Derfor trækker Folketinget mere end EU for disse tre parlamentarikere

BRUXELLES: Søren Gade gjorde det, han altid gør, når han skal træffe store beslutninger. Han skrev en liste med plusser og minusser.

”Det ville være at lyve at sige, at det har været let,” siger Venstres europaparlamentariker og stemmesluger om sin beslutning om at gå efter endnu en tørn på Christiansborg tre et halvt år inde i sit femårige EU-mandat.

”Jeg ville også være rigtig ked af, hvis det står, som om jeg ikke synes, at arbejdet her er spændende eller vigtigt. For det er det.”

”Det er bare helt banalt sådan, at mit parti og min formand gerne ville have, at jeg kom hjem for at hjælpe til ved det her folketingsvalg,” siger Venstre-veteranen, der er opstillet i Vestjylland Storkreds, hvor Søren Pape Poulsen (K) også er på stemmesedlen.

Han afviser på det bestemteste, at det skulle være en flugt fra EU-politik, der får ham til at søge hjem.

Ikke federe end Folketinget

Det samme gør Linea Søgaard-Lidell, der fik Venstres fjerde mandat i Parlamentet. Også hun har fået et opkald fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, som nu får hende til at ville udskifte Strasbourg og Bruxelles med Christiansborg.

Ikke fordi, det – med hendes ord – ”er federe at sidde i Folketinget”.

”Men hvis mit parti synes, at jeg kan bidrage mere herhjemme, som det er lige nu i Venstre, så gør jeg selvfølgelig det,” siger Linea Søgaard-Lidell, der peger på, at hun også synes, at der er en stor opgave at løse hjemme, både for hendes eget parti og på Christiansborg.

”Det har klart også været med til at gøre, at jeg tog skridtet og stillede op til Folketinget, fordi jeg synes, det har været hårdt at følge med i dansk politik de seneste par år. Jeg synes, landet går i den forkerte retning,” siger hun.

Hjemve

Hun har overtaget eks-Venstre-minister Tommy Ahlers valgkreds på Østerbro i København, hvorfra han blev partiets tredjestørste stemmesluger ved folketingsvalget i 2019.

Hos Dansk Folkeparti satser Peter Kofod på, at syd- og sønderjyderne vil sende ham tilbage på Christiansborg. Her var han et prominent medlem af DF’s folketingsgruppe indtil seneste EU-parlamentsvalg, der løb af stablen i maj samme år kun et par uger inden det danske valg.

Han savner arbejdet på Christiansborg, og han har ”måske også en lille smule hjemve”.

”Da jeg forlod Folketinget og stillede op til Europa-Parlamentet, følte jeg, at der stadig var mere landspolitik og christiansborgpolitik i mig, og det har jeg lyst til at søge hjem til igen,” siger Peter Kofod.

Han lægger ikke skjul på, at tiden i Parlamentet for ham har været lidt af en ørkenvandring. DF sidder i den såkaldte Identitet og Demokrati-gruppe. Den samler en række højrenationale partier fra Marine Le Pens Rassemblement National til Matteo Salvinis Lega, og den holdes konsekvent uden for de politiske beslutninger af de andre politiske grupper, som af princip ikke vil samarbejde med grupperingen yderst til højre.

”Det var en meget stor omvæltning. Jeg kom som retsordfører på Christiansborg i en periode, hvor der var en borgerlig regering, som faktisk kun behøvede vores mandater for at kunne lave lovgivning. Så jeg gik jo fra en fuldstændig central rolle på mit område til en rolle, hvor jeg fik at vide, at her får du aldrig lov til at bestemme noget igen. Og det er selvfølgelig enormt trist, og jeg synes det er enormt udemokratisk,” siger Peter Kofod.

En hån

Han kalder det både utilfredsstillende og en hån mod de millioner af vælgere på tværs af det europæiske kontinent, som dermed ikke får deres stemme hørt. Alligevel mener han stadig, at det var det rigtige af DF at flytte sig fra den såkaldte ECR-gruppe (De Europæiske Konservative og Reformister), som partiet sad i op til valget i 2019. Den blev grundlagt af de britiske Konservative i 2009 sammen med blandt andre det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed, og det tjekkiske ODS, og de er ikke på samme måde frosset ud af de andre partier som ID-gruppen er.

Siden briternes exit fra unionen og fra ECR er den ikke længere interessant for DF, mener Peter Kofod. Han kalder den nye ID-gruppe for ”det rigtige projekt” for de nationalkonservative partier i Europa, på trods af at de ikke har fået den store politiske indflydelse endnu.

”Jeg vil hellere kaste vores stemmer ind i forsøget på at gøre noget, som kan betyde, at vi får et afkast på sigt, end jeg vil sidde i ECR,” siger han. Også selv om det har betydet, at han har været presset ind i en oppositionsrolle, som han egentlig ikke har lyst til at være i.

”Der er jo nogle politikere, som synes, at det er mægtigt sjovt at være i opposition og stille spørgsmål og lave ballade og råbe højt. Men det ændrer bare ikke rigtig noget. Så om tyve år, når man kigger tilbage på, hvad man så faktisk har fået gjort bedre i den her verden, så er det sjældent oppositionsrollen, hvor man tænker, ’hold da op, der fik jeg virkelig skubbet tingene i den rigtige retning’.”

Større end Christiansborg

Helt den modsatte opfattelse af deres tid i Parlamentet har begge de to Venstre-medlemmer, som nu søger hjem. De sidder i Renew-gruppen, der samler en bred vifte af primært liberale og socialliberale partier, herunder både Venstre, Radikale Venstre og nu også løsgænger Karen Melchior. I denne samling har Renew en vigtig rolle som tungen på vægtskålen i mange sager.

De føler selv, at de har fået indflydelse.

”Jeg været med til at lave noget dernede, som alt andet lige har været større end noget af det, jeg har lavet hjemme, fordi det har så store implikationer i hele Unionen,” siger Søren Gade, der ellers har 13 år på Christiansborg og seks års ministererfaring i bagagen.

”Og det trigger da lidt, når man har været med til at lave forlig hjemme - og det er da også vigtige forlig, som omhandler kongeriget Danmark og fem millioner mennesker - og nu sidder du og laver noget, der har indvirkning på knap en halv milliard. Det er da fascinerende.”

Et af højdepunkterne har været hans rolle som ordfører i Parlamentet for nye regler for grønnere flybrændstof. De er lige nu på vej gennem de afsluttende forhandlinger mellem ministre og parlamentarikere.

”Det interesserer ikke nogen i Danmark, men jeg har da siddet med Michael O'Leary fra Ryanair, jeg har siddet med direktøren fra Lufthansa, med direktørerne fra store olieselskaber, med delstatsregeringer og regeringer. Og hvad kan du bruge det til Søren - jeg kan ikke bruge det til en skid. Men jeg kan da sige, at jeg har været med til at lave lovgivning, som alligevel har så stor betydning, at folk godt gider at lytte til, hvad vi siger, og prøve at påvirke processen,” siger han.

En anden spilleplade

Det er lovgivning, som han dog må lade andre forhandle i mål, hvis han efter 1. november får en plads i Folketinget. Så hvorfor vil han så tilbage til Danmark?

”Det er en helt anden spilleplade. Så er man en del af lovgivningsprocessen i Danmark, og du har mulighed for at påvirke den retning, Denmark skal gå i, hvis de blå får regeringsmagten. Det har du også, når du sidder i opposition.”

”Du har også mulighed for at påvirker den retning, Venstre skal gå i. Hvad vi skal lægge vægt på, og hvordan vi skal prøve at fange nogle af de vælgere tilbage, som vi helt uvægerligt har mistet, efter at både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg har lavet deres eget parti. Det er i hvert fald nemmere at gøre, hvis jeg har en base herhjemme. Og jeg ville også lyve – det kan du jo selv se – hvis ikke jeg sagde, at der også er et arbejde, der venter i Venstre. Og det kunne jeg godt tænke mig at være med til at hjælpe Jakob med,” siger Søren Gade med henvisning til den partiformand, som nu henter ham hjem på kampagnesporet.

Nogle af de samme overvejelser gør Linea Søgaard-Lidell sig.

”Det er selvfølgelig på en helt anden klinge, når man sidder og laver EU-lovgivning. Men omvendt er det selvfølgelig heller ikke så nært. Så jeg synes, at der er interessante aspekter af begge dele. For det er rigtigt, at når du lykkes med at rykke noget i EU-regi, så rykker du noget for virkelig mange mennesker, og det har jeg mærket,” siger hun.

For lidt og for sent

Nu satser hun på at tage nogle af de erfaringer som del af en midtergruppe, hvor hun har arbejdet både til højre og venstre på særligt klimapolitikken, med hjem til Christiansborg og til sit parti.

”Der er nogle dynamikker i Parlamentet, som er anderledes end i Folketinget. I Europa-Parlamentet er det min egen vurdering, at jeg er én af de grønneste parlamentarikere. Og hvis du er Venstre-politiker i Danmark, bliver du jo set på en helt anden måde. Der er klart en historik, som jeg kommer til at tage med mig hjem, og nogle dynamikker, hvor jeg måske er præget af noget andet og ikke er så låst af blokpolitik,” siger hun.

Hun mener også, at det ville være en fordel for Folketinget at få flere folk med EU-erfaring ind på stolerækkerne.

”Der er stort behov for, at der kommer nogle politikere ind i Folketinget, som har forståelse for, hvordan EU hænger sammen. Så vi ikke oplever gang på gang, at der bliver vedtaget beslutninger, som man knap nok når at forholde sig til, når man skal give mandat. Og så lige pludselig skal det implementeres.”

Hun ser præmieeksemplet på det problem i reglerne om øremærket barsel til fædre. Det blev foreslået i 2017, men blev først for alvor et hedt debatemne i Danmark, flere år efter lovbehandlingen var afsluttet i Bruxelles.

”Vi så barselsdebatten komme seks år for sent. Det viste sig, at alle danskere havde en holdning til det. Men det var bare lang tid efter, at det var blevet besluttet. Det bliver et demokratisk problem. Der tror jeg, at det kan hjælpe, at der er nogle medlemmer af Folketinget, som kender EU indefra og forstår, hvornår man skal tage de her debatter også i det offentlige rum. For at være sikker på, at danskerne også bliver hørt, og at vi får drøftet det ordentligt i partierne,” siger Linea Søgaard-Lidell.

Det værste

Hvis hun skal pege på det værste ved arbejdet i Parlamentet, så er det, at det er et tungt system at flytte, når man skal have et flertal af de 705 EU-folkevalgte bag sig.

”Der kan du føle, at du kan råbe og skrige, men toget kører bare videre. Og sådan er det jo i et demokrati. Men der er der bare nogle strømninger, hvor hvis du ikke er med på dem, så kan du stemme anderledes, men du kan ikke rykke på noget,” siger hun.

For Søren Gade har det klart været rejsetiden, der har været den helt store hæmsko.

”Uden at overdrive på nogen måde bruger jeg 25 timer på transport om ugen i hvert fald,” siger han om pendleriet mellem Holstebro og enten Bruxelles eller Strasbourg.

”Når du står op mandag morgen kl. 3, og du er hjemme torsdag aften kl. 24, så er du også brugt, hvis du skal til København om fredagen, eller du formentlig har nogle møder ude i landet.”

”Og den tid er gode timer, der ikke kommer godt tilbage. De er spildt,” siger han.

For Peter Kofod har værste klart været den politiske isolation. Til gengæld fremhæver han sammenholdet i sin egen politiske gruppe som det bedste.

”Jeg har verdens bedste kolleger i min gruppe, og dem bruger jeg meget tid med. Man kan ikke altid se det efter partitilhørsforhold eller alt muligt andet, men vi har det godt internt. Det er en opmuntring i det daglige arbejde, at vi sagtens kan arbejde, men vi kan også tage en pause i løbet af dagen og gå ned og spise sammen eller tage en frokost eller drikke en øl efter arbejdstid.”

Samtidig giver arbejdet i Parlamentet et europæisk netværk, som han aldrig før har været i nærheden af.

”Det med at have en direkte vej ind i nogle af de her bevægelser og partier rundt omkring i Europa. Det har jeg ikke haft før. Det er da rart, at man kan ringe til nogen og stille et spørgsmål, og så bliver man nærmest stillet direkte ind i hjertet af et parti, der måske er væsentligt større end DF. Det er spændende,” siger han.

{{toplink}}

rikke@altinget.dk