Det er der på spil for partierne ved kommunalvalget

Valg til kommuner og regioner ses ofte som en slags generalprøve på folketingsvalget, ikke mindst når det drejer sig om de store statsministerpartier. Men denne gang falder generalprøven måske sammen med premieren. På Christiansborg har der længe været spekuleret i, om statsminister Mette Frederiksen (S) kan finde på at udnytte muligheden til et samtidigt folketingsvalg, og det er et af de få valgrygter, der ikke uden videre kan afvises.

Alle partier anser principielt kommunalvalg for vigtige, men der er alligevel forskel. Mens det for de tre største borgmesterpartier er essentielt at klare sig godt ved kommunalvalgene, er der andre partier, der traditionelt kan score fine resultater til Folketinget, selvom det kommunalt går lidt sløjt.

I det følgende vil vi se nærmere på de ti partier, der både er opstillingsberettiget til næste folketingsvalg og repræsenteret i Folketinget i dag.

Socialdemokratiet Det er ikke altid en fordel at gå ind i en kamp som storfavorit, og for socialdemokraterne gælder det denne gang om at nedtone forventningerne en smule. I 2017 fik S et glimrende kommunalvalg med 32 procent af stemmerne og hele 47 borgmesterposter, og i hvert fald det sidste kan blive svært at overgå.

Sidste gang var Mette Frederiksen rundt i alle 98 kommuner, men det kan en statsminister ikke nå, så det bliver ministerholdet som sådan, der skal i aktion. Partiet har som officiel målsætning at blive største parti og holde de fire største byer, og intet synes at kunne true dette minimalistiske succeskriterium.

Men Socialdemokratiet er sårbart i København, hvor partiet gradvist går tilbage, og denne gang er man yderligere udfordret af Frank Jensens (S) tumultariske afgang. I Fredericia hænger skandalen om den tidligere S-borgmester som en kulsort sky over partiet, og i Roskilde skal man nu klare sig uden Joy Mogensen (S), der var en populær borgmester.

Alt i alt kan socialdemokraterne dog forvente et fremragende kommunalvalg, hvor partiet øger afstanden til Venstre og bliver det uden sammenligning største kommunale parti.   

Venstre Her er problemet det stik modsatte: For Venstre gælder det om at forberede baglandet på et uundgåeligt nederlag - uden helt at tage kamplysten fra folk. Venstre-høvding Jakob Ellemann-Jensen er en af de partiledere, der har mest på spil: Bliver nederlaget i Stalingrad-klassen, vil en række faldne borgmestre vide at placere aben på Ellemanns skuldre.

Risikoen betyder ikke, at Ellemann vil stemple ud af kommunalvalgkampen. Tværtimod skal han og resten af partiledelsen rundt så meget som muligt, og Venstre vil satse stort på at få et hæderligt resultat. S og V er traditionelt de dominerende borgmesterpartier, og Venstres kommunale bagland spiller en stor rolle i partiet.     

Det er vigtigt for Venstre at holde Herning efter den stærke borgmester Lars Krarups farvel, og i Kolding og Sønderborg er markante folketingspolitikere som Eva Kjer Hansen og Ellen Trane Nørby borgmesterkandidater, der satses på. Allerede valget i 2017 var en skuffelse for Venstre, der tabte 11 borgmesterposter, men denne gang risikerer Venstre det dårligste kommunalvalg i årtier.   

Dansk Folkeparti DF er et af de partier, der har formået at få gode nationale valg og masser af indflydelse, selvom man har høstet det ene halvsløje kommunalvalg efter det andet. Men denne gang er det anderledes. 

Med partiets dybe krise som baggrund er Kristian Thulesen Dahl (DF) den partileder, der har allermest på spil. Thulesen forlader ikke sin post frivilligt, men en katastrofe ved kommunalvalget kan føre til det endelige stormløb mod ham.

Så DF har mange gode grunde til at satse hele butikken på et fornuftigt kommunalvalg, og det vil blandt andet ske med træning af de lokale kandidater. Det har længe været påkrævet, for DF's folk ude i kommunerne har ofte ikke kunnet matche de andre partiers andet og tredje geled. DF er ligeledes i gang med en oprustning på de sociale medier, og partiet satser på en massiv annoncering i ugebladene.

Trods Thulesens nedtur vil han kunne booste de lokale kampagner, og han skal derfor rundt så meget som muligt. Lige nu virker et kommunalt nederlag uundgåeligt for Dansk Folkeparti, men melder Inger Støjberg sig ind i partiet inden valget, kan det omvendt blive et vendepunkt for Thulesen. 

Radikale Partiet havde tidligere en række lokale højborge uden for de største byer, eksempelvis Skive og Holbæk. Skive er helt væk, men sidste gang lykkedes det Radikale at score en borgmesterpost i Rebild.

Ellers er det så udpræget i universitetsbyerne, Radikale høster langt størstedelen af deres stemmer, og partiet kan formodentlig bevare sin magistratsborgmester i København. Ved sidste kommunalvalg befandt Radikale sig også i en bølgedal, så derfor er sammenligningsgrundlaget ret taknemmeligt. Selv en lille tilbagegang vil ikke være katastrofal for Radikale, der aldrig har haft den kommunale repræsentation som det mest afgørende.  

SF Ved kommunalvalget i 2013 blev SF slagtet rundt omkring i kommunerne, og efter valget 2017 gjorde SF-formand Pia Olsen Dyhr meget ud af at tale om "SF's fremgang". Det var ikke decideret ukorrekt, men fremgangen var altså på sølle 0,1 procentpoint. Til efteråret skal SF gerne kunne bogføre en fremgang, man ikke skal have mikroskop frem for at se. Meget skal gå galt, hvis SF ikke går et par procentpoint frem på landsplan. 

Flere steder i landet er SF - sammen med Radikale og Enhedslisten - på jagt efter stemmer fra det nedsmeltede Alternativ, men I København kan denne ambition blive hæmmet af striden om byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled, som SF og Radikale tøvende er gået med til.  

Der vil være særlig fokus på Kolding, hvor den tidligere SF-formand Villy Søvndal er borgmesterkandidat. Og så skal SF have generobret en plads i Aalborg Byråd, som partiet sensationelt røg ud af sidste gang. At være ude af byrådet i landets fjerdestørste by harmonerer ikke med SF's selvforståelse om at være et landsdækkende folkeparti.    

Enhedslisten Den yderste venstrefløj gik i 2017 lidt tilbage ude i landet, men vandt frem i de største byer. Den tendens kan meget vel fortsætte, selvom Enhedslisten har en ambition om at blive landsdækkende.

Der vil blive holdt særlig øje med Enhedslistens resultat i København.
På minussiden har partiet i den forløbne periode haft Ninna Hedager Olsen som teknik-og miljøborgmester, og det har har været en mindre katastrofe. Omfanget af katastrofen blev understreget sidste år, da Enhedslisten-borgmesteren ikke kunne finde ud af at tage klar afstand fra udledningen af urenset spildevand i Øresund. Et straffespark, der endte i eget mål. 

På plussiden genopstiller Hedager ikke, og denne gang stiller Enhedslisten med den erfarne Line Barfoed som spidskandidat. Barfoed appellerer bredt, og Enhedslisten står samtidig godt i kampen om de mange grønne storbystemmer, fordi partiet konsekvent har vendt sig imod det omstridte byggeri på Amager Fælled. Det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, Finn Sørensen, er tilmed blevet nummer 1 på Dansktoppen med sin protestsang "Sæt Lærkesletten Fri"!

Line Barfoed har ingen reel chance for at vriste overborgmesterposten fra socialdemokraterne, men det er ikke helt utænkeligt, at Enhedslisten kan blive det største parti i København. Lykkes det, vil det have en enorm symbolsk betydning.  

Konservative Ved kommunalvalget i 2017 mistede Konservative hele 5 af sine 13 borgmesterposter, men samtidig gik partiet et par promiller frem og fik valgt 20 ekstra byrådsmedlemmer på landsplan. 

Denne gang står Konservative helt anderledes stærkt, og det vil være overraskende, hvis partiet ikke passerer tallet 10 i både procenter og borgmesterposter. Konservative blev sidste gang udmanøvreret i flere af konstitueringerne, men denne gang ventes de konservative borgmesterkandidater at være parat til alle tænkelige alliancer for at generobre nogle af posterne.  

Konservative har altid haft en meget stærk lokal repræsentation, og da partiet balancerede på spærregrænsen til Folketinget, var der i dele af det kommunale bagland overvejelser om at fortsætte partiet som et kommunalt parti, hvis man mistede repræsentationen i Folketinget. De overvejelser er for længst blevet overflødige, og partiet står godt rustet til valget i november.

Det kan dog give alvorlige tømmermænd efter sejrsrusen, hvis Frederiksberg ryger. Kommunen har alle dage været konservativ, men det risikerer kombinationen af den demografiske udvikling og borgmester Simon Aggesens (K) pinlige boligsag at gøre en ende på.   

Nye Borgerlige Ved kommunalvalget i 2017 fik Nye Borgerlige valgt præcis 1 repræsentant ind blandt landets 2432 byrådsmedlemmer. Det var Mette Thiesen, der beholdt den plads i Hillerød Byråd, som hun også havde haft som konservativ.

Denne gang ser det ganske anderledes ud, og Nye Borgerlige får under alle omstændigheder en pæn valgsejr. I partiet har man dog ingen illusioner om, at man ved kommunalvalget når op på de seks-syv procent, partiet får i de landsdækkende meningsmålinger. Som nyt parti uden kendte lokale folk, kan Nye Borgerlige næppe forvente mere end det halve.

Nye Borgerlige kan let blive ramt af de børnesygdomme, der hjemsøger nye fløjpartier: Man risikerer at opstille landsbytosser eller ekstremister, og derfor forsøger Nye Borgerlige at screene de lokale kandidater omhyggeligt. Pernille Vermunds folk kan ikke gøre sig håb om nogen borgmesterposter, men målet er at blive repræsenteret i så mange kommuner som muligt for at sikre en lokal forankring. 

Ved sidste kommunalvalg var Liberal Alliance et regeringsparti, og partiet fik 28 byrådspladser på landsplan. Med LA's nuværende tilstand vil det være en succes, hvis man bare får det halve. I modsætning til folketingsvalget må man benytte valgforbund ved kommunalvalg, og det kan måske redde et LA-mandat hist og her.

Sidste gang var LA opstillet i næsten alle kommuner, men denne gang tvinges partiet til at fokusere sine kræfter på de steder, hvor man har reel chance, det vil typisk sige Nordsjælland og nogle af de store byer. Ole Birk Olesen (LA) er opstillet i København, og han er efterhånden et kendt ansigt. Om det er ensbetydende med, at han kan tiltrække københavnske stemmer er et ganske andet spørgsmål. 

Alternativet ses af konkurrenterne som et ådsel, hvor alle gerne vil have deres bid. Partiet har en kulturborgmesterpost i København, der oprindelig gik til Niko Grünfeld, som måtte trække sig efter flere belastende sager. Alternativets nuværende kulturborgmester Franciska Rosenkilde er partiets nye leder efter den korte gæsteoptræden med Josephine Fock. Det bør gavne partiets chancer i København, men det er mere end tvivlsomt, om borgmesterposten kan forsvares. 

Alternativet har også en borgmester på Fanø, hvor Sofie Valbjørn udmærkede sig med at bruge genbrugsmaterialer til sit kontor i modsætning til Grünfelds ekstravagante forbrug i København. Men desværre for Alternativet genopstiller Valbjørn ikke. Alternativet var opstillet i 83 ud af 98 kommuner sidst, men på linje med LA tvinges Alternativet til en anderledes skarp fokusering denne gang. 

Derudover kan Kristendemokraterne formodentlig trække et par håndfulde mandater, ikke mindst i Ringkøbing-Skjern. Muligvis bliver der også mandater til Frie Grønne og Veganerpartiet i København, Aarhus og Odense.

erik@altinget.dk