Danmark udnævner ny ambassadør i Rusland
Jakob Henningsen udnævnes til ny ambassadør i Rusland. Han overtager posten fra den nuværende ambassadør Carsten Søndergaard.
Jakob Henningsen tiltræder 1. september 2022 som ny dansk ambassadør i Rusland.
Det bekræfter Udenrigsministeriet over for Altinget.
Udnævnelsen af den nye ambassadør kommer som et led i en fast fireårig rotation blandt Udenrigsministeriets ambassadører.
Den nuværende ambassadør Carsten Søndergaard har været udsendt til Rusland siden 2018, og dermed udløber hans udsending i efteråret.
Jakob Henningsen kommer fra en stilling som associate partner i Navigate Public Affairs. Han har tidligere været ansat som blandt andet afdelingschef i Udenrigsministeriet og ledende rådgiver for udenrigspolitik og national sikkerhed i Statsministeriet.