Dansk succesiværksætter: Tving bankerne til udlån

IVÆRKSÆTTERI: Just Eat-stifteren Jesper Buch gæstede Liberal Alliances landsmøde, hvor han i samtale med Anders Samuelsen gav opskriften på succes som iværksætter.

AALBORG: "I vinder den nye generation. Alle de iværksættere, jeg har mødt i Danmark, stemmer på jer." 

Med de ord var banen kridtet op til et møde mellem den succesrige danske iværksætter og nu såkaldte business angel Jesper Buch og politisk leder af Liberal Alliance på partiets landsmøde i Aalborg i dag.

Jesper Buch, der fik 03 i matematik, blev spurgt, hvad der politisk skal til for at fremme dansk virkelyst og iværksætteri.

"Folkeskolen skal have iværksætteri som fag. Der er jo mange flere iværksættere i Sydeuropa, hvor jeg bor. Man skal lære de unge at sætte deres virksomhed over sig selv og familien, på nær børn. Man skal se sit virke som et kald."

Han havde også et par konkrete, finansielle ønsker:

"Vækstfonden gør det rigtig godt, og vi bruger den. Tilfør den så mange penge, I kan. Og pres så bankerne til at låne penge ud til start up-virksomheder. Bankerne er fortsat meget svære at arbejde med. Og indfør fradrag af forskellig slags til iværksættere."

Jesper Buch håbede, at partierne med deres politik kunne lokke de tusindvis af udlandsdanskere tilbage til fædrelandet.

Han fremhævede, at han nu med investeringer i nye virksomheder forsøger at bidrage til "iværksætteriets øko-system", hvor penge tjent på én solgt virksomhed geninvesteres i nye projekter.

Forrige artikel Ammitzbøll: Islamismen er frihedens fjende Ammitzbøll: Islamismen er frihedens fjende Næste artikel København  må bøde for kultur i provinsen - igen København må bøde for kultur i provinsen - igen