Eksperter om Ellemanns nye beskyttede natur: Det rykker ikke noget

NATURBESKYTTELSE: Selvom miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har udpeget 30.000 hektar til særligt beskyttet natur, bliver det ikke en vitaminindsprøjtning til biodiversiteten. Det vurderer to eksperter, som Altinget har talt med.

Det kommer ikke til at rykke noget.

Sådan lyder to eksperters dom over miljøminister Jakob Ellemann-Jensens (V) udpegning af ny Natura 2000-natur – altså natur, der skal under særlig beskyttelse.

”Det kommer til at betyde tæt på ingenting,” siger professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet til Altinget.

Bettina Nygaard, der er seniorrådgiver på Institut for Biodiversitet på Aarhus Universitet, er enig.

”Vi får ikke mindre beskyttet natur, men det ændrer ikke på, at vi stadig ligger meget lavt sammenlignet med resten af EU,” siger hun til Altinget.

Ministeren har nemlig både fjernet 30.000 hektar fra Natura 2000-beskyttelsen og tilføjet andre 30.000 hektar. Formålet med at have naturområder under denne særlige beskyttelse er at styrke biodiversiteten. 

Falsk natur byttes ud med ægte natur
Ifølge miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har man fjernet 30.000 hektar, da for eksempel kornmarker og havnemoler tidligere er blevet talt med som vild natur og fået Natura 2000-beskyttelse.

”Vi skal selvfølgelig ikke kalde noget natur, der ikke er det. Jeg synes, at det er vigtigt med beskyttet natur i Danmark. Og jeg er glad for, at vi er enige om at beskytte mere af den rigtige natur med udpegningen af de omkring 30.000 hektar nye naturarealer. Det bliver en kæmpe gevinst for naturen i Danmark, at vi nu får beskyttet mere af den værdifulde natur,” udtaler Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Og både Bettina Nygaard og Carsten Rahbek medgiver, at det er godt, at man tager den såkaldte ikke-natur og bytter ud med natur.

”Men det ændrer ikke det faktum, at vi er i bunden i forhold til resten af EU. Og de fiflerier, vi laver her, er petitesser i forhold til at løse de udfordringer, der er med til at bevare biodiversiteten,” siger Carsten Rahbek.

Langt fra europæiske standarder
Internationalt har man en politisk målsætning om, at 17 procent af landets areal skal være under en form for naturforvaltning til fordel for biodiversiteten. Og ifølge Carsten Rahbek er Natura 2000-beskyttelse her et af de bedste værktøjer.

I gennemsnit har landene i EU udpeget 18 procent af deres areal som Natura 2000-områder, men ifølge EU-Kommisionen har Danmark blot lige over 8 procent.

Danmark er et meget opdyrket land med stor befolkningstæthed, men det undskylder ikke, at Danmark ligger så lavt, lyder det fra de to eksperter.

”Selvom Danmark er meget opdyrket, har vi stadig rigtig meget sammenhængende natur, der sagtens kunne komme under Natura 2000-beskyttelse,” siger Bettina Nygaard.

Og det erklærer Carsten Rahbek sig enig i:

”Holland har udpeget 13,3 procent, og de er også et meget opdyrket land med stor befolkningstæthed. Men der er selvfølgelig lande, der har nemmere ved det. Eksempelvis Spanien, men de har også udpeget over 30 procent. Så der er ikke nogen undskyldning for at ligge på 8 procent.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljøministeren. 

Forrige artikel Så er det officielt: Danmark får en ekstra plads i EU-Parlamentet Så er det officielt: Danmark får en ekstra plads i EU-Parlamentet Næste artikel Medieaftale på plads: Radio24syv rykker til provinsen Medieaftale på plads: Radio24syv rykker til provinsen