Enighed om reform af Danmarks største uddannelse

AFTALE: Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ændrer Danmarks største videregående uddannelse, pædagoguddannelsen. Målet er blandt andet at uddanne pædagoger til den nye folkeskole.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og regeringspartierne har netop indgået en aftale om reform af pædagoguddannelsen med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Reformen ændrer pædagoguddannelsen, som med cirka 5.000 nye studerende om året er Danmarks største videregående uddannelse.

Den nye aftale skal hæve kvaliteten af pædagoguddannelsen, blandt andet gennem øget specialisering og flere prøver.

Uddannelsen til pædagog bliver specialiseret i tre retninger: Småbørnspædagoger, skole- og fritidspædagoger samt special- og socialpædagoger. Specialiseringen skal blandt andet være med til at uddanne pædagoger, der er bedre rustet til at arbejde i folkeskolen, når den nye reform er indfaset.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) peger på specialiseringen af uddannelsen med skole- og fritidspædagog-retningen som et bidrag til den nye folkeskole.

Praktik i fokus
Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti er gået med i aftalen, selv om Venstre og Konservative har valgt at stå udenfor. 

"Nu går vi ind og stiller skærpede krav. Og vi synes, det er så vigtigt, at vi vil være med," siger Jens Henrik Thulesen Dahl. Han peger blandt andet på, at der har været et behov for at styrke praktikken på uddannelsen.

Det er også ét af de punkter, Rosa Lund fra Enhedslisten fremhæver fra aftalen.

"Det vigtigste er, at vi har fået styrket koblingen mellem teori og praksis," siger Rosa Lund.

Morten Østergaard er glad for at have fået en aftale på plads, som spænder fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Og han har ikke opgivet at få V og K med i aftalen.

"Jeg er glad for, at vi har lavet en bred aftale. I virkeligheden håber jeg og tror på, at vi kan få de andre med efter en høringsfase," siger Morten Østergaard.

Reformen bygger på en evaluering af pædagoguddannelsen fra foråret 2012, som førte til en række anbefalinger.

Følger anbefalinger
Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti fortæller, at reformen i store træk følger anbefalingerne fra evalueringen.

"Der har været meget fokus på evalueringen, og det handler meget om øget faglighed og sikre sammenhæng mellem teori og praksis," siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han forklarer, at der lægges op til tre praktikophold i løbet af uddannelsen. En kort SU-finansieret praktik første år, som man kan bruge til at vælge specialiseringsretning. Den fælles grunduddannelse bliver ifølge DF-ordføreren på et år. Derefter skal de studerende vælge retning i deres specialisering.

"Ved siden af det er der så valgfag, der går på tværs - for eksempel kost og motion," siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han forklarer, at der ikke er et decideret krav om mere undervisning i aftalen.

"Det er kompetencemål, det handler om, og vi skærper kravene til, hvad de skal lave på uddannelsen. Mere undervisning ligger indirekte i kompetencekravene, ikke via detailbeskrivelse af uddannelsen," siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som desuden oplyser, at reformen skal ske inden for de nuværende økonomiske rammer. Aftalen skal nu i høring og først behandles i Folketinget efter sommerferien.

Forrige artikel Klart flertal vil have adgangskrav til ungdomsuddannelserne Klart flertal vil have adgangskrav til ungdomsuddannelserne Næste artikel USA's nye ambassadør i Danmark: Homoaktivist og mega-fundraiser USA's nye ambassadør i Danmark: Homoaktivist og mega-fundraiser