Efter bededag venter Mette Frederiksens næste møgsager

Minus 10, minus 15, minus 20 mandater.
Uanset hvilken meningsmåling, man vælger, har SVM-regeringen fået en start, der alt efter temperament kan kaldes dårlig eller enestående katastrofal. Bundrekorden kom mandag, hvor en ny Voxmeter-måling for Ritzau gav Socialdemokratiet blot 18,6 procent af stemmerne med et mandattab på 17 på kun fire måneder. Dertil kommer tabene for Venstre og Moderaterne.

Og selvom kampen om store bededag i første omgang er forbi, tegner fremtiden ikke skinnende lys for den aparte sammensatte SVM-regering.

Finansens skabelon
Et par dage efter likvideringen af store bededag lagde regeringen sin uddannelsesreform frem. Eller mere præcist den del af reformen, der handler om at skære en del af kandidatuddannelserne ned til godt ét år. Her forsøger SVM-regeringen at tage livtag med et problemkompleks, som var en væsentlig del af socialdemokraternes motiv for at søge det brede samarbejde.

Der er bred enighed i Folketinget om, at man skal omprioritere uddannelserne, så både velfærdsuddannelser og de udsultede håndværkeruddannelser får et løft. Der er skrigende behov for flere smede, elektrikere, og murere, ligesom der allerede i dag mangler både sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker. 

Til gengæld synes behovet for flere universitetsuddannede efterhånden mættet. For at sige det diplomatisk. Mens det i 1990 var én ud af ti, der tog en universitetsuddannelse, er det nu mere end hver fjerde. Den udvikling ser pæn ud i Finansministeriets regnemodeller, for akademikere får en høj løn og betaler en høj skat.

Men modellerne siger ikke noget om, om det nu også giver den optimale værdi for samfundet, hvis der bliver ansat endnu en proceskonsulent i en offentlig forvaltning. Eller det måske kunne have større samfundsmæssig værdi, hvis man i stedet havde ansat en sosu på et plejehjem eller en sygeplejerske på en akutafdeling.

For let at skyde ned
Selve behovet for at dirigere langt flere unge over i håndværk og velfærdsfag er de færreste folketingspolitikere uenige i. Spørgsmålet er blot hvilken metode, man skal bruge - og her har regeringens udspil fået hug fra flere sider.

Det er indtil videre ikke lykkedes at sælge planen om at beskære kandidatuddannelsen, selvom uddannelsesministen har gjort meget for at understrege, at der ikke er tale om en primitiv beskæring, men snarere en omlægning af nogle kandidatuddannelser, så de bliver mere erhvervsrettede. Ikke desto mindre vil mange kandidatuddannelser blive skåret ned fra to år til et år og tre måneder.

Derimod griber reformen ikke fra start fat i det, de fleste ser som hovedproblemet: Nemlig en dimensionering - eller på godt dansk et mindre antal studiepladser - ved nogle af de akademiske uddannelser og en kanalisering af flere unge over i håndværks- og velfærdsuddannelser. Den del ventes at komme senere, men det er uvist i hvilket omfang.

Der har være massiv kritik fra universitetsverdenen, både fra studerende og fra det akademiske miljø. Det er et ressourcestærkt miljø, regeringen her er oppe imod, men det er helt som forventet. Værre er det, at en række topøkonomer også har udtalt sig meget skeptisk om reformen. 

Nogle erhvervsorganisationer har udtrykt sig forsigtig positivt om udspillet, men den opbakning fra de faglærte og ufaglærte arbejderes organisationer, man normalt ville få i den sag, er udeblevet. Følelserne er iskolde hos fagbevægelsen, der ikke gider forsvare den regering, der netop har afskaffet store bededag.

Mudret fortælling
Ved fremlæggelsen af reformen på et pressemøde torsdag deltog en minister fra hver af de tre regeringspartier: uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund fra Moderaterne, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet og økonomiminister Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Fremlæggelsen illustrerede, at det også kan have store ulemper med en tre-parti regering. For det var tydeligt, at de tre partier havde meget forskellige hensigter med reformen, og det mudrede den fælles fortælling:

Christina Egelunds egen fremlæggelse var teknokratisk. Moderaterne lægger frem for alt vægt på erhvervsretning af kandidatuddannelsen og det øgede arbejdsudbud, øvelsen forventes at give. Nogenlunde samme indfaldsvinkel havde Venstres Troels Lund Poulsen. 

Tesfaye derimod tog udgangspunkt i den fortælling, han sammen Mette Frederiksen (S), Kaare Dybvad Bek (S) og Peter Hummelgaard (S) har slået på i de foregående fem-seks år: Nemlig at "alt for få arbejder med mennesker og materialer, mens flere og flere kommer om bag skrivebordet".

Med i den fortælling har været begreber som "overakademisering", og Mette Frederiksen har været meget optaget af det, antropologen Dennis Nørmark i en bog beskriver som akademisk "psudoarbejde" og overadministrering. 

Men på torsdagens pressemøde fremstod den normalt stærke kommunikator Tesfaye underligt spag, og den socialdemokratiske fortælling bag reformen døde i koalitionsregeringens kompromiser. 

Dermed risikerer regeringen at komme ud i samme type problem som i store bededagskrigen: de færreste kan se en brændende platform, der begrunder ændringen, og diskussionen vil blive domineret af de utilfredse.

SU-reform
Regeringens popularitet blandt studerende bliver ikke større, når den på et tidspunkt laver en reform af SU-systemet, der blandt andet vil droppe SU'en på det sjette studieår og i stedet omlægge den til lån.

I Folketinget er Socialdemokratiets tidligere støttepartier, Radikale og Enhedslisten, på krigsstien. Der bestyrker socialdemokraterne i, at man var nødt til at danne en bred regering for at give sig i kast med den slags reformer. Men her og nu får R og EL mulighed for at gå på strandhugst i universitetsmiljøet.

Regeringen satser på en aftale om kandidatuddannelserne inden sommer, og derefter venter de næste holmgange.

Senior-kamp forude
Her kommer de hårdeste slagsmål til at stå om nedskæringen af seniorpensionen og afskaffelsen af seniorjob-ordningen for dem, der nærmer sig efterlønsalderen.  Det er uproblematisk for Moderaterne og kun et begrænset problem for Venstre. Men det er endnu en farlig flanke for socialdemokraterne, der havde Arne-pensionen som sit helt store slagnummer op til valget i 2019.

Der kommer endnu en runde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der vil kæmpe hårdt imod forringelser for seniorerne, ligesom de tidligere allierede fra SF og Enhedslisten vil gå i kødet på regeringen.

Det vil slide yderligere på Mette Frederiksens personlige brand, der netop blev bygget op som en klassisk socialdemokrat, der i modsætning til Thorning (S) og Corydon (S) bekymrede sig om arbejdsmarkedets nedslidte.

Heller ikke på disse områder er der overordnede fortællinger, der kan få den upopulære medicin til at glide ned. Det er meget svært at påstå, at øvelsen kommer til at gavne nogen nedslidte grupper, og man kan ikke engang påstå, at det var nødvendigt for at sikre en fortsat Arne pension, for den var der i forvejen flertal for at bevare. Og så er man tilbage ved Finansministeriets version med øget arbejdsudbud og besparelser for statskassen.

For ligesom at fuldstændiggøre problemerne kom Klimarådet i sidste uge med en ganske hård kritik af regeringen. Det er langt fra sikkert, at Danmark når de klimamål, man har sat op, konkluderede Klimarådet, der heller ikke mener, man længere kan betegne Danmark som en førerhund på klimaområdet.

Den kritik kan få ekstra luft, når regeringen præsenterer planerne for en CO2-afgift til landbruget. Afgiften skal indføres på ryggen af en rapport fra en ekspertgruppe, og fredag kom det frem, at den rapport igen er blevet forsinket.

Et lys i mørket
Et enkelt lyspunkt er der dog:
Helt op i regeringstoppen havde man kalkuleret med en storkonflikt, men stik mod alle odds er der nu faldet så mange overenskomster på plads, at konfliktbarometret er på vej ned. Det er rigtig godt nyt for regeringen: En storkonflikt med efterfølgende regeringsindgreb havde været det ultimative mareridt for Mette Frederiksen.

Helt afblæst er konflikten dog ikke. Overenskomsterne skal først til urafstemning, og det er helt uvist, hvor mange der vil markere vreden over afskaffelsen af store bededag ved at gøre overenskomsterne til den folkeafstemning, de aldrig fik. 

Kaskaden af problemer synes ikke på nogen måde at ryste SVM-regeringen.
Man har ikke nogle deciderede vindersager i pipelinen, men man er stålsatte i troen på, at vælgerne til sidst vil "belønne en regering, der har modet til at gøre at nødvendige".

Problemet er bare, at "nødvendighedens politik" aldrig har været en sællert hos vælgerne - og at det er stik imod den fortælling, Mette Frederiksen gjorde til sin, da hun blev formand for Socialdemokratiet. 

erik@altinget.dk