Direktør for Danmarks Naturfredningsforening stopper

AFSKED: Danmarks Naturfredningsforening skal på udkig efter en ny direktør. Søren Bojer Nielsen stopper i organisationen med øjeblikkelig virkning efter ledelsesmæssige uenigheder.

Søren Bojer Nielsen har mandag 7. januar sidste arbejdsdag i Danmarks Naturfredningsforening. 

Det skriver miljøorganisationen i en pressemeddelelse. 

Den afgående direktør har indgået en aftale med organisationen om at stoppe samarbejdet. Det skyldes blandt andet strategiske uenigheder, fortæller han.

"Når vi har valgt at stoppe samarbejdet, handler det om strategiske og ledelsesmæssige uenigheder. Her har vi ikke kunnet finde hinanden. Men ikke desto mindre skilles vi som venner, hvilket jeg sætter stor pris på," siger Søren Bojer Nielsen.

To år med professionelle resultater
Maria Reumert Gjerding blev valgt til præsident i Danmarks Naturfredningsforening i april 2018. Hun giver den afgående direktør positive ord med på vejen.

"Jeg har lært Søren at kende som et enormt rart, kompetent og ordentligt menneske. Og han har professionelt leveret på de opgaver, han i sin tid blev ansat til at løse," siger Maria Reumert Gjerding.

Søren Bojer Nielsen har været direktør i Danmarks Naturfredningsforening siden januar 2017. Indtil organisationen finder en ny direktør, består ledelsen af præsident Maria Reumert Gjerding og vicedirektør Michael Leth Jess.

Forrige artikel Samuelsen om Iran-sanktioner: Det er et meget markant skridt Samuelsen om Iran-sanktioner: Det er et meget markant skridt Næste artikel Alle taler om Sjælsmark: Her er ombudsmandens kritik af forholdene Alle taler om Sjælsmark: Her er ombudsmandens kritik af forholdene