Se med: Mette Frederiksen kommer med garanti i diskussion om opsparing

https://vimeo.com/854945851

Der skal være plads til, at man i politik kan have nogle overvejelser, uden at det skal ende som et konkret lovforslag, slår statsminister Mette Frederiksen fast på partiets sommergruppemøde.

Regeringen kommer ikke med et lovforslag om, at folk selv skal spare op til deres egen ældrepleje.

Det garanterer statsminister Mette Frederiksen (S) på Socialdemokratiets sommergruppemøde.

"Det kan jeg godt garantere, at det gør det ikke," siger hun.

Den definitive afvisning kommer oven på en opsigtsvækkende melding fra partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, der i juli luftede netop den tanke.

Men det var altså ikke andet end det: en tanke, slår statsministeren fast.

"Og så vil jeg samtidig appellere til, at der også skal være plads til i politik, at man godt kan have en diskussion, og man kan have nogle overvejelser, uden det så ender i, at det skal være et konkret forslag, fordi det kommer ikke.

Forud for Socialdemokratiets sommergruppemøde havde Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, kridtet banen op med en lynanalyse af regeringspartiets aktuelle kampform forud for pressemødet. Den kan du læse her.

Frederiksen har undermineret sig selv

Kampform: Ringe, men svagt opadgående

Statsminister Mette Frederiksens (S) parti fik en meriterende valgsejr, men siden er fulgt en gigantisk nedtur.
Partiets helt overordnede problem er, at de færreste vælgere forstår, hvorfor det var nødvendigt med en regering over midten: De kriser, der dannede klangbunden for "en national samlingsregering" i efteråret er en for en forduftet, og regeringen har aldrig fået en samlet fortælling. I hvert fald ikke en socialdemokratisk  fortælling. 

Mette Frederiksens egen stærke fortælling om et socialdemokrati tilbage til rødderne er braset sammen i samarbejdet med de borgerlige, hvor store bededag og slagsmålet om seniorpension ses som symboler på højredrejningen. 

Samtidig har Mette Frederiksens flirt med Nato fået de interne modsætninger i partiet til at genopstå med en kraft, der har overrasket de fleste. Tanken om, at kaptajnen overvejede at gå fra borde, tage redningsbåden og efterlade et skib, der tager vand ind, har undermineret en del af S-formandens massive autoritet.

De interne stridigheder tog endnu en runde i sommerferien, hvor partiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen splittede partiet med sit Løkke-agtige forslag om, at danskerne selv skal spare op til deres ældreforsorg.   

Efter sommerferien er Mette Frederiksens dog for alvor stemplet ind igen. Formanden har på de indre linjer signaleret, at hun ikke bakker op om Rabjerg, ligesom det upopulære forslag om af forringe seniorpensionen ser ud til at lide en stille død.

SVM-regeringen har endegyldigt pakket den fortærskede krisefortælling sammen, og håber nu på en genstart. Men stadig er det svært at se de socialdemokratiske farver i regeringen, og Mette Frederiksen har gjort jagten på mere arbejdskraft som selve omdrejningspunktet for de næste års politik. Det har mere klang af Bjarne Corydon og Margrethe Vestager end af den klassiske Mette Frederiksen.

Statsministeren er selv begejstret for sin utraditionelle regering, og den professionelle attitude hos folk som Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen (V) tiltaler hende. Faren er, at Mette Frederiksen bliver fanget i en boble af begejstring i regeringstoppen, mens vælgerne ser ganske anderledes på sagen. 

Selvom Mette Frederiksen har en sorgløs tilgang til de dårlige meningsmålinger, skal man ikke undervurdere signalet fra vælgerne. Socialdemokratiet står stadig et meget svært sted.

Forrige artikel Se Pape møde pressen: Se Pape møde pressen: "Det har været et voldsomt år" Næste artikel Se med: Vi har fokus på både land og by – modsat Danmarksdemokraterne, siger Pernille Vermund Se med: Vi har fokus på både land og by – modsat Danmarksdemokraterne, siger Pernille Vermund