Folketingsmedlemmer i tårer under mindehøjtidelighed for Pape

https://vimeo.com/922528870

Søren Pape Poulsen (K) blev tirsdag mindet i Folketinget. Mindeceremonien blev indledt med en tale fra Folketingets formand Søren Gade (V) efterfulgt af et minuts stilhed. Se hele Søren Gades tale i videoen.

Spørgetimen med statsminister Mette Frederiksen måtte tirsdag udgå for at give plads til en mindeceremoni for Søren Pape Poulsen, som omkom forrige lørdag af en hjerneblødning, kun 52 år gammel.

I sin tale huskede Søren Gade sin afdøde folketingskollega, som han beskrev som en ”markant skikkelse og et godt menneske”, der ”brændte for politik, men interesserede sig lige så meget for sine medmennesker”, og som heller ikke ”gik af vejen for hårde politiske nærkampe”.

”Som kollegaer skal vi nu vænne os til en hverdag, hvor vi ikke længere møder hans smilende ansigt og hører hans hjertelige latter. Folketinget bliver mere stille uden ham,” sagde formanden i sin tale.

Efter talen blev der afholdt et minuts stilhed for den afdøde K-formand, og operasanger Jens-Christian Wandt var inviteret til at synge sangen 'Du Kom Med Alt Det Der Var Dig'.

Under mindehøjtideligheden var flere folketingsmedlemmer tydeligt mærkede af begivenheden. Det gjorde sig blandt andet gældende for Søren Papes tidligere partiformandskollegaer, Pia Olsen Dyhr (SF) og Inger Støjberg (DD), og ikke mindst partifællerne fra den konservative folketingsgruppe. 

Du kan se Søren Gades mindetale for Søren Pape Poulsen i videoen ovenfor.

Forrige artikel I krig for de civile trods risiko for civile drab: Sådan lød politikernes argumenter, da de sendte kampfly mod Libyen I krig for de civile trods risiko for civile drab: Sådan lød politikernes argumenter, da de sendte kampfly mod Libyen Næste artikel S-minister kobler knivdrama på folkeskole sammen med integrationsproblemer S-minister kobler knivdrama på folkeskole sammen med integrationsproblemer