En SR-regering bliver stadig mere usandsynlig

Det kommer ikke til ske, Mette vil simpelthen ikke.

Statsministerens nærmeste er usædvanlig klare i mælet, når man spørger til en SR-regering efter den valgkamp, der udskrives inden for tre uger. Og selvom der blev holdt igen med direkte angreb på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg og Radikales landsmøde i Nyborg i weekenden, har modsætningerne mellem de tidligere partnere nået et niveau, hvor det er svært at se en vej tilbage.

Det er en kraftig skærpelse af fronterne på få måneder.
Det er mange år siden, forholdet mellem Radikale og Socialdemokratiet har været hjertevarmt, men i løbet af foråret syntes det alligevel som om, der var et tøbrud på vej.

Nogle af Mette Frederiksens (S) nærmeste - også ministre der normalt er kritiske over for Radikale - begyndte at tale om, at man måske godt alligevel kunne finde ud af et regeringssamarbejde med den gamle partner. Formodentlig i en model, hvor også SF deltog. Entusiasmen var ikke overstrømmende, men modviljen mod Radikale var for nedadgående.

To ultimatummer på tre måneder
To begivenheder har vendt op og ned på det.

Først stillede Radikale det ultimatum, der tvinger Mette Frederiksen til at udskrive valg, når Folketinget samles igen. Det var tydeligvis ikke, hvad den radikale ledelse ønskede at gøre, men Sofie Carsten Nielsen (R) var presset af det radikale bagland, der var ophidsede over Mette Frederiksens optræden på pressemødet om Minkkommissionens rapport.

Stærke kræfter i det radikale bagland med den tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach i spidsen krævede en kraftig reaktion over for Mette Frederiksen, og det valgte den radikale ledelse at følge for at undgå intern splid.

Det ser socialdemokraterne som et eksempel på svag ledelse og en forsmag på de problemer, der vil komme, hvis Radikale lukkes ind i regeringen efter valget.

25 år lang strid
Socialdemokraterne så mønstret bekræftet i den seneste kontrovers om en asyllejr i Rwanda. Oprindelig havde Sofie Carsten Nielsen lagt en linje, hvor Radikale ville klippe støtten til den regering, der virkeliggjorde Rwanda-modellen, men det blev i sidste uge skærpet til, at bare det, at en regering arbejder med de planer, vil være nok til at vælte den.

Skærpelsen blev først meldt ud af den radikale hardliner Zenia Stampe og siden bakket op af den politiske ordfører Andreas Steenberg - før Sofie Carsten Nielsen gav en lignende melding. Igen et forløb, der set med socialdemokratiske øje tyder på, at den radikale ledelse ikke har kontrol over situationen.

Fra radikal side opfatter man omvendt socialdemokraterne som mere og mere magtfuldkomne, og man vil ikke finde sig i igen at blive tildelt rollen som bænkevarmere. Radikale ser sig selv som et magtparti med ministerposter som en naturlig tilstand, og partiet er fuldstændig stålsat på, at en socialdemokratisk et-parti regering ikke må blive udfaldet af valget. Set med radikale briller er Rwanda-projektet en unødig provokation fra socialdemokratisk side.

For sent og for lidt
Radikale kilder peger på, at partiet faktisk har rykket sig meget på udlændingeområdet de sidste 20 år. Eksempelvis går man nu ind for at fordele tosprogede elever på skolerne, så man undgår ghetto-skoler med tårnhøje procenter af tosprogede. Noget Margrethe Vestager (R) i sin tid blankt afviste. Ligesom Radikale nu erkender, at antallet af flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, har betydning for integrationen.

Socialdemokraternes svar kan opsummeres nogenlunde sådan: Det er fint, Radikale når til samme erkendelser som os andre. Men det sker altid med 20 års forsinkelse. Og i mellemtiden er der opstået nye problemer.

Læren fra det sorte tårn
De to partier har også uenigheder på det økonomiske område, hvor Radikale er meget optaget af reformdagsordenen, herunder arbejdsmarkedsreformer. Men selvom Radikale stadig helt vil afvikle efterlønnen, er partiet her blevet mere pragmatisk. Den nuværende radikale ledelse har lært af Thorning-regeringens fiasko og er bevidste om, at man ikke skal gentage Margrethe Vestagers powergame, der pressede socialdemokraterne ud i en helt uholdbar position på dagpengeområdet. 

Både socialdemokrater og radikale forsøgte at undgå at optrappe striden på weekendens møder med baglandet. Radikale blev kun nævnt en enkelt gang i Mette Frederiksens tale i Aalborg, og det var en positiv bisætning om, at Socialdemokratiet har sat tempoet i den grønne omstilling sammen Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Men substansen i konflikten mellem de to partier består.

Hullet landingsbane
På det radikale landsmøde i Nyborg forsøgte Sofie Carsten Nielsen at signalere en lille åbning i Rwanda-striden. Det var hun også nødt til, for taget for pålydende betød Rwanda-meldingen, at Radikale hverken vil kunne støtte en socialdemokratisk eller en borgerlig regering efter valget. Den radikale leder understregede derfor, at partiet ikke vil modsætte sig fælles EU-bestræbelser på at skabe et asyl-modtagecenter uden for Europa. 

Det kunne lyde om en fælles landingsbane, men det er det ikke. Af to grunde.
For det første ønsker socialdemokraterne ikke blot "et modtagecenter" uden for Europa. Regeringen ønsker en aftale med et land, der vil give varigt ophold til spontane asylansøgere, så de overhovedet ikke kan gøre sig håb om at få ophold i Europa og derfor ikke vil forsøge turen over Middelhavet. Det er selve kernen i Rwanda-projektet.

For det andet vurderer S-regeringen, at det er politisk umuligt at få EU med på projektet. I hvert fald i første omgang. Regeringen vil den anden vej rundt: Den håber at kunne demonstrere Rwanda-modellen i praksis - og ad den vej få stadig flere lande til at følge efter med lignende modeller.

Den usandsynlige mulighed
Hvis det nuværende flertal bevarer magten, er der dermed linet op til ugers nervekrig og adskillige dronningerunder, hvor socialdemokrater og radikale vil forsøge at køre hinanden trætte. 

Det er i den situation, det ikke helt kan udelukkes, at der vil blive gjort et forsøg på at danne en bred midterregering. Det er stadig meget usandsynligt, men hvis Mette Frederiksen tvinges til at vælge mellem at lukke Radikale eller Venstre og Konservative ind i regeringen, tyder meget på, at hun foretrækker det sidste. Og en regering med deltagelse af S, V og K behøver på ingen måde at inkludere Radikale.

Indtil videre strander den konstruktion dog på et rungende nej fra både Jakob Ellemann (V) og Søren Pape (K). V og K har kørt så hårdt på Mette Frederiksens person, at det er næsten umuligt at se dem i en regering under hendes ledelse. Og statsministerposten vil være et ultimativt krav for socialdemokraterne. Det ligner en catch 22.

Risikoen for et svensk eller belgisk mareridt med den ene mislykkede regeringsdannelse efter den anden er absolut et realistisk scenarie.

Tegningerne kastet
Det er således et meget utiltalende perspektiv, der tegner sig for Mette Frederiksen, når hun udskriver folketingsvalget en af de første dage i oktober.

Men statsministeren har intet valg - og det er hun helt bevidst om. For de radikale bluffer ikke. Sofie Carsten Nielsen har bevæget sig så langt ud på planken med sit valg-ultimatum, at den radikale leder ikke kan bakke igen - og i den situation er det trods alt et mindre onde for Mette Frederiksen selv at udskrive valget end at blive væltet i folketingssalen. Derfor peger pilen på en valgudskrivelse d. 4., 5. eller 6. oktober. 

Derefter begynder et politisk maratonløb, der muligvis først bliver afsluttet med en regeringsdannelse en gang i december.

erik@altinget.dk