Det borgerlige Danmark samledes for at fejre Cepos’ ‘rebelske fritænker’ med Gasolin, røverhistorier og fødselsdagssang

Der blev delt kram, vin og grin mellem Pernille Vermund, Brian Mikkelsen og flere borgerlige profiler, da de mødtes for at fejre 50-års fødselsdag for Cepos’ nye direktør. Med Jes Brinchmann i front har tænketanken fået en “rebelsk fritænker”, der elsker Suspekt og ser samfundet som et stort fodboldhold.

Ved første øjekast er aldersgennemsnittet er en del lavere, end det plejer at være i Cepos’ lokaler. 

Tre unge kvinder, der ikke kan være meget over 18 år, står klar til at tage imod gæster, der er kommet for at fejre Cepos-direktør Jes Brinchmanns 50-års fødselsdag. Det er direktørens datter og hendes veninder, der har fået tjansen som dørkvinder i dagens anledning. 

Aldersgennemsnittet når dog hurtigt at ændre sig til receptionen for den nyligt udvalgte Cepos-direktør, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Dansk Erhverv. Flere og flere jakkesætsklædte herrer ankommer til receptionen, og man begynder at genkende et par ansigter. 

 

Brian Mikkelsen, der har fulgt Jes Brinchmann gennem en stor del af arbejdslivet i henholdsvis Dansk Erhverv og Erhvervsministeriet, kommer som en af de første. Kort efter kommer Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Så dukker Pernille Vermund op, og hun har taget Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, med under armen. 

Det tidligere folketingsmedlem for Venstre, Eva Kjer Hansen, kommer smilende ind ad døren. 

Og lige inden der skal afholdes fødselsdagstaler, ankommer Konservatives nye politiske leder, Mona Juul, og giver fødselaren en ordentlig krammer. 

Det borgerlige Danmark er mødt talstærkt op for at fejre manden i spidsen for Danmarks liberale tænketank. 

Ny direktør føler sig “menneskeligt hjemme” 

Den nu 50-årige Jes Brinchmann blev annonceret som ny direktør for tænketanken Cepos i efteråret, og det er ikke mere end et par måneder siden, at han overtog tøjlerne fra Martin Ågerup, der ledede tænketanken i hele 19 år. 

Det er store sko at fylde ud, og det nye valg af direktør har da også vakt bekymring fra visse sider omkring, hvilken retning Danmarks borgerlige tænketank nu skal trækkes i.

Som tidligere særlig rådgiver for Brian Mikkelsen i Erhvervsministeriet og senest vicedirektør i Dansk Erhverv har flere liberale meningsdannere nemlig luftet bekymring omkring, hvorvidt det nu er en erhvervspolitisk “lobbyist”, der skal lede den uafhængige liberale tænketank. 

Den bekymring maner bestyrelsesmedlem for Cepos, Kathrine Stampe Andersen, dog i jorden i sin tale til fødselaren. 

“Vi er utroligt glade for, at du har påtaget dig den her opgave, og at du går så fint til værks med opgaven i at forstå, hvad en tænketank er. For det er selvfølgelig ikke en erhvervsorganisation. Det virker faktisk som om, at du allerede trives rigtig fint i det skift,” lyder det fra bestyrelsesmedlemmet. 

Og ifølge den nye direktør selv, har han heller aldrig haft et job før, hvor han følte sig så meget “menneskeligt hjemme”. 

"Jeg er gået fra at være i nogle roller, som jeg udfyldte professionelt til at lande et sted, hvor jeg stadig er professionel, men hvor jeg rent menneskeligt føler mig hjemme. Jeg deler værdisæt med den arbejdsplads, jeg nu er en del af en til en.” 

Har du ikke gjort det på dine tidligere arbejdspladser? 

“Jeg kunne ikke arbejde for en minister, jeg ikke deler holdninger med. Jeg ville ikke arbejde for Dansk Erhverv, hvis ikke jeg var enig i, at erhvervslivet er alfa omega for et velfungerende samfund. Det er bare første gang, hvor jeg ikke også skal gå på kompromis med mig selv og min personlighed.” 

Væk fra opfattelsen af at være “de onde” 

Helt uforandret har Jes Brinchmann dog ikke planer om at efterlade Cepos. For han har ambitioner, drive og ikke mindst et utal af “vilde idéer”, som hans tidligere chef Brian Mikkelsen beskriver det. 

“Du er din egen, Jes. Du er en original, en rebel, en fritænker. En, der ikke lader sig begrænse af, hvad andre siger, er muligt. Det er en egenskab, jeg har nydt rigtig meget gavn af. Jeg har kæmpe respekt for din ukuelighed og din integritet. Det er jeg sikker på, at Cepos også vil nyde godt af,” siger Brian Mikkelsen til sin tidligere wingman i sin tale. 

Den nye direktør lægger ikke skjul på, at han vil hive Cepos i en ny retning. Når man hører navnet på tænketanken, skal det ikke blot associeres med følelseskolde tal og privilegieblinde økonomer. I stedet skal man tænke på kerneliberale værdier, forklarer Jes Brinchmann.  

“Vi bliver set som nogen, der ønsker at bibeholde privilegier til de privilegerede, og at dem, der ikke har så meget, bare skal tage sig sammen. Men vores værdigrundlag handler om, at vi er et samfund, der skal fungere med hinanden og hjælpe hinanden, ligesom et stort fodboldhold. Vi har ikke alle de samme forudsætninger for at lykkes, men vi har alle forudsætninger for at blive til noget. Hvis vi italesætter det som Cepos’ hjerte, kan det styrke forståelsen af, hvad vi egentlig arbejder for.” 

Jes Brinchmann understreger dog, at missionen om at fremme Cepos’ liberale værdisæt aldrig må gå på kompromis med tænketankens kerneopgave. 

“Værdierne skal altid være underbygget af tal og statistikker, som er Cepos’ varemærke. Men vi har længe været gode til at vise tal. Nu skal vi være gode til at fortælle den store historie.” 

{{toplink}}

En sang om frihed og vækst 

Udover sin kærlighed for frihed, vækst og andre kerneliberale værdier, går en anden kærlighed igen i flere af talerne til Jes Brinchmann. 

Der bliver fortalt flittigt om Jes Brinchmanns store passion for musik, og hovedpersonen fortæller også en anekdote om dengang, han forsøgte at få Brian Mikkelsen til at høre Suspekt på en flyvetur fra Boston til San Fransisco.

“Du skal aldrig anbefale mig musik igen,” havde Brian Mikkelsen sagt, da de kom af flyveren knap syv timer senere. 

Suspekt er ikke mødt op i dagens anledning, men det er en kvinde ved navn Caroline Manon Aamodt til gengæld. Hun er med Jes Brinchmanns egne ord “en ekstrovert borgerlig kvinde”, der skal synge et par numre for forsamlingen.

“Ja, det er jo ikke altid nemt at være en borgerlig kvinde i København,” siger sangerinden, mens hun træder op på scenen. 

Caroline Manon Aamodt skal synge to nøje udvalgte sange for fødselaren. 

“Jeg har prøvet at vælge nogle sange, der har et fælles værdigrundlag for os alle sammen. Sange, der afspejler frihed og handler om vækst. Ikke bare i form af tal, men om udviklingen af vores samfund,” siger hun. 

“Derfor skal vi synge ‘This is my life' af Gasolin og ‘What a wonderful world’ af Louis Armstrong.” 

Da den sidste sang er sunget, vokser snakken i lokalet igen. Da Altinget fanger Jes Brinchmann på vej ud ad døren, når vi lige at spørge: 

Havde du regnet med, at du en dag kunne stå og fejre 50-års fødselsdag som direktør for Cepos? 

“Det havde jeg virkelig ikke. Jeg er ud af en ren arbejderfamilie, og der er ikke nogen i min familie før mig og min søster, der har gået i gymnasiet eller på universitetet. Jeg anede ikke, at det rum eksisterede.” 

“Det er meget interessant for mig at tage med videre i det her job. På Slotsholmen kan man godt have en idé om, at alle ved, at de muligheder er der. Men jeg vidste det virkelig ikke som barn. Jeg har bare været heldig at møde mennesker på min vej, som viste mig, at der var flere muligheder end det, jeg umiddelbart kunne se foran mig.”

Forrige artikel Minister vender på en tallerken: Minkavlere skal ikke længere afgøre egne erstatningssager Minister vender på en tallerken: Minkavlere skal ikke længere afgøre egne erstatningssager Næste artikel DF-spids blev valgt til at krydse klinger med von der Leyen på vegne af Europas yderste højre. Nu udelukkes han fra de største debatter DF-spids blev valgt til at krydse klinger med von der Leyen på vegne af Europas yderste højre. Nu udelukkes han fra de største debatter