Fem embedsmænds rolle i minksagen skal vurderes på ny efter annullerede advarsler

Mens tre topembedsmænd fik fjernet deres advarsel efter Minkkommissionens beretning, står fem ansatte nu tilbage i uvished, da deres sager skal undersøges igen.

De fem ansatte, der har været involveret i minkskandalen, skal endnu engang under kritisk lup.

Rigspolitiet er gået sammen med Fødevareministeriet for at lave en revurdering af de advarsler, som var udstedt til tre ledende embedsmænd og to medarbejdere i sensommeren 2022 for at undersøge, om de skal trækkes tilbage.

Det skriver Politiken.

Det sker i forlængelse af Statsministeriets beslutning fredag om at annullere den advarsel, som departementschef Barbara Bertelsen pådrog sig for sin involvering i minksagen.

Justitsministeriet fulgte trop og annullerede advarslerne for departementschef Johan Legarth og afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen, som fik henholdsvis en irettesættelse og en advarsel.

”Fødevareministeriet kan oplyse, at ministeriet har anmodet Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om rådgivning om forhørsledelsens beretning, der blev offentliggjort i februar i år,” skriver Fødevareministeriet i en mail til Politiken.

Miljø- og Fødevareministeriet valgte på bagkant af Minkkommissionens beretning i juni sidste år at give disciplinære sanktioner til følgende tre ledende medarbejdere: afdelingschef Tejs Binderup, kontorchef Paolo Drostby og veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen.

Derudover fik både Uffe Stormly og politiassessor og juridisk sektionsleder Birgitte Buch en advarsel.

Efter forhørsledelsens vurdering er fire personer, inklusiv rigspolitichef Thorkild Fogde, blevet frikendt, mens de fem medarbejdere altså fortsat udforskes.

”På baggrund af beretningen, som blev afgivet i forlængelse af den tjenstlige undersøgelse af rigspolitichef Thorkild Fogde, har Rigspolitiet besluttet at gennemgå de personalesager, vi har behandlet og afgjort i forlængelse af Minkkommissionens beretning. Denne gennemgang er endnu ikke afsluttet,” skriver Rigspolitiet til Politiken.

Forrige artikel 3F-afdeling søgte 3F-afdeling søgte "tillidsskabende" medarbejder – valget faldt på Per Christensen Næste artikel Ensartet behandling og nærhed: Det skal ny kommission se på for at sikre fremtidens sundhedsvæsen Ensartet behandling og nærhed: Det skal ny kommission se på for at sikre fremtidens sundhedsvæsen