Et år efter klimavalget: Har det været et fjumreår, eller har vi set et nybrud?

”Kære unge. I gjorde det her valg til det første klimavalg i danmarkshistorien.”

Sådan lød det fra S-formand Mette Frederiksen i hendes sejrstale på valgaftenen for godt et år siden. Kort efter blev hun også statsminister.

Men hvad har det sat af aftryk i klimapolitikken, at vi nu har en socialdemokratisk regering?

Har det været et fjumreår, hvor regeringen forsøger at finde ud af, hvem den er, og hvad den vil? Eller har vi set et nybrud i klimapolitikken, der vil sætte varige spor?

Svaret er begge dele. Og det hænger sjovt nok sammen.

Ny klimalov ændrer spillet
For på klimaområdet kan året største aftryk fortælles med ét ord: klimalov. Med den nye klimalov er målet om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030 i forhold til 1990 ikke til at komme uden om. Loven stiller krav til regeringen om at fremlægge konkret klimapolitik, og er Klimarådet og Folketinget ikke tilfredse, bliver der ballade. Det sikrer loven.

Klimaloven er så omsiggribende, at skal den efterleves, går ingen sektor fri. Regeringen har taget hul på at “grønne” affaldssektoren, industrien, bygge energiøer og investere i forskning af nye grønne teknologier.

Efter sommerferien står bilerne og bønderne for tur, inden der skal ses på en grøn skattereform. Internt i regeringen er man ved at justere Finansministeriets regnemodeller i grøn retning, et klima-borgerting skal snart se dagens lys og til efteråret skal regeringen fremlægge et omfattende klimaprogram for derefter at skulle til “klimaeksamen” i Folketinget, når aftalen om finansloven er på plads.

Brud med status quo
Klimalovens potentiale afspejler valgets tale. Stor set alle Folketingets partier er med. Og det var klimaminister Dan Jørgensen, der fik enderne til at mødes på Folketingets sidste arbejdsdag i 2019.

Læg i øvrigt hertil, at Dan Jørgensen tidligt i regeringsperioden valgte at udskyde beslutningen om 8. udbudsrunde i Nordsøen. Med ét er det ikke længere fantasi med en slutdato for det danske olieeventyr i Nordsøen.

Og i slutningen af S-regeringens første år blev der landet en aftale om en grønnere affaldssektor, der rusker op i affaldsområdet, hvor den kommunale affaldshåndtering og ditto forbrænding i nogles øjne har været konge.

Det konkrete kan man selvfølgelig være enig eller uenig i – men det er alt sammen markante brud med status quo, der kan sætte langvarige spor i klima- og energipolitikken.

At regeringen alligevel har virket famlende og afventende i klimapolitikken i det første år, er samtidig ikke til at komme uden om.

Famlende fra snart
Det kan et godt stykke ad vejen forklares med netop den nye klimalov. For det er helt reelt, at den ændrer på spillereglerne, og at regering og embedsværk lige skal finde ud af, hvad den nye virkelighed betyder.

Udefra har det dog virket famlende, at regeringen længe ikke kunne fortælle, om der kommer en klimahandlingsplan eller ”spor”, en tidsplan, udspil, eller hvad forholdet til det nye ”klimaprogram” til september er.

Regeringens klimapartnerskaber med erhvervslivet har tilsvarende også haft karakter af at ”bygge flyet, mens man flyver”.

Coronakrisen har selvfølgelig bidraget til det billede, men selve konstruktionen af partnerskaberne indeholder også nogle dilemmaer, som regeringen endnu ikke har givet klare svar på:

Hvad er klimapartnerskabernes rolle egentlig, og hvilken karakter har anbefalingerne? Kan deres formænd – der alle til daglig er topdirektører – reelt tale på vegne af en branche? Skal de løbende spille en rolle i den videre proces? Og hvad sker der egentlig med dem, hvis der kommer et regeringsskifte?

Men at regeringen virkede nølende, gik også forud for aftalen om klimaloven.

Tøven som strategi
Husker man tilbage på forhandlingerne om forståelsespapiret, var S-regeringen tøvende med at tilslutte sig 70-procentsmålet. Og den nye regerings udspil til finanslov var der ikke meget klima i: lidt flere penge til grøn forskning og rykken rundt på ulandsbistanden.

Udspillet var ”primært omfordeling og greenwashing”, lød det hårdt og kontant fra Radikales finansordfører, Sofie Carsten Nielsen.

Efter forhandlinger med støttepartierne endte det med både milliarder til udtag af klimaskadelig landbrugsjord og planer om to energiøer.

Der er selvfølgelig masser af taktik i forhandlinger, og det kan være klogt at spille forsigtigt ud som etpartiregering. Strategisk er der også en selvstændig pointe i at vise kernevælgerne man er "socialdemokrat før man er grøn". 

Men det er ikke uden risici at spille defensivt ud og samtidig kræve applaus.

I det nye år fik regeringens tøven med klimaudspil, tidsplan og inddragelse støttepartierne Radikale og Enhedslisten til at true med at save grenen over til både klimaministeren og regeringen.

Comeback til Finansministeriet
At klimaminister Dan Jørgensen ikke kun skulle ende året med en stor klimaaftale, men også med en næse fra Klimaudvalget i Folketinget bidrager til billedet af en markant minister, der samtidig til tider har et anstrengt forhold til ordførerne.

Umiddelbart er det den slags, der kan gøre livet for en minister - og forhandlinger - vanskeligere. Det kan også give et ekstra argument for, at denne uges aftale om energi og industri næppe er sidste gang, man ser en klimaaftale blive forhandlet på plads i Finansministeriet.

Det er i forvejen der de økonomiske muskler er stærkest og det historiske arnested på Slotsholmen for koordination på tværs af fagområder.

Efter sommerferien kan det blive endnu vigtigere at trække på, for der bliver det endnu vildere på klimaområdet.

Vildt første år. Vildere efterår
Til september skal regeringen fremlægge sit første store klimaprogram, der skal anskueliggøre, hvad regeringen vil, og hvad der skal til for at nå klimamålet om 70 procents reduktion af drivhusgasserne i 2030.

Der vil helt sikkert også være nogen, som vil kræve at vide, hvad det forventes at koste.

Samtidig er der allerede varslet klimaudspil om landbrug, transport, en grøn skattereform og sandsynligvis en beslutning om fremtiden for oliejagt i Nordsøen.

Et år er der gået siden klimavalget. Og 27. juni har S-regeringen siddet et år.

Sammenlagt er der indgået aftaler om reduktion af drivhusgasser svarende til cirka fire millioner ton i 2030. For at nå klimamålet i klimaloven om 70 procents reduktion skal der reduceres omkring 20 millioner ton i 2030.

Tallene lyver ikke: Der er lang vej igen.

Men i lyset af at S-regeringen ofte bliver kaldt fodslæbende i klimapolitikken, er der alligevel sket en del på et år.

mj@altinget.dk