Folketingets Bibliotek får ny chef
Ny chef for Folketingets Bibliotek er Niels Jensenius, der tiltræder 1. maj. Han afløser Hanne Rasmussen på posten.
Det bliver 47-årige Niels Jensenius, der om en måneds tid kan sætte sig i chefstolen ved Folketingets Bibliotek.
Det fremgår af Folketingets intranet.
Den nye bibliotekschef er uddannet cand.mag. i historie og filosofi og kommer fra en stilling som fakultetsbibliotekar på Det Natur- og Lægevidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet.
Han har lang erfaring med personaleledelse og udvikling af fag- og forskningsbiblioteker. Før sit nuværende job var han i ni år chef for Det Administrative Bibliotek under Styrelsen for Videregående Uddannelser.
På posten afløser Niels Jensenius Hanne Rasmussen, der siden 2001 har stået i spidsen for biblioteket på Slotsholmen.
Hun har taget orlov i 14 måneder for at skrive en bog om Folketingets historie, der udgives i anledningen af 100-året for indflytningen på det nuværende Christiansborg Slot. Derefter går hun på pension. Det fortalte hun til Altinget i forrige måned.
Niels Jensenius tiltræder stillingen 1. maj.