Uffe Elbæk går som kulturminister

SLUT: Efter anklager om nepotisme har Uffe Elbæk valgt at træde tilbage som kulturminister.

Uffe Elbæk (R) har valgt at træde tilbage som kulturminister.

Det skriver han på sin facebook-profil.

"Jeg har her til eftermiddag truffet en meget svær, men rigtig beslutning, og har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at trække mig som kulturminister. Når beslutningen var svær, er det fordi, at jeg elsker mit job, mine kollegaer i ministeriet og mit ministerområde. Når det er rigtigt, er det fordi, at jeg ikke kan have, at den aktuelle sag om min prioriteringer i forhold til AFUK skal skygge for det vigtige regeringsprojekt, partierne er i gang med at realisere sammen," skriver han.

Beslutningen om at stoppe som kulturminister kommer efter en række anklager om nepotisme, der blandt andet udspringer af en række dyre middage hos Akademiet For Utæmmet Kreativitet, hvor Uffe Elbæk har været bestyrelsesmedlem, og hans mand er ansat.

Rigsrevisionen er sat til at undersøge hele sagsforløbet.

"Jeg er samtidig glad for, at rigsrevisionen skal undersøge hele sagsforløbet, så der kan blive sat et ordentlig punktum for den diskussion, som har præget hele mediefladen de sidste dage. Som jeg har sagt hele vejen igennem, beklager jeg forløbet om AFUK. Jeg har lagt alle informationer frem og har på intet tidspunkt truffet beslutninger, der har karakter af vennetjenester og nepotisme," siger han og fortsætter:

"Jeg håber med min beslutning også at stoppe den medieopmærksomhed, der har været på min mand. En ting er, at man som politiker skal indgå i den aktuelle medieopmærksomhed. Noget andet er, at det også bliver ens mands lod. Det ønsker jeg ikke. Derfor har jeg truffet den beslutning, jeg har. For at stå op for regeringsprojektet og min mand."

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har imødekommet anmodningen fra Uffe Elbæk.

"Det er Uffe Elbæks egen beslutning. Jeg har været glad for at have ham på holdet og for vores samarbejde. Han har som kulturminister ydet en stor og meget engageret indsats for kulturen," skriver hun i en pressemeddelelse.

 

Forrige artikel Ebba Strange er død Ebba Strange er død Næste artikel Thorning: Det var Elbæks egen beslutning Thorning: Det var Elbæks egen beslutning