EU-valgkampagne går efter følelserne
EU-VALG: Europa-Parlamentet lancerer kampagne forud for valget i 2014. En dramatisk video skal hjælpe til med at vise, at Europa-Parlamentet findes.
Europa-Parlamentet har indledt en kampagne under sloganet "Gør noget. Gør det bedre. Gør en forskel". Kampagnen skal gøre kontinentets befolkning opmærksom på, hvad Europa-Parlamentet er forud for valget, der finder sted den 22.-25. maj 2014.
Det første initiativ er en video (brug link), der dramatisk opridser nogle af de fælles udfordringer, Europa står overfor.
Se og mærk forandringen
"Når tiderne skifter, ændrer Europa-Parlamentet sig også. Vi har aldrig haft så stor indflydelse på Europas fremtid som nu. Det betyder, at alt der sker og ikke sker i Europa, nu er op til dig. Se, mærk og del forandringen her," lyder det fra Europa-Parlamentets pressetjeneste om videoen.
Det er ikke videoens primære hensigt at få folk til at stemme. Det er for tidligt. Hensigten er først og fremmest at vise, at Europa-Parlamentet har fået større indflydelse siden sidste valg, og at institutionen nu er en vigtig, demokratisk institution.
Filmen findes på 24 sprog.