Enhedslisten står til at tabe endnu en valgkamp
Erik Holstein | |
Print
For tredje gang i træk er Enhedslisten på vej til at miste stemmer i selve valgkampen. En hårdere tilgang til den socialdemokratiske flirt med de borgerlige kan blive konsekvensen.
Det begynder at ligne et mønster – et deprimerende mønster.
Enhedslisten klarer sig godt mellem valgene, men når valgkampen fløjtes i gang, er det ligesom om, at partiet taber pusten. Man smider simpelthen to-tre-fire mandater under selve valgkampen, og lige nu ser det ud til at ske igen ved valget 1. november.
Da Mette Frederiksen affyrede pistolen og formelt skød valgkampen i gang 5. oktober, lå Enhedslisten lunt i svinget. I Altingets vægtede gennemsnit af meningsmålinger udarbejdet af professor Kasper Møller Hansen stod Enhedslisten i september til 8,1 procent af stemmer. En fremgang på 1,2 procent siden valget i 2019.
Mareridtsagtigt forår
Det var et imponerende udgangspunkt, når man tager de ekstraordinært svære betingelser i betragtning. Enhedslisten var så sent som i foråret i alvorlig krise og intern strid efter Ruslands angreb på Ukraine, hvor partiet havde meget svært ved at finde sine ben i forhold til Nato-medlemskabet og Danmarks forsvar generelt.
På partiets årsmøde i maj fik partiledelsen imidlertid opbakning til sin linje om, at ”en udmeldelse af Nato ikke er aktuel”, og den yderste venstrefløj var hurtigt tilbage på næsten samme opbakning – lidt over valgresultatet.
Men i løbet af valgkampens første otte dage har der vist sig en sivende tendens, og flere målinger har nu Enhedslisten under valgresultatet fra 2019.
Alt andet lige burde valgkampen ellers ligge godt til Enhedslisten: Mette Frederiksens (S) flirt med de borgerlige åbner en bane for venstrefløjen, og emner som velfærd, klima og sundhed dominerer, men alligevel er der ved at komme samme kedelige tendens som i de to foregående valgkampe. {{toplink}}
Rekordmålinger
I perioden op til valget i 2015 stod Enhedslisten til et super valgresultat.
SF var nedsmeltet totalt under Corydons (S) og Vestagers (R) stokkemetoder, og Enhedslisten havde i april 2013 været helt oppe på 13,5 procent i Altingets vægtede snit af meningsmålinger. Så sent som ved årsskiftet 2014-15 lå partiet i snit omkring ti procent.
I månederne frem mod valgdatoen begyndte Enhedslisten at sive, og partiet tabte yderligere i selve valgkampen. Enhedslisten scorede 7,8 procent ved valget 18. juni 2015, et rekordresultat, men alligevel lidt skuffende de foregående år taget i betragtning.
I 2015 var der i det mindste en indlysende forklaring på valgresultatet: Uffe Elbæk (ALT) og hans nye parti Alternativet kom spurtende ind fra sidelinjen med en grøn dagsorden, som de etablerede partier havde undervurderet.
Det samme skete i 2019. EL havde gennem hele valgperioden været større end SF, og så sent som ved valgudskrivelsen 7. maj lå partiet på 9,4 procent af stemmerne. På valgdagen røg man ned på 6,9 procent – og blev dermed overhalet af SF.
Det er det mønster, der nu begynder at tegne sig igen.
Bruges som gult kort
I Enhedslisten gives der flere forklaringer på den kedelige tendens.
Dels synes der at være en tendens til, at en del vælgere markerer, at de vil stemme Enhedslisten – som en løftet pegefinger til socialdemokraterne. Men når vælgerne først står nede i stemmeboksen, falder en del tilbage til S eller SF.
Dels er der den gamle diskussion om rotationsprincippet, der betyder, at EL med mellemrum er tvunget til at skifte sine frontfigurer ud.
For tredje valgkamp i træk stiller Enhedslisten med en ny leder, og selvom Mai Villadsen (EL) på ingen måde er faldet igennem, kender vælgerne bare garvede politikere som Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr (SF) bedre.
Men andre peger også på politiske årsager. Pernille Skipper (EL) udtrykte onsdag i et tweet bekymring for, at ”socialdemokraterne i deres iver for at række over midten tager en højredrejning, der efterlader venstrefløjens vælgere så desillusionerede, at de bliver hjemme på valgdagen”.
Den bekymring rammer lige ned i en intern diskussion i Enhedslisten, hvor der har været meget forskellige analyser af, hvordan Mette Frederiksens frieri til de borgerlige skal tolkes. Og dermed forskellige opfattelser af, hvordan Enhedslistens modsvar skal være.
Taktik eller politik
Da Mette Frederiksen først luftede sit midterprojekt grundlovsdag, blev det af flertallet i Enhedslistens folketingsgruppe set som en ren taktisk manøvre. Et socialdemokratisk forsøg på stemmemaksimering.
Derfor tog man det også ret afslappet, og selv da Mette Frederiksen i valgkampens start gjorde en midterregering til sin første prioritet, var reaktionen meget afdæmpet fra den yderste venstrefløj. Statsministeren havde blot haft ”en dårlig dag på kontoret”, som Mai Villadsen udtrykte det. Ikke ligefrem en flammende revolutionær retorik.
Et mindretal i EL ser derimod midterprojektet som udtryk for en politisk højredrejning, og den opfattelse blev man bestyrket i, da Socialdemokratiet kort inde i valgkampen præsenterede en ny plan om skattelettelser.
Den naturlige konsekvens af den analyse er den langt stærkere kritik af den socialdemokratiske højredrejning.
En rød linje
Enhedslisten vil i virkelighedens verden aldrig kunne støtte et regeringsprogram, der er strikket sammen med et af de erklæret borgerlige partier – og heller ikke med Lars Løkke Rasmussens Moderaterne.
Derfor peger flere på, at Mai Villadsen bør hæve tonelejet og åbent erklære, at Enhedslistens mandater under ingen omstændigheder kan støtte en sådan regering.
Socialdemokratiet havde selv kalkuleret med, at partiets drejning over mod de borgerlige ville føre til heftig kritik fra venstrefløjen. Men indtil videre er Mette Frederiksen sluppet billigt.
Det er ikke sikkert, det fortsætter. Kombinationen af den socialdemokratiske skatteplan og de vigende målinger til Enhedslisten kan meget vel blive en anderledes kontant tilgang til Mette Frederiksens midterprojekt.
Mette Frederiksen har kurs mod Lars Løkkes berygtede kælder
Blodfattig statsministerdebat flyttede ikke mange stemmer
