Færre politikere drager til Folkemødet

AFBUD: Væsentligt færre politikere drager til Folkemødet på Bornholm i år end de forgående år. Se listen over politikere, der deltager på Folkemødet her.

Folkemødet i Allinge på Bornholm er demokratiets årlige festdage, hvor befolkningen kan møde deres politikere til en uformel snak på gaden i den bornholmske havneby.

Folketingsvalget tvinger imidlertid politikere landet over til at vælge mellem de lokale vælgere og festlighederne på Bornholm.

47 folketingsmedlemmer og ministre har meldt deres ankomst til Folkemødet, og for manges vedkommende bliver det et kortere visit end planlagt. Til sammenligning havde Folkemødet i 2014 besøg af hele 127 medlemmer af Folketinget.

Alle partiledere forventes stadig at vise sig til Folkemødet, og arrangørerne har sat alle kræfter ind på at få indsat flere fly, så politikerne kan flyve til og fra arrangementerne.

Mange aflysninger
Folkemødet starter på torsdag, og i løbet af den fire dage lange demokratifestival vil der blive afholdt omkring 2.600 arrangementer. De mange afbud har betydet en del omlægninger og aflysninger.

Ministerier og styrelser har trukket deres deltagelse, fordi de ikke må deltage aktivt i valgkampen.

Det betyder blandt andet, at Transportministeriets debat om god opførsel i den kollektive trafik ikke bliver til noget.

Blandt aflysningerne er også et arrangement hos trafikselskabet Arriva, hvor Flemming Damgaard Larsen (V) og Henning Hyllested (EL) har meldt afbud.

For de fleste af arrangementerne betyder afbuddene blot amputerede paneler. For eksempel består 3F's arrangement 'Mens vi venter på dagpengekommissionen', hvor Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF) fortsat deltager, mens Bent Bøgsted (DF) har meldt afbud.

En af traditionerne ved Folkemødet er en fodboldkamp mellem politikere og journalister. Socialminister Manu Sareen (R) står for at arrangere den og vil fortsat være at finde på banen. Det er dog endnu ikke fastlagt, hvem han får med på sit hold.

Valget er nået til Bruxelles
Folkemødet vækker også interesse uden for Danmarks grænser, men for de udenlandske spidser spiller valget også ind i overvejelserne.

Således har den svenske EU-kommissær for handel, Cecilia Malmström, aflyst sin deltagelse i to arrangementer, blandt andet om frihandelsaftalen mellem EU og USA, som for tiden er ved at blive forhandlet på plads.

Danske Margrethe Vestager planlægger derimod stadig at deltage i blandt andet et arrangement om unfair konkurrence på skatteområdet i EU.

Hun får selskab fra Bruxelles af europaparlamentarikerne Margrete Auken (SF), Bendt Bendtsen (K), Jeppe Kofod (S), Morten Messerschmidt (DF), Anders Vistisen (DF) og Ulla Tørnæs (V).

Folkemødet løber af stablen i Allinge på Bornholm 11.-14. juni.

Forrige artikel S vil skærpe straffen for ulovlig udenlandsk arbejdskraft S vil skærpe straffen for ulovlig udenlandsk arbejdskraft Næste artikel Boligskat: Rød støtte til S-rebeller Boligskat: Rød støtte til S-rebeller