Ekspert: Stor risiko for ineffektive arbejdspladser

TAB: Udflytning af arbejdspladser kan få store konsekvenser for organisationernes kvalitet og produktivitet, advarer Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Ineffektive og underdrejede arbejdspladser.

Det kan blive virkeligheden for mange af de statslige virksomheder, der inden udgangen af 2017 skal flytte ud af hovedstadsområdet.

“Det, som sker, er jo, at en stor del af de medarbejdere, som ikke kan eller vil flytte med, sætter sig ned og kigger stillingsannoncer, så organisationen vil i tiden frem mod flytningen i ret stor grad være underdrejet og ikke fungere særligt effektivt,” siger Tage Søndergård Kristensen, der frem til maj 2008 arbejdede som professor i psykisk arbejdsmiljø på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Mangler meningen
I alt 3.900 statslige arbejdspladser skal flytte ud. Og her kan mange medarbejdere have svært ved at se meningen med deres arbejdsliv.

“Det er tre ret voldsomme ting i arbejdsmiljøet, når medarbejdere oplever manglende indflydelse, forudsigelighed og mening i de ting, der sker, og så mister medarbejdere både motivation og engagement i deres arbejde,” fortæller Tage Søndergård Kristensen, der i dag arbejder som selvstændig konsulent og deltager i flere forskningsprojekter om arbejdsmiljø.

Undervurderer omkostninger
Den alvorligste konsekvens for en organisation er dog stadig de mange dygtige medarbejdere, som man risikerer at miste i forbindelse med en udflytning.

Tage Søndergård Kristensen mener, at den offentlige sektor helt generelt har en tendens til at undervurdere omkostningerne ved at flytte adresse og lave organisationsforandringer.

V-regeringens enorme udflytning er ingen undtagelse:

“Hvis man virkelig satte sig for at undersøge, hvad det her risikerer at koste i kvalitet og produktivitet, så tror jeg, at man ville få sig et chok,” siger Tage Søndergård Kristensen.

Forrige artikel DF uenig i jobreform: Brug penge på velfærd frem for skattegaver DF uenig i jobreform: Brug penge på velfærd frem for skattegaver Næste artikel Den humanitære hvirvelvind Den humanitære hvirvelvind