Det ved vi om kontanthjælpsreformen

REFORM: Regeringen præsenter i eftermiddag sit udspil til en reform af kontanthjælpen. Store dele af udspillet er dog allerede lækket til pressen. Se her, hvilke ting der kommer med i reformen (Opdateret).

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) løfter senere i dag sløret for regeringens udspil til en reform af kontanthjælpen.

Men allerede nu er store dele af udspillet kendt gennem diverse læk til pressen. Her er, hvad vi allerede ved:

Gensidig forsørgerpligt udvides til papirløse par
Folk, der lever papirløst sammen, bliver modregnet i kontanthjælpen, hvis partneren har et job. I dag gælder det kun, hvis man er gift. Det betyder, at man helt mister kontanthjælpen, hvis partneren tjener over cirka 28.000 kr. om måneden, hvis parret har børn og ved cirka 22.000 kr. om måneden, hvis parret ikke har børn. Det giver angiveligt staten en besparelse på cirka 360 mio. kr. årligt.

Lavere ydelser til unge under 30 år
Unge mellem 25 og 29 år, som er uddannelsesparate/jobparate, sættes ned på en særlig ungeydelse på SU-niveau. Det er næsten en halvering af den nuværende ydelse for denne gruppe. De unge får pålæg om at tage en uddannelse. Unge, som har psykiske eller sociale problemer, beholder deres nuværende ydelse. Denne gruppe udgør to tredjedele af de 50.000 unge på kontanthjælp. 

Lavere ydelser til unge under 25 år
Unge under 25 år er i forvejen omfattet af den lave ungeydelse. Men som noget nyt ryger de ned på den lave ydelse fra dag et. I dag ryger de først ned på ungeydelsen, der svarer til SU, når de har været ledige i et halvt år.  

Længden af løntilskudsjob halveres
Fremover kan ledige kun være i løntilskudsjob i et halvt år i stedet for et helt år som i dag. 

Nyttejob til kontanthjælpsmodtagere over 30 år
Jobklare kontanthjælpsmodtagere over 30 skal fremover arbejde for deres kontanthjælp i et nyttejob efter et halvt års ledighed. I dag bliver de først sendt i aktivering efter ni måneders ledighed.

Matchgruppesystemet afskaffes
Det nuværende system med matchgrupperne 1, 2 og 3, alt efter hvor jobklare kontanthjælpsmodtagerne er, afskaffes. De svageste kontanthjælpsmodtagere skal også omfattes af en aktiv indsats. Folk i matchgruppe 3 har hidtil været undtaget ret og pligt til aktivering.

Opdateret: Se hele udspillet her 

Forrige artikel LO: Lavere selskabsskat er fugle på taget LO: Lavere selskabsskat er fugle på taget Næste artikel Her er regeringens udspil til kontanthjælpsreform Her er regeringens udspil til kontanthjælpsreform