Efter flere års faldende udgifter: Kommuner skruer op for chefer, administration og lokale ledere

Kommunernes udgifter til administration og ledelse tog et spring op i 2020 efter flere år præget af en nedadgående kurve. Men mens nogle kommuner har skruet kraftigt op, har andre skruet tilsvarende ned.

Kommunernes udgifter til administration og ledelse har siden 2013 været nedadgående. Men i 2020 skiftede kurven retning.

Det viser en opgørelse fra Indenrigs- og Boligministeriets såkaldte benchmarkingenhed. Her har ministeriet belyst udviklingen i udgifterne til en række delområder inden for administration og ledelse.

Og målt i kroner, der bruges per borger i de enkelte kommuner, er de samlede udgifter fra 2019 til 2020 steget med 1,5 procent svarende til godt 0,9 milliarder kroner. Det bringer de samlede udgifter til administration og ledelse op på 54 milliarder kroner.

Per indbygger svarer det til 9.261 kroner i 2020. Til sammenligning blev der imidlertid brugt 9.324 kroner per indbygger i 2013.

Ministeriets opgørelse opgør udgifter til administration og ledelse med afsæt i fire delelementer:

  • Lønudgifter til administrative støttefunktioner og chefer
  • Lønudgifter til myndighedspersonale
  • Lønudgifter til decentrale ledere
  • Øvrige administrationsudgifter udover løn.

Ser man på de forskellige kategorier, så er det først og fremmest udgifterne til "støttefunktioner og chefer" samt "myndighedspersonal" og "decentrale ledere", der er steget.

Mens udgifter til myndighedspersonale har været støt stigende i alle årene siden 2013, så er det modsatte tilfældet for udgifterne til decentrale ledere, der er faldet i hele perioden frem til og med 2019.

Fra 2019 til 2020 er udgifterne til "støttefunktioner og chefer" steget med cirka 330 millioner kroner, mens udgifter til "myndighedspersonale" er steget med omkring 410 millioner kroner og 170 millioner kroner til "decentrale ledere".

Det skal dog også bemærkes, at opgørelsen ikke tager højde for eventuelle, midlertidige coronarelaterede ændringer i udgifterne.

Ser man på de enkelte kommuner, så er der store spredning i udviklingen i deres administrationsudgifter siden 2013.

Mens en kommune som Holbæk har reduceret udgifterne med over 22 procent, så er de steget med knap 18 procent i Sønderborg Kommune.

Samlet set er udgifterne til administration per indbygger steget i 54 kommuner fra 2013 til 2020. 60 kommuner har haft stigende udgifter til "støttefunktioner og chefer", mens 92 kommuner har øget udgifterne til "myndighedspersonale".

Kun fem kommuner har haft stigende udgifter til "decentrale ledere" i perioden.

Den enkelte kommunes udgifter til administration skal ses i sammenhæng med dens rammevilkår. Benchmarkingenheden har lavet en opgørelse, hvor rammevilkårenes betydning er tilstræbt fjernet for dermed at sikre et bedre sammenligningsgrundlag.

Den opgørelse kan findes her

Tallene for udviklingen i den enkelte kommunes forbrug samlet og på de fire delkategorier kan findes her.

Bemærk, at da kommunetallene for udviklingen fra 2013 til 2020 ikke indgår i en af Benchmarkingenhedens publikationer, er de ikke kvalitetssikret i samme omfang som øvrige offentliggjorte opgørelser.

Forrige artikel Få overblikket: Hvor og hvornår holder partierne sommergruppemøder? Få overblikket: Hvor og hvornår holder partierne sommergruppemøder? Næste artikel Dagens overblik: Retssagen mod Messerschmidt starter Dagens overblik: Retssagen mod Messerschmidt starter