DR svarer sognepræst: Din kritik af "På tirsdag skal jeg dø" er forkert eller bygger på misforståelser
Dokumentarister skal altid være bevidst om, at ens tilstedeværelse kan påvirke den historie, man vil fortælle. Det var vi bestemt også været i dette tilfælde, og vi kan ikke genkende billedet af, at vi skulle have presset Preben til at vælge livet fra, skriver redaktionschef i DR, Søren Bo Hansen i en replik til sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen.
Igen bliver DR’s programserie ”På tirsdag skal jeg dø” om smeden Preben Nielsen, der besluttede at dø i Belgien, afsæt for debatten om aktiv dødshjælp. Det vidner om, at Prebens historie stadig sidder dybt i mange af os og minder om, at der fortsat er behov for at nuancere debatten om et vanskeligt emne.
Denne gang er det sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen, der henviser til programserien i sit debatindlæg her på Altinget. Inge Marie Kirketerp Hansen rejser en væsentlig debat, men hun fremsætter desværre adskillige antagelser og formodninger om selve serien, som bygger på misforståelser eller er direkte forkerte.
Lad mig slå fast: Kontakten med den danske læge i Belgien var allerede etableret, da DR indledte kontakten med Preben og familien, og det var familien, der kontaktede DR med ønsket om at fortælle Prebens historie.
Inge Marie Kirketerp Hansen antyder, på baggrund af en artikel i Jyllands-Posten, at DR ikke interesserer sig for, om Preben var presset og i tvivl om sin beslutning.
Både i Anders Lund Madsens samtaler med Preben, hvor der med varme og alvor bliver spurgt ind til Prebens overvejelser, og i en række andre situationer, udfordrer vi Prebens holdninger og hans endegyldige beslutning.
I serien lod vi blandt andet Preben møde Klaus Fischer, der efter en cykelulykke ligesom Preben var lammet fra halsen og ned. Klaus kunne overhovedet ikke drømme om at vælge livet fra. Vi arrangerede også, at Preben fik mulighed for at dykke i et bassin på Den Blå Planet, da dykning var hans store passion, før han blev udsat for den tragiske arbejdsulykke.
Tilrettelagt for at vække tvivl
Begge disse scener er tilrettelagt ud fra at vække en eventuel tvivl og udfordre Preben: Var han nu også helt sikker på, at livet ikke var værd at leve? Så påstanden om, at dokumentaren ikke berører tvivlsspørgsmålet, er ikke korrekt.
Inge Marie Kirketerp Hansen anfører også, at Preben var presset, og at vi som dokumentarister kan have været med til at presse ham i døden ved vores blotte tilstedeværelse i vores jagt efter den gode historie. Vi kan ikke genkende billedet af, at vi eller nogen eller noget udefra skulle have presset Preben til at vælge livet fra. Som dokumentarister, skal man altid være bevidst om, at ens tilstedeværelse kan påvirke den historie, man vil fortælle. Det var vi bestemt også i dette tilfælde.
I flere omgange mindede vi Preben om, at vi ville fortælle hans historie lige meget hvilket valg, han endte med at træffe. Det har aldrig været et krav eller en betingelse fra DR’s side at få lov at filme til det sidste. Det var en afgørelse, der lå 100 procent hos Preben og hans pårørende.
DR har løbende haft en god og værdig dialog med familien, og som ved alle andre DR-produktioner, der beskæftiger sig med sårbare emner, har de involverede set programmerne inden, de blev publiceret.
Programseriens intention er udelukkende at sætte fokus på et yderst vanskeligt emne og tilføje nuancer til debatten. Det er en reportageserie som følger Prebens valg - ikke et forsvar for aktiv dødshjælp.
{{toplink}}
Venstre i EU: S og SF spreder vilde konspirationsteorier om EU’s ulvepolitik
Trine Bramsen: Kære voksne, tænk over jeres fordomme om lgbt+-børn, før I skriver
