør kunne se nu, er der ingen garanti for, at vi kan forhindre virus i at sprede sig eller mutere.

I sidste ende efterlades vi med samme dilemma som med alle andre risici i tilværelsen: hvornår bliver prisen, vi betaler for høj i forhold til den fare, vi forsøger at bekæmpe?

Månelyset skinnede som en stråle af nedskudt lys på havoverfladen. Strålen strakte sig ud i mørket som en smal sti af lys, der bragte havet til syne.

Jeg kunne pludselig mærke ind i knoglerne, hvor meget det brændte i mig efter at bryde fri af den kompressor af kontrol, vi har levet i de seneste år. Det slog mig, at jeg var ved at glemme, hvordan verden havde føltes før corona. Før samfundet var som et stort sikkerhedstjek før flyafgang. Jeg mærkede en kraftig trang bryde frem indeni efter at følge månelyset ud i vandet.

Jeg følte, at jeg trådte længere og længere ind i en verden, der ikke var forurenet af de seneste års frygt, desto længere jeg kom ud i vandet. Kulden bed som tusind små kødædende fisk om mine ben, og fik min vejrtrækning til at løbe fra mig. Men midt i den omklamrende kulde, mærkede jeg friheden vågne som en storm af varme indeni.

Da vandet var ved mine hofter, stoppede jeg op, og så ud over det mørke hav, der forekom mig at fortsætte i det uendelige. For første gang længe følte jeg, at verden var stor. Det gik op for mig der, at det forfærdelige ved frygt og kontrol er, at det gør verden lille. Det er friheden, der åbner verden.