Efter skandaler: Rigsrevisionen skal granske ministerier og styrelser for fejl

UNDERSØGELSE: Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om en grundig undersøgelse af statens interne kontroller efter en lang række svindelsager. 

Der har ikke skortet på skandaler i den offentlige sektor i 2019.

Tirsdag blev to topembedsmænd i Forsvarsministeriet fyret, efter skandalen om mulig millionsvindel og regnskabsrod i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Førhen var det Britta Nielsen-sagen i Socialstyrelsen og forløbet om refusion af udbytteskat, der belyste, hvor store sprækkerne kan være i statens kontrolmekanismer, når det gælder ansattes muligheder for at svindle med offentlige penge.

På den baggrund har de politisk udpegede statsrevisorer fredag bedt Rigsrevisionen om en grundig undersøgelse af statens "forretningsgange og interne kontroller med henblik på at undgå statsansattes besvigelser."

Rigsrevisionen skal nu granske, om landets styrelser og ministerier har foranstaltninger, der sørger for, at embedsmændene ikke kan svindle.

Dataanalyser og stikprøver  
Rigsrevisionens undersøgelse skal især klarlægge, om statens institutioner har ordentlige kontrolmekanismer, når det gælder klare funktionsadskillelser i de processer, hvor der ryger penge ud af huset.

I de tidligere skandalesager har problemet været, at det er de samme mennesker, der kan stå for at godkende, administrere og udbetale udgifterne, der derfor ikke bliver dobbelttjekket af andre medarbejdere i huset.

Særligt de interne kontroller af indkøbs-, tilskuds- og lønområderne skal kigges grundigt efter i sømmene, da det er statens største udgiftsposter.

Undersøgelsen skal både indeholde dataanalyser og stikprøver, der skal teste, om de interne kontroller og forretningsgange også bliver efterlevet i praksis.

Undersøgelsen skal tage udgangspunkt i regnskabsåret 2019.

Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er sat i verden for at kontrollere, om statens penge bruges til de formål, som Folketinget har besluttet, og at forvaltningen er så effektiv som muligt.  

Forrige artikel KORT: Her er de kommuner, der bruger konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet KORT: Her er de kommuner, der bruger konsulenter til at finde besparelser på handicapområdet Næste artikel Julekalender med Sikandar Siddique: Julekalender med Sikandar Siddique: "Jeg troede, at udlændinge blev gjort til et magtspil. Den fordom er blevet bekræftet"