Flygtninge placeres i kommuner med ringe jobmuligheder

INTEGRATION: Fordelingen af flygtninge i kommunerne tager ikke højde for jobmuligheder. Det skader integrationen, mener DA. Inger Støjberg (V) afviser at skrue på fordelingsnøglen.

Der skal i langt højere grad skeles til, hvor arbejdspladserne er, når flygtninge skal have bolig.

Sådan lyder udmeldingen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der ønsker et opgør med den måde, flygtninge fordeles mellem kommunerne.

"Måden, flygtninge boligplaceres i dag, er med til at forlænge den tid, der går, før flygtninge kommer i job," siger Berit Toft Fihl, chefkonsulent hos DA.

8.500 flygtninge skal have bolig
I år skal 8.500 flygtninge fordeles blandt landets kommuner. Det foregår ved hjælp af en fordelingsnøgle udarbejdet af Udlændingestyrelsen, som blandt andet tager højde for den enkelte kommunes andel af befolkningen samt andelen af indvandrere og flygtninge.

I en ny analyse har DA kigget på, hvor flygtningene skal placeres i 2017 og sammenkørt tallene med antallet af arbejdspladser i de forskellige kommuner. 

Artiklen fortsætter under grafikken.

Analysen viser, at flere flygtninge burde placeres i København, Odense og trekantsområdet, hvis fordelingen skulle tage udgangspunkt i, hvor der er arbejdspladser og dermed bedre jobmuligheder.

Omvendt burde kommuner i Nordjylland, Vestjylland og Sydsjælland modtage færre flygtninge, end de gør i dag.

Justeres fordelingsnøglen, så flere flygtninge placeres i kommuner med mange arbejdspladser, bliver det lettere for flygtningene at komme i job, mener DA.

"Når slutresultatet skal være, at man kommer ud på arbejdsmarkedet, kan man ligeså godt lægge det snit fra starten af – for naturligvis er det lettere at finde et job, hvis der er gode jobmuligheder der, hvor man bliver placeret," siger Berit Toft Fihl.

KL ønsker fokus på kompetencer
Kommunernes Landsforening vil ikke blande sig i, hvordan flygtninge fordeles mellem de enkelte kommuner, men er dog enige med DA i, at den hurtigste vej til integration går gennem job.

"Hvis en flygtning har uddannelse eller erfaring inden for et bestemt område, er det jo oplagt at sende vedkommende til et område, hvor der er virksomheder, som faktisk efterspørger de kompetencer og erfaringer. Og vi glæder os over, at det blev en del af trepartsaftalen,"

lyder det i en skriftlig kommentar fra Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der er formand for KL's arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) peger som KL på, at trepartsaftalen har betydet, at man nu i højere grad boligplacerer flygtninge ud fra beskæftigelsesmuligheder.

”De kommunale flygtningekvoter er vigtige, fordi de fordeler opgaven med integration ligeligt mellem landets kommuner og modvirker ghettoer. Men jeg er helt enig med DA i, at beskæftigelsesmulighederne skal veje tungt, når den enkelte flygtning skal fordeles til en kommune," lyder det i en skriftlig kommentar fra ministeren.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Regeringen er klar til at lægge ny politiskole uden for Herning Regeringen er klar til at lægge ny politiskole uden for Herning Næste artikel Elberth: Vi skal frygte Trumps tweets Elberth: Vi skal frygte Trumps tweets