EL klar med krav til regeringen: Vil have naturråd på finansloven

NATUR: Enhedslisten vil afsætte millioner på finansloven til et uafhængig biodiversitetsråd, der skal bestå af landets førende forskere. Forslaget får positiv modtagelse i rød blok.

Hvis den truende naturkrise skal vendes, er der brug for at få de bedste løsninger i spil.

Det mener Enhedslisten, der derfor foreslår, at der oprettes et uafhængigt biodiversitetsråd, som skal rådgive politikerne.

"Vi ved desværre fra masser af undersøgelser, at vores natur er uhyggeligt presset. Og det skal vi have gjort noget ved klogest muligt. Derfor er vi nødt til at have forskere, der sidder tæt på det politiske apparat, som kan rådgive om, hvad vi skal passe på," siger miljøordfører Mai Villadsen og fortsætter:

"Derfor går vi til efterårets forhandlinger om biodiversitet med et forslag om et biodiversitetsråd."

Forslaget er en del af Enhedslistens indspil til de kommende kommende forhandlinger om biodiversitet, som partiet vil bruge ti millioner kroner på. Planen er umiddelbart at kopiere modellen fra klimaområdet, hvor Klimarådet analyserer dansk klimapolitik og rådgiver regeringen og Folketinget med årlige rapporter og anbefalinger.

Enhedslisten lægger op til, at biodiversitetsrådet skal bestå af biodiversitetsforskere, der dog kan suppleres med bistand fra økonomiske og juridiske rådgivere. Et råd skal ikke bare sikre gode idéer, men også komme med bud på, hvordan naturtiltag kan finansieres, lyder det (læs forslaget i faktaboksen). 

"Biodiverstetsrådet skal rådgive om de store beslutninger, der skal træffes. Men det skal også være et organ, der påpeger, når naturen går i den forkerte retning," siger Mai Villadsen.

Støttepartier og S er positive
Miljøminister Lea Wermelin (S) ønsker ikke at kommentere forslaget, men Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov, er umiddelbart positiv over for idéen.

"Vi står i en naturkrise, som vi skal tage meget alvorligt, og det kan man også se i vores forståelsespapir. Jeg oplever det her forslag som et reelt ønske om at sætte biodiversitetskrisen højt på dagsordenen," siger hun og fortsætter:

"Det er noget, som regeringen synes er rigtigt vigtigt. Men jeg vil ikke afvise, at der kommer andre forslag, som vi synes er en bedre vej at gå."

De Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, er meget positiv over for idéen, selvom hun heller ikke vil lægge sig fast på, om Enhedslistens model er den rette.

"Det er en rigtig god idé, hvis vi på den måde kan bringe forskningen ind i en politisk kontekst og gøre den operationel," siger hun, mens SF's naturordfører, Anne Valentina Berthelsen, kalder forslaget for "en skidegod idé", men påpeger samtidig, at der er behov for ikke kun at lytte til eksperter.

Læs hele artiklen på Altinget Miljø, hvor du får flere kommentarer, mere baggrund og meget, meget mere om 'naturkrisen', som dækket tæt på portalen.

Forrige artikel R-forslag om at hæve loftet over aktiesparekontoen splitter støttepartier R-forslag om at hæve loftet over aktiesparekontoen splitter støttepartier Næste artikel Dagens overblik: Thulesen Dahl fortryder og vil i regering næste gang Dagens overblik: Thulesen Dahl fortryder og vil i regering næste gang