Det eneste, der kan redde DF’erne nu: At de opdager, hvor slemt det står til

Af jord er du kommet, og til jord skal du blive. Sådan lyder præstens ord, når man blive stedt til hvile. I Dansk Folkepartis tilfælde kunne det lyde: af magtstræb og kaos blev du stiftet, og ved magtstræb og kaos skal du gå til grunde.

Det er med angsten for, at ringen sluttes, at Dansk Folkeparti tæller ned til weekendens årsmøde i Herning. Partiet, som blev til som en art partisprængning, da Pia Kjærsgaard og hendes håndgange mænd, heriblandt Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl, brød ud af Fremskridtspartiet, efter flere års magtkamp kulminerede på et berømt landsmøde i 1995, der gik op i hat og briller for åbent tæppe i en næsten timelang tv-transmission i bedste sendetid på DR.

Går det helt galt under weekendens årsmøde, er det der, vi er – hvor DF går ind i en fase af endegyldigt sammenbrud.

Det er ikke givet, at det vil ende sådan. Men det er heller ikke umuligt. Og det er netop erkendelsen af dette hos folketingsgruppen, ledelsen og baglandet, der kan redde partiet for indeværende – bevidstheden om, at ilden har fået fat i det DF’ske kolonihave hus.

Om en ny fælles krisebevidsthed så vil redde partiet på længere sigt, er mere tvivlsomt.

Da grunden forsvandt under DF
DF's krise er i sin kerne politisk. Det glemmer man let i de mange magtkampe, interne giftigheder og rygter, der lige nu udgår fra og omkring partiet.

Da Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse gjorde en stram udlændingepolitik til del af partiets generelle forsvar for velfærdsstaten – og samtidig understregede sin nye fordelingspolitiske profil med forslaget til tidlig pension – forsvandt grunden under DF.

Set fra DF's perspektiv var det værste næsten, at partiformand Kristian Thulesen Dahl selv havde bistået den proces med igen og igen at blåstemple Mette Frederiksen i sine vælgeres øjne frem mod folketingsvalget i 2019.

Her tabte man i danmarkshistorisk stor skala. På mindre end et halvt år fra januar til juni mistede partiet mere end 60 procent af sine stemmer, og havde valgkampen varet en måned længere, ville det være gået endnu værre end de 8,7 procent, man endte på. I dag ligger partiet nede på 6,4 procent.

Allerede i dagene efter valget blev Kristian Thulesen Dahl kritiseret offentligt af partiets nationalkonservative fløj med Morten Messerschmidt i spidsen.

Det var sidstnævntes slet skjulte måde at annoncere, at han nu gik efter formandens stol, og til sidst måtte Kristian Thulesen Dahl gøre Messerschmidt til officiel kronprins og udnævne ham til næstformand. Det købte Thulesen Dahl tid, og Messerschmidt sikrede sig, at potentielle konkurrenter – folk som Peter Kofoed, Anders Vistisen eller Martin Henriksen – blev sat af.

Om Messerschmidts mål var at vælte Thulesen Dahl umiddelbart efter kommunalvalget i november, som alle regner med bliver partiets fjerde nederlag i træk, er uvist. Omvendt er det et godt bud. 

Men så kom retssagen og dommen om fusk med EU-midler og dokumentfalsk i forbindelse med DF's sommergruppemøde i Skagen i 2016.

Skaarup fældede Messerschmidt
Udover at være en vaskeægte personskandale for Messerschmidt blev hans ellers åbne vej til toppen i DF blokeret med dommen ved byretten i Lyngby, også selvom han ankede sagen.

Han havde åbenlyst regnet med, at Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup ville komme ham til undsætning i byretten – Messerschmidt og hans advokat havde ikke indkaldt deres egne vidner, men forladt sig alene på anklagerens. I stedet undsagde de ham, og især Skaarups vidnesudsagn fældede Messerschmidt. Til stor fortrydelse for i hvert fald dele af DF’s bagland.

Da der så i Berlingske dukkede en lydfil op, hvor Messerschmidt til sommergruppemødet i Peter Skaarups påhør omtaler det EU-arrangement, han nu har dom for, var fup, blev Messerschmidts kamp for frikendelse direkte koblet til magtkampen i partiets øverste ledelse. 

Messerschmidt kan ikke hævde sin uskyld uden samtidig at hævde, at Skaarup ikke fortalte sandheden i byretten.

Dermed er MELD-sagen gået fra at være perifær i forhold til krisen i DF til at blive viklet helt ind i den. Den kamp afgøres først, når der falder dom i Landsretten.

Hvornår det bliver, ved ingen endnu, og i mellemtiden har Messerschmidts potentielle konkurrenter meldt sig på banen.

Henriksen og Kofoeds kamp om udlændingepolitikken
Slagudvekslingen mellem Peter Kofod, medlem af Europa-Parlamentet for DF, og hovedbestyrelsesmedlem og partikonsulent Martin Henriksen, der tabte sit mandat ved folketingsvalget i 2019, blev offentligheden første gang vidner til i sommerferien i år. Her blev en længere mailudveksling mellem Kofod, hans ven og partikollega Anders Vistisen, Kristian Thulesen Dahl og Henriksen lækket til Politiken.

Anledningen var Henriksens skarpe reaktion på, at statsministeren havde offentliggjort billeder af sin coronavaccination udført af en muslimsk medborger. Henriksens angreb på statsministeren for "lave et reklameindslag for islam" gik Kofod i rette med.

Men den underliggende debat handler om, hvilken rolle udlændingepolitikken skal spille i DF's kampagne for at vinde tabte mandater tilbage. 

Henriksens position er, at det gælder om at generobre ejerskabet til udlændingepolitikken via en yderligere højredrejning – retorisk og politisk – af partiet.

Her er Kofod og Vistisens position på linje med det, der har været Kristian Thulesen Dahls indsigt: at udlændingepolitikken ikke kan det, den kunne i nullerne, og at partiet er nødt til at brede appellen ud især på velfærdsområdet og især, igen, på ældreområdet. Hvilket for øvrigt var grunden til, at Thulesen Dahl opsøgte Mette Frederiksen før 2019-valget i første omgang. Hvis han blåstemplede hende på udlændingepolitikken, kunne hun jo gøre det samme for ham på velfærdspolitikken.

Som sagt gik den operation helt galt, men Kofod og Henriksen udkæmper en positionskamp med hinanden på den arena. Senest via en række artikler i Jyllands-Posten.

Det paradoksale er så, at mens Henriksen anfægter, hvad der reelt er formandens linje, er han Thulesen Dahl-loyalist. Og omvendt bidrager Kofod, der engang velvilligt nød øgenavnet ”Mini-Tulle”, samtidig til at destabilisere Thulesen Dahl, når han gang på gang bidrager til den uro, formanden prøver at bilægge.

Og nedenunder de mange halv- og heloffentlige magtkampe er partiorganisationen også hårdt ramt.

Fart på svingdøren i presseafdelingen
De seneste års opbrud i partiet kan nemlig spores helt ind til organisationens ansatte. Hvor DF’s stab op til valget i 2019 bar præg af kontinuitet, erfaring og årelange ansættelser, har der været anderledes gang i svingdøren siden katastrofevalget.

Partiets mangeårige pressechef, Søren Søndergaard, trådte tilbage efter folketingsvalget. Det var ganske vist planlagt forud for valget, men det kan ikke overdrives, hvor betydningsfuld en figur han har været for partiet.

Politik og strategisk kommunikation har i DF været langt tættere sammentænkt end i andre af Folketingets partier, men i partiets Afdeling for Presse og Politik sidder i dag blot tre medarbejdere fra før valget. De resterende 16 ansatte i afdelingen er alle nye ansigter.

Én af dem er den nye pressechef, Jesper Beinov, der i marts 2020 overtog det strategiske ror fra Søren Søndergaard. Formålet med ansættelsen af Beinov var at modernisere organisationen, styrke politikudviklingen og blive skarpere på de sociale medier, hvor især Nye Borgerlige har vist formidabel styrke.

Men Beinov har haft anderledes svært ved at sætte det hold, der skal eksekvere strategien. Et halvt år efter hans ansættelse havde otte af hans medarbejdere forladt kontorerne på Christiansborg – de fleste af dem med årelange ansættelser bag sig. Og af de syv nye folk Beinov hev ind i sensommeren 2020 som erstatning, sidder blot tre tilbage.

Blandt de tidligere medarbejdere er der dem, der mener, Beinov bærer ansvaret for de mange udskiftninger, mens DF-ledelsens udlægning er, at de nye folk har haft et andet syn på deres karriereplanlægning end længerevarende ansættelsesforhold.

Uanset hvad, står partiet i den situation, hvor erfarene folk i den grad er en mangelvare, især hvad angår kendskab til at føre valgkamp. Det ville være et problem i et hvilket som helst parti med kun små to år, til næste folketingsvalg senest skal afholdes. Men med den betydning, presseafdelingen historisk har haft i DF, er det en selvstændig krise i krisen.

Samtidig er der en økonomisk overbygning. Det er en ofte ufortalt historie i dansk politik, at valgkampe ikke kun handler om mandater og magt, men om partipenge i millionklassen.

Da DF blev kraftigt reduceret til folketingsvalget i 2019, blev indtægterne det også. En væsentlig del af partiernes budgetter stammer nemlig fra den offentlige gruppesstøtte, hvor en del af pengene følger mandaterne. Knap 50.000 kroner om året er der at hente per folketingsmedlem og omvendt at miste, når vælgerne sætter kryds ved andre partier.

Heldigvis for DF har partiet lagt penge til side i de fede år til de magre. I efteråret 2018 lød opsparingen på 26 millioner kroner, men noget tyder på, at man er begyndt at bruge af den nu. I hvert fald er DF tilbage på det samme antal medarbejdere – 40 i alt – nu som før katastrofevalget i 2019.

Endnu et dårligt folketingsvalg – og det tyder alle målinger på, at det bliver – vil ramme partiet hårdt økonomisk og på medarbejdersiden. 

Har DF egentlig en rolle i dansk politik?
Dermed er krisen total for DF. Som sagt kan det hele bryde ud i lys lue på weekendens årsmøde. Det eneste, der kan forhindre det, er, hvis deltagerne indser, at det er der, partiet befinder sig. At yderligere kamphandlinger kan være med partiets eksistens som pris.

Men den rigtigt dårlige nyhed for DF er, at partiets krise grundlæggende ikke handler om interne forhold og dermed ikke kan løses, selvom magtkampene i partiet ender med en ny ledelse og ny ro.

Det er protestpartiets skæbne, at luften går af ballonen, når protesten er blevet hørt. Ganske vist er det en del af DF's selvopfattelse, at det netop var skæbnen som protestparti, man forlod, da man rev sig løs fra Fremskridtspartiet.

At meningsmålingerne kun er blevet værre siden katastrofevalget i 2019, tyder på, at vælgerne ikke deler den opfattelse. Det er ikke det samme, som at det i weekenden går DF, som det gik Fremskridtspartiet i 1995.

Men der er ingen garanti for, at DF ikke ender samme sted – uden en rolle i dansk politik.

es@altinget.dk, wind@altinget.dk