DF klar til at droppe milliarddyre jernbaneprojekter

TOGFOND: Budgettet for Togfonden er ved at smuldre på grund af faldende oliepriser, og derfor vil Dansk Folkeparti nu droppe en togbro over Vejle Fjord.

Dansk Folkeparti, der er med i forligskredsen om Togfonden, er klar til at droppe flere af Togfondens milliarddyre jernbaneprojekter. Det skriver TV 2.

Det gælder blandt andet en ny togbro over Vejle Fjord, og dermed er også den såkaldte timemodel under hårdt pres.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, fortæller, at Togfonden er ”enormt udfordret” i forhold til de indtægter, der er budgetteret med, på grund af de faldende oliepriser.

”Vi vil ikke lægge os helt fast på præcist, hvad der skal skrottes, men der er ingen tvivl om, at Vejlefjordbroen, som er et meget meget stort projekt, og som ikke påvirker timeplanen ret meget, det bør være en af de ting, man først tager ud,” siger Rene Christensen til TV 2.

Han mener, at det ikke er ansvarligt at køre videre med bind for øjnene, og derfor er det ifølge finansordføreren heller ikke nok alene at droppe en ny Vejlefjordbro.

Finasiering presset
Det var den tidligere SRSF-regering, der sammen med Enhedlisten og Dansk Folkeparti indgik aftale om Togfonden og den såkaldte timemodel. Aftalen til 28,5 milliarder skulle finansieres ved øget beskatning af olieudvindingen i Nordsøen.

Men på grund af de faldende oliepriser er finansieringen presset, og dermed er jernebaneprojekter og forkortet rejsetid for passagererne også presset.

Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten nægter at skrotte timedriftsmodellen. Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, mener, at man bør starte med elektrificeringen og dermed udskyde den nye togbro.

SF: Rygrad som en nullermand
SF's transportordfører, Karsten Hønge, raser over Dansk Folkeparti på sin facebookprofil, hvor han beskylder partiet for at have ”rygrad som en nullermand”:

”Udsigten til en moderne togdrift er sendt ud på omveje. Til stor skade for tusindvis af mennesker, som gerne vil frem til job og uddannelse. Danmark skal hænge sammen, også for de mennesker som ikke har egen bil. Eller som ikke gider sidde i bilkøer i timevis,” skriver han og fortsætter:

”Også for miljøets og klimaets skyld skal vi investere i bedre tog og busser frem for overflødige motorveje.”

Regeringen, der ikke er med i togfond-aftalen, fortæller til TV 2, at der slet ikke er penge til timemodellen, og han mener derfor, at man bør prioritere flere tog og udbyggede skinner.

Forrige artikel Dyresager vil vinde med nyt borgerinitiativ Dyresager vil vinde med nyt borgerinitiativ Næste artikel Politikere i hård kritik af handicapforbund i HPV-sag Politikere i hård kritik af handicapforbund i HPV-sag