Dødsfald: Fhv. formand for bagermestrene, konditor Kjeld Poulsen (98)

Den forhenværende formand for Den Danske Bagerstands Fællgsorganisation 1979-92, konditor Kjeld Poulsen, Hjortshøj, er stille sovet ind, 98 år gammel. Bisættelse 28. april 2022.

Et langt liv i brødets tjeneste slutter ved tidligere konditor Kjeld Poulsens død, 98 år gammel. 

Vejledrengen blev født ind i faget som konditorsøn. Han fulgte sin fars vej og blev efter realeksamen uddannet som konditor på Saxildhus, Kolding 1943 og arbejdede så som mestersvend i Vejle fra 1951, indtil han fik egen forretning, K P Brød, i Vejle 1956-72.

Kjeld Poulsen var også interesseret i fagets vilkår, og det førte til en usædvanlig lang tjeneste for bagerstanden. Allerede i 1958 blev han medlem af bestyrelsen for Vejle Bagerlaug og oldermand 1969-71, hvorefter Kjeld Poulsen var formand for bestyrelsen for Centralforeningen af Bager- og Konditormestre i Jylland 1971-92, fra 1979 tillige formand for Den Danske Bagerstands Fællesorganisation, hvad Kjeld Poulsen var frem til 1992.

I paraplyorganisationen Håndværksrådet var Kjeld Poulsen i perioden 1990-92 viceformand og formand for rådets udvalg for butiks- og servicefagene 1979-93 og for Dansk Fødevareråd 1985-93.

Kjeld Poulsen blev gift første gang i 1944 med Edith, der døde fra ham i 1992. I 2000 blev han så gift med Inge Bendixen, som overlever ham.

Kjeld Petersen, der var ridder af Dannebrog og modtog bl.a. Håndværksrådets Hæderstegn i Guld, var far, farfar, morfar og oldefar.

Bisættelse fra Hjortshøj Kirke, torsdag 28. april 2022 kl. 13.

Forrige artikel Kirke- og psykiatriordfører for S genopstiller ikke Næste artikel Friluftsrådet udpeger sin første kvindelige formand