Ekspert: Ny udredningsret kan løbe løbsk

GARANTIER: Socialdemokraterne på Christiansborg og i regionerne er splittede om, hvorvidt regeringens stramning af udredningsretten og behandlingsgarantien er en god ide. Professor hos Kora vurderer, at udgifterne og driften af den nye udredningsret kan blive svær at styre. 

Er det en god ide, at regeringen vil skærpe behandlingsgarantien til altid at være 30 dage, og at udredningsretten efter 30 dage skal give mulighed for udredning på privathospital? Det spørgsmål splitter Socialdemokraterne, hvor partiet på Christiansborg siger ja og støtter regeringens forslag, mens to socialdemokratiske regionsformænd siger nej.

Men hvad siger en kender af sundhedsvæsnet i form af Kora-professor Jakob Kjellberg til regeringens to forslag og kritikken?

De to tiltag vil alt andet lige øge brugen af privathospitaler. Og Jakob Kjellberg peger på, at øget brug af privathospitaler har størst chance for at blive en succes, hvis det er let og præcist at specificere, hvilken opgave man vil have udført. Og hvis det er nemt at konstatere om opgaven er udført korrekt og billigst muligt.

”Og det kan man også sagtens for en række af de helt enkle udredningsopgaver. Men i modsætning til eksempelvis mange kirurgiske behandlinger så er udredning af sygdomme oftere meget mere komplicerede. Det er jo langt fra altid givet hvor mange og hvor grundige undersøgelser, der skal til, før man kan stille en korrekt diagnose,” siger Jakob Kjellberg.

Han peger på, at regionerne på en række områder kan få svært ved at kontrollere, om privathospitalerne undersøger patienterne unødvendigt meget. Eller om de for ofte skrider til behandling, hvis de skal udføre begge opgaver. Det var blandt andet kritikken af privathospitalerne i nullerne, hvilket man også har set i andre lande med private aktører på sundhedsområdet.

Tror ikke på udgiftseksplosion
I forhold til sundhedsvæsnets øvrige problemer, vurderer Jakob Kjellberg ikke, at man får mest mulig sundhed for pengene ved at bruge flere sundhedskroner på, at behandlingsgarantien bliver skærpet til være 30 dage for alle.

”For en række patienter under garantien er det tvivlsomt, om patienterne vil have den store holdning til, om de bliver behandlet for sygdomme inden for 30 eller 60 dage. Det er heller ikke noget mange patientforeninger efterspørger. Jeg tvivler på, at der kommer mere sundhed ud af de øgede udgifter,” siger Jakob Kjellberg om skærpelsen af behandlingsgarantien, der sammen med ændringen af udredningsretten har udløst ekstra 400 millioner til regionerne.

Men han afviser, at ændringen vil betyde en tilbagevenden til nullernes store stigninger i udgifterne til privathospitalerne. Han peger på, at der siden da er kommet skrappere og klarere kriterier for, hvornår man skal behandles for en stribe lidelser, der dengang skæppede godt i kassen. Og taksterne er faldet.

”Taksterne og reguleringen af privathospitalerne var i nullerne absurd favorable for privathospitalerne. Det har man ændret på nu,” siger Jakob Kjellberg.

Læs hele artiklen på Altinget: sundhed (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med? Næste artikel DF: Kommunerne skal have alle pengene igen DF: Kommunerne skal have alle pengene igen