Færøsk nøglemandat sår tvivl om Mette Frederiksens flertal: "Intet er betingelsesløst i politik"

Hvis Mette Frederiksen skal tælle til 90 mandater, skal hun have Sjúrður Skaale fra Socialdemokratiets færøske søsterparti med ombord. Men det kan han ikke garantere, siger han til Altinget.

Alting har sin pris i politik.

Og prisen for et færøsk mandat kan meget vel være steget betragtelig, siden det i nat stod klart, at de nordatlantiske mandater bliver afgørende for et rødt flertal.

Mette Frederiksen (S) kan i hvert fald ikke uden videre tælle Færøernes socialdemokratiske parti, Javnaðarflokkurin, ene mandat med i sin flertalskonstellation.

Det fortæller Javnaðarflokkurins folketingsmedlem, Sjúrður Skaale, til Altinget.

”Det er ikke en situation eller position, vi vil misbruge. Men det er en position vi vil bruge til at få så mange resultater som muligt,” siger Sjúrður Skaale.

Han understreger, at hans øjne i første omgang hviler på Mette Frederiksen.

”Selvfølgelig peger vi som udgangspunkt – som udgangspunkt – på Socialdemokratiets leder, fordi det er vores søsterparti,” siger han.

Men.

”Men som vi har sagt mange gange i valgkampen, så er der intet, der er betingelsesløst i politik,” siger Sjúrður Skaale.

{{toplink}}

Godt samarbejde med Løkke

Han vil nu gå ind i ”samtaler” om ”samarbejdsmåder og nogle konkrete sager” med i første omgang Mette Frederiksen.

”Hvis de samtaler fører til en fælles forståelse af tingene, så er vi rede til at være parlamentarisk grundlag for enten en rød eller en bred regering,” siger Sjúrður Skaale.

Du siger, at du som 'udgangspunkt' vil støtte Mette Frederiksen. Hvad mener du med det?

”Hvis ikke vi kan komme til en forståelse, så har vi en anden situation. Det er da klart.”

Kigger I så i retning af Lars Løkke Rasmussen?

”Nu kender jeg Lars Løkke Rasmussen meget godt. Både politisk og personligt, og vi har haft et fortrinligt samarbejde. Både da han var statsminister, og i de sidste tre år hvor han også har været behjælpelig med nogle konkrete sager.”

”Ham har jeg et meget fint forhold til. Og jeg har også et meget fint forhold til Mette Frederiksen. Men nu må vi se, hvor det bærer henad.”

Betingelser drøftes bag lukkede døre

Rød blok sikrede sig med gårsdagens valg tilstrækkeligt med stemmer til 87 mandater i Danmark.

Skal de røde partier have flertal alene kræver det derfor opbakning fra både de to grønlandske mandater, som begge er gået til venstrefløjspartier, samt det ene mandat som Javnaðarflokkurin har sikret sig på Færøerne.

Mette Frederiksen kommer derfor den kommende tid også til at skulle arbejde for at sikre sig opbakningen fra i hvert fald sidstnævnte.

Hvad er det for konkrete sager, du vil tage med til forhandlingsbordet?

”Det vil jeg helst ikke komme ind på her. Jeg har en liste over det, som jeg vil drøfte. Og det tager vi i mødelokalet. ”

Kan du ikke pege på nogle i forvejen kendte sager, som I vil lægge afgørende vægt på?

”Nej, der er ikke noget, jeg vil nævne her. Jeg tager hellere den diskussion i lokalet.”

 

Forrige artikel Den borgerlige familie taber igen: Skal 'Hjort-doktrinen' droppes eller genopfindes? Den borgerlige familie taber igen: Skal 'Hjort-doktrinen' droppes eller genopfindes? Næste artikel Regeringen er gået af, og nu går dronningerunden i gang – sådan forløber den Regeringen er gået af, og nu går dronningerunden i gang – sådan forløber den