Folketingets formand kritiserer Frederiksen for sent finanslovsudspil

KRITIK: I et brev til statsminister Mette Frederiksen kritiserer Folketingets formand regeringen for at fremlægge sit finanslovsudspil for sent.

Regeringen har været for længe om at offentliggøre sit finanslovsudspil.

Sådan lyder kritikken i et internt brev sendt til statsminister Mette Frederiksen (S) fra Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

Det skriver Ekstra Bladet.

Henrik Dam Kristensen har over for Ekstra Bladet bekræftet, at han har sendt et brev på vegne af Udvalget for Forretningsordenen til statsministeren. Det sker, efter at flere af udvalgets medlemmer på et møde 30. september har udtrykt kritik af forløbet.

"Brevet gør rede for den kritik af tidspunktet for offentliggørelsen af finanslovsforslaget, som flere medlemmer af udvalget gav udtryk for. Derudover har han ingen kommentarer," lyder det i en kommentar, som Folketingets presseansvarlige på vegne af folketingsformanden har sendt til avisen.

Udskød præsentation
Kritikken kommer på baggrund af, at regeringen valgte at trække offentliggørelsen af finanslovsudspillet helt frem til 2. oktober.

Det skete, til trods for at regeringen tidligere havde meldt ud, at udspillet ville blive offentliggjort i slutningen af september. Den sene præsentation gav de øvrige folketingsmedlemmer én dag til at læse udspillets knap 3.600 sider forud for Folketingets åbningsdebat 3. oktober.

Finanslovsudspil plejer ellers som regel at blive præsenteret i slutningen af august. S-regeringens udspil er det senest præsenterede udspil i 18 år. 

Mette Frederiksen har ikke ønsket at kommentere brevet over for Ekstra Bladet.

Forrige artikel Dagens overblik: Minister afviser Radikales finanslovskrav om udenlandsk arbejdskraft Dagens overblik: Minister afviser Radikales finanslovskrav om udenlandsk arbejdskraft Næste artikel Ny enhed i Beskæftigelses­ministeriet skal udtænke model for tidlig pension Ny enhed i Beskæftigelses­ministeriet skal udtænke model for tidlig pension