FOA: Kommentarskribent demonstrerer dumt og nedladende menneskesyn

Rasmus Ulstrup Larsens syn på ansatte i ældreplejen er som taget direkte fra Fritz og Poul. Men hvorfor lægger Altinget overhovedet debatspalter til det argument, spørger Mona Striib.

Kriser og grimme historier er noget mærkeligt noget. For nogen af os er det en grund til at stå sammen. At prøve at løse problemerne i fællesskab.

For andre er det en anledning til at sparke nedad. Det får det værste frem i dem. Og ofte er reaktionerne uhyggeligt afslørende.

Den pointe blev ekstra tydelig for mig, da jeg læste et debatindlæg i Altinget i anledning af TV2’s udsendelse om omsorgssvigt på plejehjemmet Nørremarken.

Indlægget var forfattet af en tidligere politisk konsulent i Nye Borgerlige, og nu af uransagelige årsager kommentarskribent på Altinget.

Overskriften var: "Når man ansætter underklassen til at arbejde i ældreplejen, bliver niveauet derefter."

Tak for kaffe. Den lader vi lige stå et øjeblik.

{{toplink}}

Dokumentar viser ikke hverdagen

TV2-dokumentaren 'Opråb fra plejehjemmet' har afdækket frygtelige forhold på et plejehjem i Køge. Det vi ser, er utilgiveligt, og skal ændres, og de ansvarlige skal stilles til ansvar. Sådan er det.

Gudskelov er det ikke hverdagen på plejecentrene rundt om I Danmark, hvor dedikerede fagprofessionelle hver dag gør deres yderste for at give god pleje og omsorg til vores ældre. Det største problem, vi slås med lige nu i ældreplejen, er at skaffe nok fagligt personale i en tid hvor antallet af ældre bare stiger.

Der er helt sikkert flere årsager til problemerne i ældreplejen, og helt bestemt en masse forskellige løsninger, men at hævde at problemet er, at vi rekrutterer plejepersonalet fra underklassen, og den slags er nogle grimme mennesker, er simpelthen for dumt.

Nedladende overfor folk, der knokler

Her er diagnosen fra Rasmus Ulstrup Larsen:

"Den primære årsag er rekrutteringsgrundlaget: Plejehjemspersonalet bliver i for mange tilfælde rekrutteret fra lavere sociale klasser, hvor man har personlige mangler, der går udover andre. Man har mangel på karakter, disciplin, moral, empati og samvittighed."

Det er åbenbart de fattiges skyld, at vi har problemer. Underklassen mangler karakter og samvittighed. Skribenten demonstrerer et menneskesyn taget direkte fra Rytteriets Fritz og Poul, bare uden satiren som formildende omstændighed.

Det er simpelthen for dumt. Og utroligt nedladende overfor de mange mennesker, der hver dag knokler for at gøre livet lidt lettere for ældre plejetrængende mennesker.

Jeg har bare et spørgsmål*:

Hvad sker der lige på Altinget, siden de synes, at argumentet er så væsentligt, at det skal føres frem?

* I en tidligere version af indlægget spørger Mona Striib: "Er det virkelig det menneskesyn, Nye Borgerlige står for?" Altinget har slettet sætningen, da Rasmus Ulstrup ikke skriver på vegne af Nye Borgerlige. Altinget beklager fejlen. 

Forrige artikel Redaktionschef: Vores besættelse af sundhedsvæsenet er dårlig for samfundet Redaktionschef: Vores besættelse af sundhedsvæsenet er dårlig for samfundet Næste artikel Per Stig Møller: Udviklingsbistand skal begrænse russisk og kinesisk indflydelse på det afrikanske kontinent Per Stig Møller: Udviklingsbistand skal begrænse russisk og kinesisk indflydelse på det afrikanske kontinent