De borgerliges valgkamp bliver den helt store kampagne mod Mette Frederiksen
Angrebene på statsministeren, hendes lederskab og personlige troværdighed bliver mere og mere hårdhændede fra nu af. Der er grobund for den strategi i vælgerkorpset, men den rummer også store risici.
”Men en af de måske vigtigste grunde til at vi skal have et nyt lederskab i Danmark er, at Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for vores folkestyre og retsstat siden 2. verdenskrig.”
Sådan lød det i weekenden fra Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, da han holdt sin store tale til partiets landsmøde.
Dermed skærpede han ikke alene personangrebene på Mette Frederiksen fra DF-formand Morten Messerschmidt, der er er gået i kødet på statsministeren for ”mageløst hykleri” og for at ”splitte danskerne” i forbindelse med ukrainerloven og folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Og fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der i kølvandet på sagen om Mette Frederiksens slettede sms’er erklærede: ”jeg stoler ikke på Danmarks statsminister”.
LA-formandens udtalelser peger på noget af det, der ifølge kilder i de borgerlige partier bliver centralt i den borgerlige kampagne frem mod næste folketingsvalg: Et intenst fokus på at så mistillid til Mette Frederiksens lederskab og hårdhændet, personorienteret kritik af hende som statsminister.
Det har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet selv åbnet for, ligesom der også er grobund for den strategi i vælgerhavet. Men der er også klare risici, hvis der går internt konkurrence i den blandt de borgerlige om, hvem der er den hårdeste Frederiksen-kritiker.
Krisemanager for en ét-partiregering
Det er en naturlig konsekvens af, at ideologi fylder mindre i politik, at personerne tager over i politik. Man behøver bare at tage et blik på valgplakaternes historie for at iagttage den udvikling. Engang var det utænkeligt at bruge de fotografier af politikerne, der i dag er comme il faut. Her spiller den kommunikationsteknologiske udvikling fra radio (lyd) og aviser (tekst) som samfundets primære medier til tv og video (billede) også en afgørende rolle.
Alene på den baggrund er partiformænd og (mis)tilliden til dem – snarere end interessekamp og ideologi – blevet et omdrejningspunkt i politik og valgkamp. På godt og ondt.
Samtidig har vi i dag som noget relativt sjældent en et-partiregering, og endda en stærk én af slagsen, hvor regeringschefen har centraliseret magten under sig og gjort et stort offentligt nummer ud af det. Det sidste er blevet yderligere forstærket af såvel corona-krisen som Ukrainekrigen, og det er tydeligt, at Mette Frederiksen dyrker rollen som krisemanager med stor nidkærhed, såvel i de mange pressemøder som i hendes øvrige kampagne på de sociale medier.
Det har tilsammen gjort Mette Frederiksen til en endnu mere central og bærende figur for Socialdemokratiet og regeringen, end hun ellers ville have været.
Negativt syn på Frederiksen er blevet en borgerlig markør
Af samme grund er det ikke overraskende, at statsministeren er blevet en af de vigtige skydeskiver på den borgerlige opposition – og vil blive det med stadig større intensitet i de kommende måneder frem mod næste valg.
Men der er også en række faktorer, der vil forstærke det yderligere.
En S-ledet regering sidder tungt på vælgernes dagsorden, hvor fire ud af de fem vigtigste emner (sundhed, klima, økonomi, social ulighed og ældre) bedst varetages her, hvis man spørger vælgerne. Kun styring af dansk økonomi sidder de borgerlige på. Det betyder – alt andet lige – at de borgerlige er bagud på politiske emner, og derfor står tilbage med et akut behov for at få et kommende folketingsvalg til at handle om noget andet: statsministerens lederskab og personlige troværdighed
Og ser man på Mette Frederiksens brand hos vælgerne, kan man også notere, at der er grøde i den mark.
Fra hun trådte til som statsminister til i dag, er antallet af vælgere, der ifølge Epinions undersøgelser mener, at hun klarer sig ”dårligt” eller ”meget dårligt” som statsminister steget fra 14 procent til 31 procent. Og går man nærmere på de tal, ser man, at hele 42 procent af de borgerlige vælgere mener, at hun klarer sig dårligt eller meget dårligt som statsminister.
Her er minkskandalen og – især – sagen om slettede sms’er i den forbindelse åbenlist en drivende faktor. Det var også i den periode, at de borgerlige lukkede hullet op til regeringen og dens parlamentariske grundlag i meningsmålingerne. Det husker man selvfølgelig hos de borgerlige, der venter i spænding til Minkkommissionen kommer med sin beretning senest 1. juli.
Hvorom alting er: Mette Frederiksen deler ikke alene vandene meget mere i dag end for tre år siden, da hun blev statsminister. Negative holdninger til Mette Frederiksen er blevet en stærk markør blandt vælgerne for, om man er borgerlig.
Kampen om de borgerlige stemmer
Det peger på en anden – underliggende – dynamik i de borgerlige angreb på hende. Ligeså meget som det handler om at ramme Mette Frederiksen, er formålet for de borgerlige partier at erobre borgerlige vælgere frem mod stemmeafgivelsen – og konsolidere dem, man allerede har. Den hårdeste kritiker af statsministeren, sætter sig selv i scene som den mest autentiske borgerlige leder og som bedst til at mobilisere borgerlige stemmer.
I et landskab, hvor der er hele syv borgerlige partier (Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Venstre, Konservative, Moderaterne og Kristendemokraterne), der kæmper internt om de borgerlige stemmer, er den konkurrence i forvejen intens.
Det er kombinationen af de faktorer – personfikseringen af politik, at de borgerlige er bagud på emneejerskabet på de vigtigste politiske emner, at Mette Frederiksen deler vælgerhavet og den intense interne kamp om de borgerlige stemmer – der vll forvandle de borgerlige valgkamp, eller vigtige dele af den til hårdhændet kampagne rettet mod statsministerens troværdighed og ledelse.
Men det er også dynamikken i de faktorer, der kan gøre det svært for de borgerlige at undgå at overdrive og blive skingre. Det så man også eksempler på under minkskandalen, hvor de borgerlige partier endte med at støtte et borgerforslag om – inden Minkkommissionen var kommet i gang – at stille Mette Frederiksen for en rigsret. Eller jævnføre hende med Nordkoreas diktator Kim Jong-un på grund af coronarestriktionerne.
Det er ikke, fordi centrum-venstre hverken på Christiansborg eller i det meningsdannende bagland ikke tyer og har tyet til personangreb. I nullerne blev VK-regeringens ministre, særligt Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder genstand for en negativ kampagne, der ikke holdt sig tilbage. Heller ikke fra – som Vanopslagh gjorde i weekenden – at delegitimere dem som farlige for folkestyret og demokratisk uværdige. Men her er pointen netop også, at de borgerlige i den periode fastholdt grebet om regeringsmagten – også fordi de havde svar på de emner, vælgerne mente var vigtigst, ikke mindst på udlændingeområdet.
Hvis de borgerlige står tilbage kun med personangrebet og uden reelle og forankrede alternative svar på vælgernes bekymringer, bliver næste folketingsvalg svært at vinde. Til gengæld kan politikerleden hente yderligere næring.
Ny flygtningeaftale skal skærme danskernes velfærd, men mangler langsigtede svar
Krigen overdøvede 1. maj
