Direktør i a-kasse: Skatteaftale straffer danskere i udlandet

DEBAT: Regeringens aftale med Dansk Folkeparti om lavere skat på arbejde ender reelt med at straffe danskere, der arbejder uden for EU, skriver Christian Sørbye Friis, direktør i CA Karrierepartner og A-kasse.

Af Christian Sørbye Friis
Direktør i CA Karrierepartner og A-kasse

Regeringen og Dansk Folkepartis skatteaftale rammer desværre ved siden af på dagpengeområdet og kommer til at straffe danskere, der tager arbejder i for eksempel USA eller Asien.

Den rammer derimod ikke borgere fra andre EU-lande og kun i begrænset omfang borgere fra lande uden for EU, da muligheden for opnåelse af ubegrænset arbejdstilladelse for denne gruppe i forvejen er meget stramt reguleret.

I CA har vi i øjeblikket mindst 400 medlemmer, der arbejder uden for EU – men som har beholdt medlemskabet af den danske a-kasse for at have tryghed ved hjemkomsten. Disse medlemmer vil kunne miste dagpengeretten, når de kommer hjem til Danmark, på trods af, at de har gjort, som Danmark har bedt dem om. Efter aftalen skal de nemlig bo i Danmark eller EU i mindst syv ud af de seneste otte år for at have ret til dagpenge.

Som vi ser denne aftale, så medfører den på dagpengeområdet en begrænset mobilitet for danskere – og det er reelt de eneste, der bliver berørt af aftalen. Er det virkelig meningen?

De berørte danskere kan med god grund føle sig snydt. De har indbetalt til en forsikring i mange år, og med et snuptag laves reglerne om bagudrettet.

Vi vælger at tro, at der er tale om en smutter i aftalen, som parterne kan nå at lave om, inden aftalen skal behandles i Folketinget.

Der er med andre ord tale om en ommer. Det er en dårlig ide at begrænse den internationale mobilitet, og det er en dårlig ide at skabe tvivl om forudsætningerne for arbejdsløshedsforsikringen.

Forrige artikel Venstre til Socialdemokratiet: Hvilke patienter vil I nedprioritere? Venstre til Socialdemokratiet: Hvilke patienter vil I nedprioritere? Næste artikel Karen Hækkerup: Vegetardebatten er domineret af følelser Karen Hækkerup: Vegetardebatten er domineret af følelser